fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
14 · 09 · 2021

Dansk Kulturinstitut på Ungdommens Folkemøde

Kufferterne er pakket, og vi har sendt vores kollegaer fra Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus afsted til lufthavnen efter to dage med nye bekendtskaber, lærerige samtaler og ikke mindst højt engagement fra den danske ungdom på Ungdommens Folkemøde.

 

Sammen med Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus, et fælles initiativ i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd, var vi fra den 8. – 9. september på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken.

 

Vi startede festivalen med at afholde en workshop for to gymnasieklasser. En øvelse hvor vi sammen med de 60 unge stillede skarpt på emnet korruption med bl.a. teater som redskab.

 

Ungdomshusets stadeplads bød på VR-oplevelser, hvor de unge fik mulighed for at cykle gennem Ukraine og få et indblik i, hvordan det egentlig ser ud i et af de østeuropæiske lande.

 

Her kunne de unge også skrive en hilsen til ungdomshuset og fortælle, hvad de håber på, at vores fælles hus skal blive til.

 

Vi havde også et stort kort over Europa med teksten ”Hvor har du været?” To dage og flere hundrede nålepinde senere kunne vi konkludere, at de fleste af deltagerne søger mod de sydeuropæiske rejsedestinationer. Vi fik en masse gode snakke med de unge om, hvorfor det mon kunne være – og om ikke næste tur skulle gå til Østeuropa og et af EU’s Østlige Nabolande. Denne aktivitet lavede vi i samarbejde med Den Ny Demokratifond.

 

Rundt omkring på festivalpladsen opsøgte vi de unge for at stille dem to reflekterende spørgsmål. Det første var ”Et demokrati for mig er…” og det andet var ”Unge i Ukraine og Danmark har det til fælles, at…”. Begge dele var for at begynde en dialog og blive klogere på, hvilket syn på demokrati ungdommen i Danmark har, og hvilke fordomme og forestillinger de unge forbinder med Ukraine. Det gav anledning til en masse gode samtaler, hvor vi også fik de unges svar med hjem.

 

Festivalen blev afsluttet på det højeste niveau af engagement, da vi sammen med Den Ny Demokratifond inviterede til ”Kend dine naboer”-quiz. Her testede vi ca. 50-60 unge menneskers paratviden om vores østlige nabolande. Der var præmier på højkant, så bølgerne gik højt – og både de unge og vi blev klogere.

 

Tak til vores kollegaer fra Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus for at tage turen hele vejen til Danmark og tak til Den Ny Demokratifond, Dansk Ungdoms Fællesskab for det gode samarbejde.

 

Vi glæder os til næste år!

Få de seneste nyheder
Sign up