fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
21 · 08 · 2018

Danseforestillingen Sand Forvirring opføres i Beijing

Danseforestilling for børn og unge, Sand Forvirring, opføres på Dansk Kulturcenter i Beijing

 

 

Der vil både være danseteater af høj kvalitet og efterfølgende diskussion, når forestillingen Sand Forvirring bliver spillet på Dansk Kulturcenter i Beijing. Arrangementet er et samarbejde mellem Dansk Kulturinstitut, Goethe Instituttet og ASSITEJ (International Association of Theatre for Children and Young People), og finder sted sideløbende med ASSITEJ Artistic Gathering 2018. Sand Forvirring er blevet til i et samarbejde mellem Teater Minsk og Teater ZeBU.

 

Arrangementet finder sted 22/8

 

Sand Forvirring

Danseforestillingen Sand Forvirring er beregnet for børn og unge, fra 8 år og op. Den tematiserer subjektivitet og hvordan sandheder hele tiden bliver forhandlet mellem mennesker.

 

Børn er gode til både at godtage den virkelighed, de bliver præsenteret for og samtidig sætte spørgsmålstegn ved selv samme virkelighed. Dette sunde paradoks bliver ekstra udtalt i alderen 8-13 år, hvor man bevæger sig fra barn til ungdom – med undren, betagelse og frustration.

I Sand Forvirring sætter de to dansere det subjektive i spil gennem mødet mellem to mennesker. Et møde der tydeliggør, at selv sandheder afhænger af, hvordan de opleves.

Forestillingen er en musisk kropslig fortælling om mennesker og sandheder, og de to danseres umiddelbare behandling af temaet viser mekanismer, der også gælder for sandheder, som er knyttet til religion, forældre og myndigheder.

fra Teater ZeBUs hjemmeside

 

Teater Minsk

De kunstneriske ledere af Teater Minsk er Anne Nyboe og Loa Carlslund. Det er stiftet i 2012 af Carlslund og Frej Stenholt Mortensen. Minsk fokuserer på at skabe danseteater for børn og unge. Teatret arbejder på at udvikle dansen som fortælleform, og inddrager gerne både publikum og andre kunstneriske udtryksformer end dans.

 

Teater ZeBU

ZeBU laver teater for børn og unge, under ledelse af Jørgen Carlslund og Marc van der Velden. Teatret har hjemme på Amager, men turnerer rundt i både ind- og udland. Desuden arrangerer de en årlig børneteaterfestival og en anden hvert andet år.

 

ZeBU har også den teaterpædagogiske underafdeling ZiU, der bringer scenekunsten og arbejdet med samme ind i undervisning på flere niveauer. ZiU bygger således bro mellem scenen og uddannelsesinstitutionerne.

 

 

Fotos: Søren Meisner