Udvidet Q&A med forfatter Erling Jepsen
Udvidet Q&A med Erling Jepsen – Artist-in-residency i Gagarin lejligheden i Skt. Petersborg august 2018
Erling Jepsen besøgte i august 2018 Dansk Kulturinstituts legatbolig i Sankt Petersborg for at researche og samle inspiration til efterfølgeren til hans roman Erna i Krig.
Hvorfor er du kommet til Skt. Petersborg?
En af personerne i min nye roman ender ad forskellige omveje her i Petersborg, og jeg vidste ikke helt hvordan og hvad han skulle her.
Jeg ville gerne have, at han var vidne til stormen på Vinterpaladset. Men så så jeg en del ældre, især kvinder, med krykker – meget gamle krykker, jeg har en mistanke om, at de er fra den store fædrelandskrig. Det var sådan en bestemt slags krykker, der blev masseproduceret, fordi der var så mange invalide efter 2. Verdenskrig. Og det er jo svært at bugsere rundt med – to krykker, og så indkøbsposer. Og så tænkte jeg: Hvorfor har hun ikke nogen, der kan hjælpe hende? Men hvis vi er tilbage i 1917, så kan sønnen eller sønnerne jo være ved fronten – som ikke var så langt herfra. Og der kan Kalle (karakteren der ad omveje ender i Skt. Petersborg, red.) måske hjælpe sådan en dame, så kan hun tage ham under sin beskyttende vinge, så han kan få husly ved hende og få sådan noget rigtig bondemad. Jeg har sådan noget med, at jeg synes, at sønderjysk mad er internationalt, og at de har efterlignet det alle steder.
Hvilke forestillinger og forventninger kom du med: om landet, byen og dit udbytte her?
Jeg kender nogle få, der har været i Skt. Petersborg og de taler rigtig godt om det. Jeg havde ikke så mange forventninger, men jeg er blevet glædeligt overrasket.
Ikke at kunne russisk har været en udfordring, fortæller forfatteren, og det kan være svært at kommunikere. Men selvom sproget til tider kan virke som en uoverkommelig mur, så har Erling Jepsen ikke ladet sig standse.
Jeg er faldet i snak med mange forskellige personer her i byen. Nogle gange har de været meget venlige, og andre gange er jeg nærmest blevet ignoreret. Sådan går det, det hele er lidt uforudsigeligt her. Man ved sgu aldrig!
Læs mere om residency i Gagarin lejligheden
Hvad har overrasket dig?
Jeg havde ikke regnet med at få besøg af min nabo, men vi delte en vodka, som han kom med, ude i min gang. Jeg er godt nok ikke så meget for spiritus, men han virkede jo helt ufarlig og rigtig sød, og han ville gerne snakke. Det var en rigtig fin oplevelse, som jeg ikke tror, man oplever andre steder.
Manden var ikke så god til engelsk, og Erling Jepsen taler ikke russisk, men genboen hentede en flaske vodka og to glas:
Vi talte videre, han havde været i Göteborg, og det kunne han ikke ordet for. Han lavede mange fagter, så når han skulle svømme, så svømmede han også med benene, hvilket krævede, at han hold fast i gelænderet.
Har du mødt nogle interessante mennesker?
Ja! De har den her folkelighed og hjertelighed. Men de har også noget mere hårdt og kontant. Det jeg hørte om Sibirien og Ukraine, det er et hårdt liv. Især uden for byen. Hvis man har arbejde herinde, så er man på den grønne gren. Det er nok det letteste man kan få – et job på en café eller restaurant.
Jeg har mine stamsteder. Den (restaurant over for lejligheden, red.) der hedder Botanika er jeg kommet rigtig meget på. Og der har jeg haft en veninde nærmest. Én af mine russiske veninder. Hende snakkede jeg rigtig meget med. Hun var fra Sibirien. Dem jeg har talt med, kommer typisk fra Sibirien eller Ukraine. Der er ikke så mange, der er født her – måske en enkelt af dem, jeg har talt med.
Hun havde en kæreste i Paris, som hun talte engelsk med. Hun havde en stærk accent – men det har vi jo sikkert også – så det var ikke alt jeg forstod. Hun var lesbisk, og det var jo også lidt spændende for mig at høre om. Hun sagde, at Petersborg er den bedste by at være lesbisk i. Hun kom fra en lille by i Sibirien, hvor det ikke havde været så sjovt. Hun håbede på, at hun kunne starte en ny tilværelse i Paris med sin kæreste.
Men ikke blot den personlige fortælling har haft betydning for Erling Jepsens tid i DKI’s lejlighed. Under sit ophold har forfatteren nemlig læst Tolstojs Krig og fred, der blandt andet foregår i Skt. Petersborg. Bogen har ikke kun været forfatterens indgang til Napoleonskrigene og 1800-tallets Skt. Petersborg – den har også fungeret som samtalestarter. Hos den lokale fysioterapeut faldt forfatteren i snak med kvinden, der tog imod ham i ventelokalet.
Hun kendte Krig og fred, og hun kendte hele Tolstojs og Dostojevskijs forfatterskaber. Hun var ikke så vild med Tjekhov, fordi det mest handler om ulykkelig kærlighed. Hun syntes, at man blev melankolsk af Tjekhov. Så snakkede vi om Krig og fred, som vi begge kendte. Jeg syntes, det var morsomt, men jeg vidste ikke om det var ufrivilligt morsomt, eller noget man skulle tage helt alvorligt, Tolstojs beskrivelse af franskmændene. De er komiske. Hun mente ikke, at det var ufrivilligt, men at det var sådan han så franskmændene, og sådan man ser på franskmænd og udlændinge: De er små, hvide og klejne. Hun ville ikke selv have sådan en mand, som var franskmand; dét at være fin på den, at have rene negle, det kunne hun ikke have, at en mand havde. Hun kunne heller ikke have, hvis manden så ovenikøbet var sådan en, som kunne styre sit temperament. Det er et meget dårligt tegn. En mand skal kunne hidse sig op og slå i bordet, for så har han et stort hjerte, så har han lidenskab. Så ved han noget om kærlighed. Så kan han elske. Nu ved jeg ikke om alle har det sådan, men det var sådan, hun havde det. Det passer jo meget godt med Tolstoj.
Har du råd til andre som overvejer et ophold herovre?
Det er en god idé at studere sproget lidt hjemmefra. De kan jo godt lide, når man kan lidt russisk. Jeg har mødt mange, der næsten ikke taler engelsk. Det er også underligt, synes vi. Det er jo heller ikke fordi, at de så er bedre til tysk.
Kunne du tænke dig at komme tilbage hertil?
Ja, det kunne jeg sgu godt tænke mig. Så vil jeg lære lidt mere russisk. Jeg kan godt stave mig igennem skilte. Og efterhånden så bliver man lidt fortrolig med lyden. Og det område jeres lejlighed er i, det er så fedt.
Tekst: Anna Rosenkrands Uldall
Foto: Robin Skjoldborg