Kroppen og arkitekturen

Omdrejningspunktet er produktionen af to performances, Unfolding Seeds med 50 medvirkende, hvor der arbejdes med tekstil, og Vestigios med 100 medvirkende, hvor en koreografi, der forløber over 1,5 time, efterlader et stort billede på græsset, malet med kridt af performernes fødder. De to performances arbejder på hver sin måde med en tematik om menneskets krop, i relation til Brasilias monumentale arkitektur, som er skabt af arkitekt Oscar Niemeyer, og fredet på UNESCOS Verdensarvsliste.

Ud fra denne kerne afholdes en række foredrag, debatter og workshops på IFB med Lilibeth, toneangivende brasilianske performancekunstnere, og universitets-professorer fra IFB, IFG og UnB. Desuden stiller Álvaro Tucana, direktør for Memorial dos Povos Indígenas (nationalt kulturcenter for Brasiliens indfødte folk), centrets markante bygning, der også er tegnet af Niemeyer, til rådighed for et Twin Lab forløb, hvor 20 udvalgte studerende og professionelle udvikler stedspecifikke performances hertil.

Der arbejdes udfra principperne “demokrati, dialog og deltagelse”, nu på et større plan – i og med at projektet involverer studerende fra tre brasilianske universiteter samt et nordisk.

Derudover medvirker repræsentanter for en bred vifte af Brasilias befolkningsgrupper, såsom indfødte folk, afro-brasilianske- og kvindekunstnergrupper, kunstneriske grupper fra de mindrebemidlede sattellitbyer, samt byens kunstneriske segment generelt. Man kan på den måde sige, at empowerment til marginaliserede grupper er et stærkt underliggende tema.

At inddrage indfødte folk, beriger projektet, selvom det ikke handler specifikt om dem, eller om deres meget alvorlige problemer. De er blot inviteret med til at lave kunst, ligesom de andre deltagergrupper i projektet. Det sender et signal om, at man gerne vil hinanden, og at alle har noget på hjerte.

Lilibeth Cuencas residency er det største projekt DKI endnu har lavet i Brasília. Det er samtidig første gang, at et europæisk kulturinstitut laver et så bredt inkluderende kunstnerisk samarbejde, der også er akademisk forankret.

Oplevelsen

Det tværæstetiske er grundstenen i Lilibeth Cuencas kunstneriske arbejde, og også det, der udfordrer i denne kontekst. Det er her, i grænselandet mellem dans og performancekunst, at de studerende hives ud af deres komfortzone, og afprøver sig selv på nye måder.

De brasilianske studerende er dansestuderende, de skandinaviske deltagere er billedkunststuderende, og derudover medvirker professionelle brasilianske billed- og performancekunstnere. Så udover det overordnede interkulturelle møde, er der en stribe tværkunstneriske møder at forholde sig til.

Det er et stedspecifikt værk, hvilket for Lilibeth betyder, at det er stedet, konteksten, personen og historien, der sætter rammen for værket.

LCR: For mig er værkets værdi i det, der er – på sine egne betingelser – ikke så meget i, hvad vi kalder det. Altså om det er billedkunst, dans, musik eller andet. Jeg oplever, at samtidskunsten har en nysgerrighed efter at udforske andre felter og kunstarter. Den bevæger sig rundt på ukendte territorier. Der er kunst, som lægger sig så tæt op af et andet område, som fx arkitektur, lyrik, musik eller videnskab, at det næsten forveksles med det andet.

En del samtidskunstnere arbejder på denne måde, tværæstetisk og tværfagligt, og får et indblik i en anden metodik, arbejdskultur, form, og får tillært sig ny viden. Fordi man som kunstner forholder sig kunstnerisk til det saglige territorium, kan det måske virke lidt flygtigt på en fagperson. Som i denne konstellation i Brasilia, hvor jeg arbejder med dansere i en form for koreografi på to offentlige pladser. Det skulle ikke passe ind i et bestemt produktionsapparat, som hvis det f.eks. havde været i et teater. I det offentlige rum kan jeg friere definere rammerne; hvor lang tid, det tager, om der er pause osv., og publikumstilgangen er mere demokratisk. Man kan også få en masse publikum mere eller mindre tilfældigt, som er meget velkomment.

DKI: Hvordan var det for de studerende fra to forskellige kulturer at arbejde med dine værker?

LCR: Det er ikke det kulturelle, der er svært. Det, der udfordrer, er kommunikationen og arbejdskulturen indenfor de forskellige kunstformer. I billedkunstnerisk uddannelse trænes man i at tænke individuelt, mens man som dansestuderende bliver man trænet i at tænke kollektivt. De brasilianske dansestuderende var meget begejstrede over de stoflige, improvisatoriske og kollaborative elementer. De deltagende kunststuderende fra Bergen snuser til performance, men det at bruge kroppen på denne måde og dans er meget anderledes for dem.

Byen og individet

Den første performance Unfolding Seeds finder sted foran kunstmuseet i Brasilia, der ligger på byens monumentale midterakse. Værket er en poetisk performance til skyerne, en slags “himlen-ned-på-jorden” interaktion. På grund af byens vide horisont bliver himlen og skyerne et imponerende og dominerende naturelement i Brasilia. Arkitekturen kan også betragtes som en ramme for oplevelsen af himlen.

Det andet værk, Vestigios, er en performance til jorden, som involverer 100 performere, og foregår ved byens høje TV-tårn i den anden ende af byens midterakse. Her kan publikum se værket udfolde sig oppefra.

LCR: Det er karakteristisk for byen, at der er meget store afstande mellem bygningerne, og da jeg var i Brasilia første gang, drømte vi allerede om at lave noget på plænen ved TV-tårnet. Den store Vestigios-performance, som foregår der, er mere konceptuel og billedkunstnerisk end ‘Unfolding Seeds’, hvis udtryk bygger på individuel kropsimprovisation.

Vestigios er bevægelsesmæssigt meget stram, nærmest som en slags synkronsvømning på jorden. De medvirkende går i takt, holder linier og er opmærksomme på gruppen. Den er svær at arbejde med under forberedelserne, især fordi den kræver en plads på 50 x 50 meter. Først når man står på selve stedet, kan performerne rigtig forstå det.

I mit arbejde er jeg optaget af at materialisere det tidsbaserede, som performance er – ved at efterlade spor. De to performances i Brasília er udviklinger af mine tidligere værker ‘Gaia’ (2013) og Being Human Being (2014). Begge handler om kulturel identitet og om kroppen i forhold til den jord, den betræder. I prøveforløbet til Vestigios prioriterede vi at bruge tid på at snakke historik, motivation og intension. Efter performancen fortalte flere deltagere, at de var blevet bevægede over at udføre denne handling sammen: At holde i hånd, forme cirkler, og skabe dette tegn sammen, med fødderne og den hvide jord fra Minas. Jeg fik lignende feedback, da jeg første gang iscenesatte en større gruppeperformance i Göteborg, Gaia #4. Jeg mener, at der skabes en kraftig inter-relationistisk energi i akten, når en gruppe udfører den samme rituelle handling sammen. Det er en stor kraft.

Tegnet, vi laver på jorden i Vestigios er inspireret af et indiansk tegn, som var indgraveret på et stykke keramik. Det er vigtigt for mig at modificere det, jeg er inspireret af, og gøre det til mit eget. Folk, der ikke kender min reference, har deres egne associationer. Tegnet kunne f.eks. også minde om det universelle fredssymbol. Kort fortalt, har tegnets oprindelige betydning at gøre med livets cyklus: Et fordøjelsessystem der kører gennem kroppen, hvor der foregår en transformation. Dette kan også aflæses metaforisk om et overordnet system, eller et politisk styre.

DKI: Kan man godt komme til Brasilien med sin egen kommentar til deres hovedstad og historie?

LCR: Det, jeg laver, er meget åbent, for jeg kunne også have lavet det her i Danmark. Det kan aflæses i mange andre kulturer. Dette, at man kommer fra et andet sted og sætter sit fodspor på jorden. Man vil gerne sætte sit aftryk. Det er universielt.

Et stærkt miljø for performancekunst i Sydamerika

Der er klart en stærkere tradition for performancekunst i Brasilien, end der er i Danmark. Lilibeth Cuenca Rasmussen fortæller:  Jeg har flere gange været på São Paulo Biennalen, hvor der naturligvis er mange flere sydamerikanske kunstnere med, end jeg er vant til at se. Jeg identificerer mig meget med den måde de arbejder med den ‘politiske krop’. Det er ikke særlig mange billedkunstnere i Danmark, som arbejder med både krop og politik. Med politik i denne kontekst, mener jeg, at kunstneren forholder sig kritisk, og ytrer sig om noget, der normalt forties pga. censur.

Her i Danmark har vi jo et støttesystem finansieret af staten. Det, at alle kan søge pengene, er demokratisk. Det er så sjældent. Set i et globalt perspektiv, er det normale, at en kunstner må ernære sig ved et andet arbejde. Man producerer måske kunst til salg på markedet, eller har private sponsorer. Det økonomiske er en af de store forskelle.

DKI: Oplever du, at der grænser for, hvordan man kan udfolde sig kunstnerisk?

LCR: Absolut, både i Brasilien og Kina. Kinesisk kunst er også politisk, men meget indirekte på grund af styrets kontrol. Det ligger og ulmer skjult. I Brasilien er der mange tunge problematikker – såsom racisme, køn og ekstrem social ulighed, som folk er utilfredse med. Men selvom man gerne må, siger man ikke noget. Det er som om der mangler nogle talerør, nogle værktøjer, både på et kulturelt plan i samfundet og måske også personligt.

I Brasilia arbejdede vi med hvid jord, Caulim, som måtte hentes i nabostaten, da den ikke var til at få i Brasilia. Jeg har en politisk tanke med at komme med noget jord udefra, og få 100 mennesker til at sætte fodspor med den. Jord er noget universelt og noget vi allesammen har et forhold til. Man siger, at man er født på dansk eller brasiliansk jord. Jord er en del af religiøse ceremonier, blandt andet i kristendommen,  hvor præsten siger: af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du genopstå. Jord er lig med tilhørsforhold. At sætte sit aftryk med fremmed jord på jorden under én, er en handling der udtrykker integration – at blive ét med den fremmede jord, og dér hvor man er. Krop og jord forbindes.

I Vestígios kreerer vi skiftende geometriske (trans)formationer med kroppene på græsset. Den hvide jord kommer ind, og på performernes fødder, så de med deres fodaftryk skaber et stort tegn, der står tilbage til sidst på et stykke offentlig jord, der er vigtig for byen. TV-tårnet er et helt centralt punkt i Brasilia, hvorfra man kan få overblik over hele byen.

Jeg ville gerne have lavet den på plænen foran kongressen, der ligger for enden af den monumentale akse, men det fik vi ikke tilladelse til. Kongressen var bange for, hvad vi ville tegne og gøre. Den plæne er en slagmark, især for indianerne, men også for andre minoritetsgrupper, og det havde været et stærkt statement i sig selv at lave kunst på den, men det gik altså ikke.

DKI: Er der andre politiske emner, man kunstnerisk er optaget af i Brasilien?

LCR: Det føles sådan, men desværre ved jeg ikke så meget om det. Jeg har oftest været i Brasilien for at  arbejde op til en deadline, og ikke haft tid til research – og opdage andre ting.

Men de tematikker jeg arbejder med – oprindelse og etnicitet, det politiske og køn – får alle nye dimensioner der.

Jeg tror, at den ’connection’ jeg føler med Brasilien, har noget at gøre med, at jeg er født i Filippinerne, som også er et koloniseret land. Der er en del paralleller. Her boede de indfødte også i naturen, og dyrkede den og åndeverdenen, ligesom man gjorde i Brasilien, før europæerne kom, og gjorde folk katolske. Det er noget, jeg kan genkende og forholde mig til.

DKI: Hvad giver det dig at arbejde internationalt og særligt i Brasilien?

LCR: Det falder mig meget naturligt at arbejde i Brasilien. Nu var jeg meget i Asien sidste år, både i Japan, Kina og Filippinerne. Min kunst afspejler hverken en filippinsk eller dansk side, men der er et eller andet med Sydamerika og mig. Det er den kombination af at arbejde politisk og bruge kroppen. Der er en tradition for det i den del af verden, som jeg identificerer mig med. Det er som om, jeg føler mig meget ‘grounded’ der.

Læs mere om Lilibeth Cuenca Rasmussen.

Fotos: Foto af Lilibeth Cuenca Rasmussen fra en tidligere udstilling i Nikolaj Kunsthal, Frida Gregersen. Fotos fra Brasilia: DKI.