fbpx
Diversitet og mangfoldighed
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
Projekter | 2020

Diversitet og mangfoldighed

Vi skaber projekter, som giver plads til mangfoldighed og forskelle. Ved at kombinere kulturelle udtryksformer, meninger, værdier og perspektiver bliver vores projekter laboratorier, hvor vi lærer og udvikler os sammen på tværs af kulturer. Alt sammen for at blive bedre rustet til at løse nutidens og fremtidens udfordringer.

TYRKIET

115 kvindelige kunstnere i Istanbuls gader

 

BILLBOARD ISTANBUL 2020

I samarbejde med den danske billedkunstner Hanne Lise Thomsen og design- og kommunikationsplatformen IN-BETWEEN bragte Dansk Kulturinstitut Tyrkiet streetart-projektet BILLBOARD ISTANBUL 2020 til den tyrkiske storby med 15 millioner indbyggere.

 

Her overtog 115 tyrkiske, marokkanske og nordiske kvindelige samtidskunstnere byens billboards med nye fotografiske kunstværker, som fokuserede på køn, byrum og identitet. Den internationale samling af værker blev en del af det daglige bybillede og igangsatte refleksioner om køn og ligestilling – både hos den enkelte betragter og på tværs af samfund og grænser.

 

BILLBOARD ISTANBUL fik stor mediedækning og rækkevidde på sociale medier samt vakte interesse hos de tusinder af forbipasserende.

 

Foto: Zuhal Kocan

 

INDIEN

Kvindelige DJ’s fyrede op under det digitale dansegulv

 

DIGITAL DANCEFLOORS

 

Med et fokus på at fremme mangfoldighed og lighed i musikverdenen arrangerede Dansk Kulturinstitut i Indien, Future Female Sounds og BoxOut.fm online DJ-events, som fandt sted hver weekend i hele oktober og starten af november 2020.

 

Her fyrede danske og indiske kvindelige DJ’s og VJ’s op under det virtuelle dansegulv. Selvom mange kunstnere bruger livestream, er det kun få kunstnere bag de virtuelle mixere, der er kvinder eller non-binære DJ’s, hvilket afspejler tendensen i den globale musikindustri. DIGITAL DANCEFLOOR bestod af fire online-sessioner med to DJ’s og en VJ, som bidrog med et specialdesignet visuelt univers, der tog publikum med på en virtuel rejse.

 

Da de fleste dansegulve rundt om i verden var lukkede, bød DIGITAL DANCEFLOOR på en alternativ oplevelse for ca. 100.000 mennesker. Herudover var der flere talks, hvor kunstnere delte deres perspektiver på kønnet politik i musikbranchen, og hvordan det er at arbejde som musiker under en pandemi.

 

Plakat fra DIGITAL DANCEFLOOR

 

KINA

Fra Beijing til Aarhus: Propaganda og kønspolitik

 

JERNKVINDER & RØDSTRØMPER I AARHUS

 

I foråret 2019 åbnede plakatudstillingen “Jernkvinder & Rødstrømper” i Dansk Kulturcenters lokaler i Beijing. 120.000 lagde vejen forbi. I 2020 rykkede den til KØN – Gender Museum Denmark i Aarhus, hvor cirka 10.000 så udstillingen.

 

I 1960’erne og 70’erne kom ligestillingsspørgsmålet på dagsordenen i både Kina og Danmark. Begge steder spillede plakater i gadebilledet en væsentlig rolle for budskabets udbredelse. “Jernkvinder & Rødstrømper” sammenstiller periodens massefremstillede statslige kinesiske plakater med den danske kvindebevægelses mere anarkistiske tilgang.

 

Udstillingen illustrerer forskellen mellem den danske rødstrømpebevægelse og dens kinesiske søstre. I Danmark var der mere på spil end ligestilling i maoistisk forstand. Her insisterede kvinderne på retten til at bestemme over egen krop, fri seksualitet og opbygningen af kvindefællesskaber.

 

Disse emner var fraværende i det topstyrede kinesiske opgør med arkaiske kønsforestillinger for 50-60 år siden. Plakaterne viser, hvor afhængig kvindekampen er af kulturen i det land, hvor den udspilles.

 

Udstillingsplakat “Jernkvinder & Rødstrømper”

 

BRASILIEN

Diversitet på filmplakaten

 

PONTE NÓRDICA NO AR

 

Ponte Nórdica Film Festival rykkede i 2020 online som Ponte Nórdica No Ar (on air). Et sponsorat fra Falck Fire & Safety Brazil gjorde det muligt at lancere denne nye platform med 11 nordiske film, som kunne ses gratis i hele Brasilien i to måneder.

 

Titlerne var hovedsageligt highlights fra tidligere fysiske udgaver af festivalen. Festivalen er siden sin begyndelse i 2016 blevet kurateret ud fra et fokus på mangfoldighed og ligestilling.

 

Siden da har festivalens fokus udvidet sig til mangfoldighed i bredere forstand, herunder social, seksuel og etnisk diversitet med særligt fokus på oprindelige folk i Brasilien og Norden. Ponte Nórdica No Ar fik over 35.000 eksponeringer på sociale medier, 6.400 filmvisninger og 2.300 registrerede brugere på to måneder.

 

Undervisningsaktiviteterne inkluderede et mentoring Lab, hvor 23 minoritetsfilmskabere sparrede med den nordiske mentor Helene Granqvist, den brasilianske mentor Érica de Freitas og debatterede med flere gæstetalere. Online-arrangementerne blev afviklet i samarbejde med Forcine, hvor The Animation Workshop og Viborg Animation Festival gav ny inspiration til de brasilianske filmstuderende.

 

Med tilsagn om en ny udgave af festivalen til marts 2021, som finansieres af staten São Paulo, vil Ponte Nórdica No Ar tage endnu et skridt i retning af det langsigtede mål om at blive den samlende nordiske online biografplatform i Brasilien.

 

Udsnit fra filmen ‘sangue sámi’