Nybrud og inklusion i scenekunsten – dramaturgsamtale på CPH Stage
Samtale om inklusion i scenekunsten med dramaturgerne Tunde Adefioye og Marc-Oliver Krampe
På årets CPH Stage havde DKI en større tilstedeværelse end tidligere år med flere gæster inviteret til at deltage i brancheprogrammet, der er en del af sektionen ”International Days”. En af gæsterne var dramaturgen Tunde Adefioye fra KVS i Bruxelles, som DKI tidligere har arbejdet sammen med i forbindelse med fejringen af Carl Nielsen i 2015.
På CPH Stage deltog han bl.a. i en samtale med sin kollega fra Tyskland, chefdramaturg Marc-Oliver Krampe, om mulighederne for at skabe forandringer i måden teater bliver produceret på, først og fremmest for at fremme mere inklusion i scenekunsten. Her følger nogle indtryk fra samtalen.
Da Tunde Adefioye og Marc-Oliver Krampe tog plads for at tale sammen, var det overordnede emne transformation. Tunde er ”bydramaturg” på det belgiske teater KVS (Koninklijke Vlaamse Schouwburg) i Bruxelles, Marc-Oliver er chefdramaturg på Oldenburgisches Staatstheater og desuden kunstnerisk leder af performancefestivalen Banden!. Begge er de optagede af, hvordan teatrene kan inkludere mange flere mennesker, både på og uden for scenen, og repræsentere forskellige befolkningsgrupper og livserfaringer langt bedre.
Marc-Oliver Krampe lagde ud med at give et oprids af, hvordan teaterverdenen fungerer i Tyskland. Med andre ord de forhold han arbejder under. Grundlæggende er der to parallelle produktionsapparater for tysk teater, de statslige og kommunale scener og den uafhængige ”freie szene”. Freie szene er stedet for eksperimenter af alle slags, men med friheden kommer også mindre muskler til at opnå gennemslagskraft.
De offentligt støttede teatre, som Marc-Olivers Oldenburgisches Staatstheater hører til, er til gengæld præget af stramme opfattelser af, hvordan værker skal opføres, både når det kommer til indhold og produktion. To tyske begreber står her over for hinanden: ”werktreue”, som løseligt kan oversættes til loyalitet over for det oprindelige værk, og ”regietheater”, som giver den enkelte instruktør langt større frihed til at forme forestillingen og det dramatiske forløb. Desuden er der et voldsomt repertoire af konstant skiftende produktioner, hvilket næsten kræver en samlebåndsagtig mentalitet fra alle involverede.
Læs mere om samarbejdet mellem DKI og CPH Stage
Marc-Oliver understregede, at han på mange måder sætter stor pris på det offentlige tyske teatersystem, som har kæmpestore kvaliteter på trods af det ovenstående – det er ikke for ingenting tyske teatre og orkestre er kommet på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Men da han er en dramaturg, der, som han siger, gerne vil ”arbejde med ualmindelige kunstnere på ualmindelige måder”, kan det virke hæmmende, hvis han får skudt i skoene, at han er uprofessionel, fordi hans tanker om, hvad teater skal kunne, støder sammen med kravet om tempo og planlægning i produktionen. Efter at have opnået det kendskab han nu har til det tyske system, mener Marc-Oliver Krampe, at den eneste måde man virkelig kan præge det, er ved at blive leder for et af teatrene selv.
Den nye kanon bliver skabt rundt omkring os
Tunde Adefioye har et helt andet udgangspunkt end Marc-Oliver. Han er ikke oprindelig uddannet inden for teater, og han er ikke del af et så stort og ufleksibelt system. Selv om KSV i Bruxelles er et stort teater, er de ikke bundet af de samme produktionskrav som de tyske teatre. Desuden er Tundes rolle som “bydramaturg” defineret, så den netop handler om at række ud mod de elementer i byens liv, som normalt ikke føler, de har en forbindelse til et stort nationalt teater.
Alfa og omega, hvis et teater skal holde sig relevant og være med til at skabe positive forandringer, er, at de mennesker der befolker institutionen taler med folk uden for den, og uden for de kredse teaterfolkene selv typisk vil befinde sig i. Dette var en af Tundes hovedpointer. Både over for lokalmiljøet og internationalt må man forholde sig åbent og være selvkritisk over for sin ageren og sit mentale synsfelt.
Fremtidens kanon bliver hele tiden skabt omkring os, sagde han. Bl.a. på grund af migration er der kommet et væld af stemmer, der kan udvide spektret for, hvad der bliver vist på scenerne. Hvis man altså lader dem komme til orde. Derfor er spørgsmålet ”hvem giver vi plads i vores bygninger” også helt essentielt i Tundes virke.
Han gav flere praktiske eksempler på, hvordan han har arbejdet med åbenhed og opmærksomhed på, hvem man repræsenterer og hvordan. Fra at tale med en fra KSV’s rengøringspersonale, som viste sig at elske poesi, til at sende to dramatikere en tur til New York, da de ville lave en forestilling om Malcolm X – til at starte med var de ikke meget for idéen, men Tunde insisterede, da han mente ikke, det var rigtigt at lave en forestilling om en mand, uden at sætte sig ind i det lokalmiljø, hvor folk havde været direkte i forbindelse med ham. Omvendt forhørte man sig også i Bruxelles for at høre, hvad Malcolm X betyder for deres hjembys beboere i dag. Det ledte til en radikalt anderledes forestilling, der bl.a. forholdt sig til patriarkalske strukturer.
Identitet og repræsentation
Da de to dramaturger havde leveret hver deres indledende indlæg, slog de over i en afslappet debat, hvor der også efterhånden begyndte at komme input fra salen. Et gennemgående tema var problemer med repræsentation – på scener, blandt skabende kunstnere og på ledelsesgange.
Som Tunde sagde, skal man være exceptionel for at få indflydelse, hvis man f.eks. tilhører en minoritet, hvorimod man som del af en majoritet oftere kan være middelmådig og alligevel komme frem. Han talte varmt for at ”chokere” systemet nedefra og op og skabe sig alliancer uden om ledelsen, hvis den ikke vil være en reel samarbejdspartner.
For nyligt promoverede DKI ny scenekunst i Beijing
En del af forandringen er nødt til at komme fra initiativer, der sker uden for ”systemet”, men hvis man først er indenfor og gerne vil hjælpe til, at det kan ske, må man ifølge Tunde holde sig til at være åben og selvkritisk. Det gælder om at lade flere typer af identiteter blive synlige og hele tiden tage en reel dialog med dem, hvor man ikke taler til dem men med dem. Yderligere var der enighed om også at være mere inkluderende, når det kommer til kunst- og udtryksformer. Der var forskellige forslag til, hvordan den ønskede åbenhed kunne opnås, og det var særligt her tilhørerne også bød aktivt ind.
Marc-Oliver Krampe fortalte, hvordan hans hold havde forhørt sig efter ”queer drama” hos en bestemt forlægger, men havde fået at vide, der ikke var noget at hente. De fandt sig dog ikke i afslaget, og insisterede på at forlæggeren prøvede at anskaffe sig det de efterspurgte – et eksempel på vedholdenhed som en vej frem. ”Open calls” blev også foreslået som alternativ til at få nyt materiale fra “etablerede kanaler”.
Det blev yderligere diskuteret, hvordan man i udvælgelsesprocessen af nyt materiale kan undgå at vedligeholde strukturelle ubalancer, f.eks. ved at anonymisere indsendt materiale.
KVS og Oldenburgisches Staatstheater udvider spektret
I løbet af snakken fik tilhørerne et bredt billede af de konkrete tiltag som de to repræsenterede teatre har taget. På Oldenburgisches Staatstheater har man bl.a. oprettet en særlig afdeling, ”Sparte 7” (Sektion 7), der har til opgave at demokratisere teatret og fokusere på fremtiden og de eksperimenter, der skal lede frem til den. Yderligere er en festival, som Marc-Oliver Krampe leder, et udstillingsvindue for performancekunst, der ellers ikke ville have fået plads på teatret.
KVS har alene ved at indføre konceptet med ”bydramaturger” vist en fornyelse frem mod mere inkluderende praksisser. Tunde Adefioye gav mange eksempler på at have bragt kunstnere ind, der tit ville blive ekskluderet fra de ”pæne” scener, det være sig på grund af politisk observans, kunstform eller andet. Et af de projekter han fremhævede var aftenen ”Beyond the Binary”, med bl.a. Warrior Poets, et samfundskritisk kollektiv, på plakaten. Titlen kommer af ønsket om at tænke ud over den binære facon, meget bliver delt op på i forhold til køn og identitet.
Det er en del af KVS’s helt overordnede mål, at bygge bro mellem forskellige generationer og stille alle køn lige, samt at nå ud over Bruxelles’ grænser. På grund af teatrets beliggenhed i det der både er Flanderns, Belgiens og Europas hovedstad, ser de sig som del af en by, der i høj grad indeholder eller er et vindue til hele verden.
Det var yderst spændende at følge med fra sidelinjen, til en lørdag fyldt med idéer og inspirerende fortællinger om hvilke tiltag, der bliver taget rundtomkring i verden, for at udvikle teaterlivet og relevansen af scenekunst. Vi ser frem til at følge alle involveredes videre virke!