En kold og regnfuld eftermiddag tager jeg cyklen tværs igennem København for at møde den brasilianske sangfugl, Clara Valente, hendes mand, produceren Gui Gautreaux, og det danske jazzband, Astro Buddha Agogo i studiet Mill Factory i det ydre København. Da døren åbnes, strømmer de dejligste brasilianske toner imod mig og jeg glemmer straks alt om regn og kulde. Inde i øvelokalet møder jeg Clara, Gui og bandet i fuld gang med at øve et af de numre, som de i løbet af ugen skal producere til det kompilationsalbum, som den brasilianske producer, Maurício Pacheco, i samarbejde med Dansk Kulturinstitut er ved at udvikle. Albummet bliver kulminationen på projektet Musical Bridges, som med co-creation i førersædet inviterer en række danske og brasilianske kunstnere til at udvikle musik sammen.
Projektet Musical Bridges er for Dansk Kulturinstitut i Brasilien ganske særligt. Institutleder Maibrit Thomsen forklarer: ”Musical Bridges er et flot eksempel på frugten af det arbejde instituttet har gjort siden vi lancerede musikprojektet Dinâmica Dinamarquesa tilbage i 2012. Formålet med projektet var dengang at undersøge markedet, finde partnere og skabe grobund for musikalske samarbejder på tværs af Atlanten, ligesom det var et mål at danske musikere skulle kunne få foden ind på det brasilianske marked. Da vi blev introduceret til ideerne bag Musical Bridges blev vi rigtig glade, da vi netop i det ser de første gode forsøg på at co-create på tværs af landene. ”
Hvor Dinâmica Dinamarquesa primært introducerede danske musikere for det brasilianske marked, tager Musical Bridges trinnet videre og fokuserer på selve co-produktionen af musik imellem danske og brasilianske kunstnere. I juni 2016 var bossanovalegenden Tom Jobims barnebarn, Daniel Jobim, i Danmark for at indspille med den danske guitarist og komponist, Jakob Bro. Samarbejdet udviklede sig til en miniturné i Brasilien, hvor de spillede to koncerter, henholdsvis på den danske pavillon i Rio de Janeiro og hernæst på et udsolgt SESC Pompeia i São Paulo. Nu er turen så kommet til mødet mellem Astro Buddha Agogo og Clara Valente, som pt. har fuld gang i øvningen. Smilene er store, for alle ved, at de har gang i noget helt specielt.
Astro Buddha Agogo har spillet sammen i 4 år og har over 600 shows på bagen, fordelt i både hjemland og udland. Bandet består af Michael Blicher på saxofon og fløjte, Dan Hemmer på Hammond orgel og Anders Holm på trommer. Den musikalske stil er påvirket af både jazz, blues og af soul og gospel, så fokus på grooves og den positive udstråling. Clara Valente, med rod i brasiliansk MPB (populær brasiliansk musik) karakteriserer sig selv som ”1000 ting”, som hun også har valgt at kalde sit første album.

Ide-manden bag Musical Bridges, Maurício Pacheco fortæller om ideen bag projektet: ”For mig er det en god mulighed for at skabe et stærkere link mellem de to lande, som er så forskellige men som klart har glæden for musik og en innovativ tilgang tilfælles. Både brasilianske og danske artister er meget åbne for samarbejde og for at udforske musikkens grænser. ” Pacheco har selv været i Danmark af flere omgange, senest for at lave et indslag om Roskilde Festival til brasiliansk TV. Han siger om det danske musikmiljø: ”Første gang jeg var i København, inviteret af Dansk Kulturinstitut, blev jeg forbløffet over den kvalitet og kreative sind som musikere udviser her og dette inspirerede os til at skabe dette nye rum for samarbejde mellem danske og brasilianske artister. ” Sammensætningerne af kunstnere til Musical Bridges er særligt udvalgt af Maurício Pacheco, som gennem sine besøg spottede en række danske talenter.
Ifølge Maibrit Thomsen har Pachecos initiativ allerede vist stort potentiale: ”Det har været super spændende at følge kunstnernes møde, deres dialog via e-mails for så siden at se dem i studiet sammen, og vi vil glæde os til at se slutproduktet, en kompilation, som vil være klar med en vifte af dansk-brasilianske musikalske samarbejder.”
Efter mødet i juni 2016 mellem Daniel Jobim og Jakob Bro, som begge har stor interesse for bossanova valgte Pacheco at forlænge den musikalske bro ved at sætte Astro Buddha Agogo og Clara Valente sammen, netop fordi de kommer fra hver deres genrer. Hvor Clara Valente er singer-songwriter inden for MBP genren, så er Astro Buddha Agogo dedikeret til jazzens og soulens verden og netop denne sammensætning giver mulighed for at udvikle nye toner.
Clara Valente producerer sin egen musik og er musikalsk åben overfor ny inspiration. Efter releasen af sit album sidste år var hun på turné i både USA og Europa og bedømmes af Pacheco til at have potentialet til internationalt at repræsentere en ny bølge af brasiliansk musik. På hendes album kan man høre en mængde af musikgenrer, såsom samba, afrobeat, tango og electronica blandet sammen med moderne pop, hvilket gør hende særligt interessant for projektet Cultural Bridges. Astro Buddha Agogo er ifølge Pacheco fantastiske musikere som har gang i en række udfordrende projekter, hvor de med et bredt musikalsk sprog samarbejder med legender inden for popmusikken, såsom Steve Gadd. Der er med andre ord langt i ovnen til nye musikalske samarbejder af høj kunstnerisk kvalitet.
Om deres musikalske forskelligheder har gjort det vanskeligt at skabe ny musik sammen, siger begge parter, at det kun har været stimulerende, men at det samtidig har været essentielt, at de begge tager afsæt i melodier og rytme når musik skal komponeres og sangtekster skrives. Derudover nævner Michael bandets tur til Brasilien gennem Dansk Kulturinstitut i 2014 som en vigtig øjenåbner for det brasilianske marked og brasiliansk musik.
Udover samarbejdet om allerede eksisterende sange har saxofonist Michael Blicher sammen med Clara Valente skrevet helt ny musik: ”Michael og Clara har god synergi og har fundet tid til at komponere en ny sang sammen, hvilket er fantastisk for projektet. ” siger Pacheco
Ifølge Michael Blicher og Clara Valente har både Astro Buddha Agogo og Clara vundet meget ved at være med i projektet Musical Bridges. Clara siger selv om co-creation og processen: “Når du virkelig udveksler – og det synes jeg virkelig vi har gjort i det her projekt – så bliver jeg stolt af os. Jeg medbragte min sang og Michael ændrede fuldstændig på harmonien og sangens rytme. Bandet, Astro Buddha Agogo ændrede fuldstændig sangens ”feeling”. På samme tid sendte Michael mig sin sang og jeg ændrede teksten til portugisisk. Jeg følte at sangene blev til nye sange, og det var smukt at se. Jeg er virkelig glad for det.
Michael tilføjer: “Det særlige ved gode sange er, at de kan fungere med en række forskellige arrangementer og der er her kun én måde at gøre sangene gode. Vores første øvegang spillede vi sangene på et væld af forskellige måder, bare for at se, hvad der var muligt og de versioner vi endte med, var kun nogle af dem, som lød godt.”
Når kunstnerne bliver spurgt om, hvilke dele af projektet, de vil tage med sig videre, udbryder de begge, at næste trin står helt klart: De skal på turné og skrive mere musik sammen, siger de begge og griner. Hvordan og hvornår er ikke til at sige, men de er begge enige om, at de kun lige er begyndt deres musikalske rejse sammen.
Projektet Musical Bridges er udviklet af Mauricio Pacheco i samarbejde med Dansk Kulturinstitut. Derudover er projektet medfinansieret af Statens Kunstfonds musikpulje.
For flere musikalske samarbejder i Musical Bridges, hold øje med http://www.dinacultura.org.