RADAR LIVE, DKI og Lydskoven

Som spillested markerer Radar på Godsbanen i Aarhus sig ved at have mod til at eksperimentere med koncertformatet og gerne favne uudforskede krydsfelter mellem genrerne.

”Meningen er at rykke ved konventionerne for spillestedspraksis, for grænserne mellem musik og kunst. Hvilket ikke tages seriøst i det efterhånden lidt konforme Danmark. Erfaringerne herfra (Aarhus x Riga, red.) åbnede en Pandoras æske af muligheder for os til at arbejde med formater for oplevelsen af lydkunst.” fortæller Martin Aagaard, arrangementsansvarlig hos Radar.

Projektet var et af DKI’s væsentligste bidrag til Aarhus 2017.

En ansøgning til Aarhus2017’s Let’s Rethink-fokus gav Radar mulighed for at skabe et internationalt lydkunstprojekt, der blev igangsat halvandet år, inden det endelige værk skulle være færdig.

Partnere til projektet søgte Radar hos Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen, som pegede på den lettiske hovedstad, Riga, der som tidligere Europæisk Kulturhovedstad måtte have erfaringer, man kunne lære af, og med den internationale lydkunstfestival Skanu Mezs (Lydskoven) huser en af Europas førende lydkunstfestivaler.

6 unge kunstnere blev udvalgt: 3 komponister fra DIEM-uddannelsen (Dansk Institut for Elektroakkustisk Musik) på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus: Merlyn Perez-Silva, Olga Szymula og Filip Johan Arnestad, samt 3 lettiske kunstnere: Sabine Moore, Toms Aunins og Anna Kirse blev udvalgt af DKI og Lydskoven.

Der blev over et par år afholdt workshops i Letland og Danmark. Og de 6 blev efterhånden til gruppen  blev til ”Aarhus x Riga”, der senere skulle skabe et værk i et genrebrydende møde mellem lydkunst, 3d-teknologi, natur og spirituel højtid. Værket ”Solstice Study with 72 Speakers by 6 Composers” blev opført i Væksthusene i Aarhus Botanisk Have som det første af sin slags den 21. og 22. juni 2017. Og genopført i januar 2018.

Lydkunst, 3d-teknologi, natur og spiritualitet

I samarbejde med CAVI (Aarhus Universitet) har Radar over længere tid eksperimenteret med at skabe rumlige installationer for at udfordre lyd/musikoplevelsen for publikum. Det af CAVI udviklede lydsystem, Sound-O-Matic, der med sine mange små højtalere danner lydtæppe for væksthusene i Aarhus’ Botaniske Have, er også en del af Radars univers.

Lydsystemet og Tropehuset er nærmest født sammen. Det tog bolig i kuppelhuset allerede på tegnebordet, og lyden fordeles ud i rummet fra et elektronisk system i en rund tunnel under huset. Gennem de 100 opsatte højtalere skabes lydscenarier, der lægger noget ekstra til oplevelsen af væksterne.

I januar 2018 tog vi tilbage til Aarhus for at genopleve lydværket i vintermørket. Fra kulden træder vi ind i det varme tropehus, hvor programmør Bjørn Dam, der har udformet designet til lydoplevelsen af Solstice Study i Tropehuset, lige har været en sidste tur rundt i ventilationsrørene for at tjekke installationen.

Oplevelsen i dag er en anden end i sommers, hvor installationen havde urpremiere med midsommerens lyse aften som kulisse. ”Fremragende” lyder det fra en ældre herre, der kommer ud fra Tropehuset, og som vi tidligere mødte i toppen af udsigtstårnet inde midt i det grønne vildnis. ”Det har indimellem en dysterhed, som jeg ikke forbinder med midsommer”, indleder en dame. Vi taler lidt om forskellen i at opleve værket ved sommertid og nu her i januarmørket. Men helt sikkert er det, at de seks kunstneres forskelligheder afspejles i værket.

At skabe en gruppedynamik

Martin Aagaard forklarer om de tre kunstnere fra Aarhus, at de er valgt ud fra både forskellige kunstneriske og menneskelige kvaliteter: Filip, der arbejder meget eksperimenterende, Merlyn med et helt andet univers – mere dance/rytmisk, og mede stærke sociale evner. Olga som er mere voldsom i sit udtryk og meget dedikeret. ”Et menneske, der kan tage andre op på sin ryg og bære dem igennem, hvis det er det, som der skal til.”

De menneskelige kvaliteter er nemlig særlig vigtige i et så langvarigt samarbejde. Man skal være sikker på, at de vil være med hele vejen, har et ønske om at samarbejde og kan bidrage til at bære gruppen igennem.

Undervejs har Radars Martin, der selv er trommeslager og komponist, stået i midten og styret koordinering og den fremadrettede pejling.

” Tit er det sådan, at der kommer en samarbejdspartner ind, som har nogle muligheder og kræfter som vi ikke har haft kompetencerne selv til at løfte. fordi vi ikke har erfaringerne. Men man kan sige at sådan et projekt her virkelig givet rigtig meget erfaring. Men nu ved vi også at, at løfte et projekt på tværs af landegrænser, er et enormt stort arbejde. Og det kræver især rigtig gode samarbejdspartnere, som DKI har været. Fordi det havde været fuldstændig umuligt hvis vi ikke havde haft jer.”

At stille spørgsmål ved sin egen praksis og musikalske identitet

De seks kunstnere er udvalgt fra deres forskellige praksis inden for komposition, kunst og iscenesættelse, der traditionelt formes efter individuelle kunstneriske valg.

Efter det første møde med de lettiske kunstnere i Riga, hvor Martin tog over med Olga, Filip og Merlyn, var der helt sikkert en følelse af, at dette her det ved vi ikke helt hvad skal blive til, fortæller han. De danske kunstnere ville gerne se, hvad det kunne udvikle sig til. Letterne var mere kontante. De ville kunne se, hvad der var i projektet for dem, ellers var de ude igen!

Der var en helt anden kontanthed og hurtig beslutsomhed hos de lettiske kunstnere, hvis virkelighed var en helt anden, da de alle arbejdede ved siden af projektet. Aarhus-kunstnerne kunne give det mere tid, da de stadig var studerende ved DIEM.

Først ved det andet møde i Aarhus, hvor de tre lettiske kunstnere kom til Aarhus for at spille koncert på Radar sammen med de danske, opstod et ægte ”commitment” fra dem alle, fortæller Martin.

Da de først kom herop og kunne se at det var et topprofessionelt spillested, og der blev sørget for dem på mange områder. Jeg stod til rådighed, vi havde overnatning og program på plads. Alt var rigtig godt. Og de oplevede, at der virkelig var nogen her, som lagde et stort arbejde i projektet, så var de overbevist.

Især længerevarende projekter kan hurtigt blive nogle store størrelser. Vi har haft seks musikere inde på kryds og tværs af landegrænser, ikke kun Danmark og Letland men også Polen og England. Så hele tiden skal man finde ud af at afstemme. Det handler også om mennesker. Så man skal have nogle menneskelige kompetencer for at kunne stå i midten af de til tider meget hektiske.

Jeg havde nok hele tiden en idé om, hvor det skulle føre hen, men lod det være et meget åbent projekt for kunstnerne. Men jeg tror, at det er vigtigt, at der er nogen, som skaber rammen for sådant et samarbejde og holder kunstnerne ved ilden undervejs, I dag er det nemt med Messenger og sociale medier at være i kontakt med hinanden.”

Kunstnerne: En udfordring at gå på kompromis i et samarbejde

Ved genopførslen i Aarhus har vi aftalt at mødes med Merlyn Silva-Perez og Filip Johan Arnestad for at høre, hvad de som kunstnere har fået ud af projektet.

Gode venskaber er det første begge nævner, at have fået ud af samarbejdet.

Merlyn: Vi har fået venner for livet. Til sidst blev vi virkelig tæt, både som kunstnere og som mennesker. Men selvfølgelig har det været et helt unikt projekt. Det har været en oplevelse/en eventyr.

Filip: Det var en vigtig del, at der har været nogen, som har sat projektet i søen. Men det er blevet vores værk. Det havde nok været sværere for os, hvis ikke der havde været den hjælp og opbakning udefra.

Inden projektets start kendte kunstnerne ikke hinandens musik, og ingen af dem havde deltaget i større samarbejder tidligere. Der var blevet jammet, men ikke noget i dette format. Måden at komme ind på hinanden blev at spille med på hinandens musik og den vej improvisere sig frem og blive bekendte med hinanden.

Bryder det nogle grænser, når man går ind i så stort et samarbejde?

Det gør man i hvert fald. Som kunstner og solist, tror jeg, at vi alle sammen har haft det svært i starten med at arbejde sammen. Fordi man vil gerne lave sit eget, og selv bestemme, fortæller Merlyn, men vi har alle sammen været gode til at åbne op overfor hinanden.

Philip supplerer: Vi har været fleksible og kunne gå på kompromis. Og det er meget sjældent, når man er komponist. Det er ikke det samme som at spille guitar. Og være i et band. Vi er alle individualister. Vi arbejder hjemme, og så udgiver vi musik.

Det har været en udfordring at skulle gå på kompromis.

Merlyn: Der var også kulturforskelle. I Aarhus kunne vi tage det mere roligt. Vi havde mere tid. Det er svært at forklare. I Riga var det mere sådan: Nej, eller ja! Mere bestemt. Det kan jeg godt lide. Det var virkelig motiverende. Det har jeg som kunstner lært meget af.  At være bestemt.

Er alle med i værket, eller er det blevet et kompromis?

Filip: Overhovedet ikke. Det er bygget op af et antal dele. Det samlede værk er en halv time langt. Vi har ikke en bestemt del hver. Men fx har Merlyn noget i første del, og det har Anna også. Sådan har vi prøvet at samle det. Jamme det frem. Og så har vi prøvet at samle det til sidst. Måske er der nogle dele, hvor ikke alle spiller: Men der er ikke nogen, som har egne dele.

Merlyn: Man kan godt huske – oh, det er min lyd. Bagefter hvor vi lavede alle lyddelene var vi alle med til at arrangere det. Det var et fælles arbejde at bestemme, hvad der skulle være hvor. Det ville ikke være blevet det samme produkt, hvis kun nogle af os havde bestemt. Der er mange lag i processen.

Filip: I starten var det svært at finde ud af, hvad det skulle gå ud på, da vi skulle skrive dette her værk. Vi kendte selvfølgelig efterhånden hinanden. Men efter nogle dage var det ikke svært længere. Jeg synes, at det gik let. Vi fandt ud af, hvad det skulle handle om.

Merlyn: Det var meget naturligt. Nogle gange er det fint, hvis der er en, som tager over. Nogle gange er der brug for en skipper, men det gik fint med at give plads til hinanden.

Vi havde en virkelig intens dag. Tirsdagen. Hvor vi arbejdede hele dagen og natten. 14-16 timer. Bagefter hvor vi havde så meget materiale, var det lidt mere, at nu har vi en ting. Nu skal vi bare sætte det på en ramme.

Hvad har det givet jer af kunstnerisk inspiration?

Filip: Jeg tror, at jeg er blevet meget inspireret af jer andre. Især når man får så indgående kendskab til de andres arbejdsprocesser. Det var været enormt inspirerende at begynde at tænke på nogle andre måder, når jeg komponerer. Fordi man har en tendens til at indsnævre den måde, man selv arbejder på.

Merlyn: Lidt det samme. Som komponist arbejder jeg lidt som de andre. Nu har jeg fået en god opbakning i projektet. Men også udover som gruppearbejde at lave en komposition i dette rum med træer og sommerfugle. Det kan man ikke lave normalt. Så bliver det mere ”spacial”.

Er der forskellige klange i den elektroniske musik fra de to lande?

Merlyn: Nu kender jeg jo ikke hele Letlands musik. Men i min tænkning er der i Danmark mere fokus på fine klange og perfekt lyd. Dybt sound design. Men Sabine og Toms, det var lidt mere punk rock, lidt mere tysk inspireret. Lidt mere techno, mere noisy. Ikke så perfektionistisk. Lidt mere sådan: Lav musik nu! And one more and one more! Det var meget inspirerende – fordi der var en helt anden energi, som jeg ikke har oplevet i Danmark, eller andre lande. Jeg ved ikke, om det er en lettisk ting eller bare var dem som kunstnere. Det var lidt mere, Let it happen! Det giver en god energi til at arbejde med.

Filip: Helt sikkert også en mere hurtig energi, så sker der virkelig noget. Ift. hvis du taler om perfektionisme, så kan der nemt hurtigt gå meget lang tid, før der sker noget. Hvis man har en lidt mere hurtig tilgang til musikken, hvor man tænker over lydens form og bevægelse frem for dens klang, så sker der hurtigere noget.

Har projektet givet mod på mere internationalt samarbejde?

Merlyn: Det er en virkelig særlig ting, at man som komponist eller kunstner ikke er i et ”echo chamber”, men at man kommer ud og oplever, hvordan andre arbejder med musikken. Det var vi virkelig glade for. Det har været inspirerende for vores egen proces og musik. At komme hjem fra Letland og så bare tænke, jeg skal bare lave det nummer og det nummer. Og tage den perfektionisme væk. Det er vi alle ”guilty” på i vores vennegruppe. For vi elsker denne kraft. Det er en del af kraften, at man går efter kirsebærret på toppen. Men så er der en lille stemme, Toms eller Anna der siger bare gør det!

Hvad tror du, at I gav dem?

Måske lærte vi dem lidt tålmodighed. Men vi kan ikke tale for dem.

De kunstneriske miljøer har brug for at løfte i flok

Men hvorfor lige sætte fokus på lydkunst? Hvad er udfordringen for lydkunst i dag, spørger vi Martin Aagaard: ”At tage den alvorligt. At få publikum ind, som ikke er vant til lydkunst, og at overbevise publikum der oplever lydkunst i kunsthaller/gallerier, at de også skal komme til Radar. Og at formidle hvordan vi træffer aktive valg i forhold til præsentation af kunsten. Der er brug for, at vi løfter i et samarbejde mellem teater, kunst, foto, dans og musik. Det er absolutte grundstene for, at kvaliteten og vilkårene højnes.

Noget af det, jeg er mest begejstret for, er, at vi har formået at få disse her seks individualister på tværs af alle muligt interesser, lyde, filer, kunstarter, til at skabe et fælles sprog. Det er for mig det absolut mest interessante. Det er fantastisk. Det er selve det, der er inde i musikken.

FAKTABOKS: Aarhus x Riga

Lydkunstsamarbejdet har været en del af projektet Rethink Sound, som spillestedet Radar fik penge til at udvikle frem mod Aarhus 2017. Projektet skulle gentænke musik- og koncertoplevelsen for et spillested. Lydkunst har ofte et meget lille publikum, men kan nogle ting, som er interessante at arbejde med ift. lyd/musik og sammensmeltning af kunstarter.

Skanu Mezs (Lydskoven) i Riga er en af verdens førende lydkunstfestivaler og samarbejdet med Riga, som i 2014 var Europæisk Kulturhovedstad, var et oplagt sted at søge erfaringer. Dansk Kulturinstitut i Riga organiserede og faciliterede de første møder og koncerterne i Riga og fandt  frem til Lydskoven og de lettiske kunstnere.

Fotos: RADAR Live og Heartmatters.

Artiklen er skrevet af Malene K. Holm.