Peter Damgaard er PhD i kinastudier fra Københavns Universitet og har forsket og undervist på KU, Ørestad Gymnasium og Beijing International Studies University. I næsten 20 år har han beskæftiget sig med kinesisk litteratur, som han er dybt engageret i at oversætte. Igennem sin uddannelse, undervisning og forskning har han haft fokus, på hvad litteraturen kan give os af perspektiver på det enorme land.
Vi hører så tit om Kina som ny stormagt, men bag de daglige nyheders til tider overfladiske og ensidige betragtninger gemmer der sig et meget mere broget billede. En af de måder man kan komme lidt tættere på at forstå hvad der rør sig, er ved at kigge på Kinas rige kulturliv, herunder selvfølgeligt litteraturen. Hvis det står til Peter Damgaard, skal formidlingen af kinesisk litteratur i Danmark forbedres. Han har selv taget et skridt i den rigtige retning med stiftelsen af forlaget Sand og Jern, der udelukkende skal udgive oversættelser fra kinesisk. Han har selv tidligere oversat flere bøger af forfatteren Mo Yan til andre forlag.
Her fortæller han om, hvad der kan gøre det svært for danskere at gå til det kinesiske stof, hvorfor det alligevel er værd at gøre indsatsen, og hvilke tendenser der præger den kinesiske samtidslitteratur.
En af de oplevelser der satte skub i Peter Damgaards interesse for, og arbejde med, kinesisk litteratur, var mødet med bogen Yecao af den moderne kinesiske litteraturs fader Lu Xun. Men selv om udgangspunktet er de nyere værker, er muligheden bestemt åben for også at tage fat på klassikerne.
Min interesse går tilbage til de tidligste ting, selvom jeg overvejende har beskæftiget mig med den moderne periode. Rejsen mod vest er en af de største klassiske romaner og ville være fantastisk at arbejde med. Den er også kendetegnet ved at være skrevet på det folkelige sprog baihua, frem for den traditionelle litterære form wenyan. Lu Xuns litterære projekt handlede i høj grad om at gøre baihua til et norm – da det udsprang af det virkelige liv og på den måde havde kapacitet for forandring. Rejsen mod vest var i det 16. århundrede et af de tidlige eksempler på den skriveform, hvilket også gør den langt mere løssluppen og grænsesøgende end den samtidige “finere” litteratur. I virkeligheden blev Rejse mod vest og lignende værker slet ikke opfattet som rigtig litteratur da de blev udgivet.
Men hvor det ikke skorter på gode historier at tage fat på, er der til gengæld visse udfordringer, når det kommer til at bringe dem ind i en ny sproglig og kulturel kontekst.
Det bunder nok i sproget, tror jeg, og selvfølgelig den måde det formidles på. Der er meget ved den kinesiske skrivemåde som ikke er særlig kompatibelt med en dansk læsers forventninger. Overordnet set er kinesisk mindre præcist i henseender hvor vi er vant til en høj grad af præcision: tid, subjekt, sekvens, osv. Det giver særlige udfordringer i formidlingen, som må forsøge at finde balancen mellem af videreføre så meget af teksten som muligt uden at gøre den for fremmed.
Derudover er der det litteraturhistoriske eller intertekstuelle element, hvilket vil sige at vi på dansk ikke har særlig meget at orientere os på baggrund af, når Mo Yan f.eks. refererer tilbage til Lu Xun, Rejse mod vest eller resten af den enorme litterære tradition, der er stort set udokumenteret på dansk. Det vender tilbage til den mangelfulde formidling gennem det sidste århundrede. En af grundende til at den har været mangelfuld, er selvfølgelig også at den er kompliceret, tidskrævende og formodentlig har været økonomisk urentabel.
GE FEI TALER VED KINESISK FORFATTERFORENINGS BESØG PÅ DKI – PETER DAMGAARD LYTTER OPMÆRKSOMT VED BORDENDEN
Der er dog udviklinger i det vestlige kulturforbrug, som sandsynliggør en øget interesse for det forskellige kinesiske bøger kan tilbyde.
De yngre generationer har en mere naturlig omgang med kinesiske, men måske i højere grad japanske og koreanske, kulturprodukter, og må derfor naturligt have en større referenceramme. Situationen bør på sigt kunne danne basis for en bredere formidling, men jeg er ikke sikker på at det vil være de decideret “tunge” værker som bliver efterspurgt. Til gengæld forestiller jeg mig en stigning i “bredere” eller mere internationale former som science fiction eller kriminalromaner.
Der er stadig en del faktorer som spiller ind, blandt andet at mange europæiske læsere må formodes stadig at opfatte kinesisk litteratur som i et vist omfang ideologisk. Men jeg tror også at der vil være en øget interesse for værker som afspejler den kinesiske virkelighed i dag: socialt, økonomisk, politisk.
Der er god grund til at dykke ned i det mere facetterede billede af Kina som litteraturen giver. Ud over de læseoplevelser man kan få, giver det mulighed for at forstå et meget anderledes samfund end det danske, og et land der fylder meget i verden, bedre.
I betragtning af at man altid vil kunne drage nytte af repræsentationer af verden fra andre kulturelle ståsteder, så er Kina vigtig på grund af den måde landet fører sig frem på i øjeblikket. Det har været oplagt i flere år, ikke bare i Danmark, at den kulturelle dækning har haltet betydeligt efter den økonomiske og politiske, hvilket har skabt en underlig skal af information, hvor alt på overfladen ser strålende og intimiderende ud, men hvor ingen dybest set har nogen anelse om hvad som foregår indenunder. Litteraturen kan udfylde dette tomrum ved at tilbyde blikket indefra og nuancere den kinesiske oplevelse. Jeg tror at det vil være til stor nytte at sætte et menneskeligt ansigt på den frygt eller beundring, som driver mange mennesker til at tro at Kina er i gang med at “overtage” verden på forskellige måder. Det vil også skabe mere lige vilkår for økonomisk og politisk udveksling.
Samfundsudviklingen har spillet en afgørende rolle for kinesisk litteratur, særligt da den ofte har medført specifikke krav om alt fra skrivestil og handlingsforløb til særlige temaer som bør undgås eller fremhæves. Værst var det naturligvis under Kulturrevolutionen og andre perioder med høj politisk intensitet, men selv i dag er litteraturen underlagt dogmer om ikke at forstyrre den socialpolitiske orden. Den litterære udvikling er således med jævne mellemrum blevet bremset eller tvunget i bestemte retninger, mens den på andre tidspunkter har været relativ fri til at afsøge egne grænser og interagere med resten af verden.
Samtidig er samfundsudviklingen de sidste 60 år et af de vigtigste temaer i kinesisk litteratur, og en overvejende del af de mest ansete værker de sidste tyve-tredive år har på den ene eller anden måde taget afsæt i individuelle oplevelser af f.eks. Kulturrevolutionen eller perioden med Reform og Åbning efter 1978. Kinas udvikling og den individuelle udvikling spejles i høj grad i hinanden.
De temaer der præger samtidslitteraturen er da også i høj grad store samfundsrelevante problemområder.
Miljø og korruption – lidt de samme temaer som har optaget den politiske ledelse den seneste tid. Det er desuden oplagt at kombinere de to. Forurening og klimaforandring er temaer som ligger mange på sinde, bl.a. Ge Fei, som var til mødet på Dansk Kulturinstitut (møde mellem dansk og kinesisk forfatterforening på DKIs hovedkontor i september, red.). Det er interessant at se hvordan naturen har bragt kollektive temaer tilbage i litteraturen. Efter kollektiviseringsprocessen under Mao, var 1980erne og 1990erne ofte præget af fortællinger om individuel frigørelse og fremmedgørelse, men den fælles oplevelse af økologisk katastrofe har tilsyneladende skabt en bevægelse i den modsatte retning. Det er også interessant i kontekst af at naturen har været stort set fraværende fra den litterære fortælling gennem det meste af det tyvende århundrede – særligt i de revolutionære år tjente den alene som råmateriale for menneskelig udvikling, der blev foretaget radikale manipuleringer af økosystemet osv.
Miljølitteratur, eller økolitteratur, udgør dermed både et opgør med den industrielle fortælling, som har præget det meste af det tyvende århundrede i Kina, og fortællingen om individuel frigørelse, som prægede tiden efter Mao. Ligesom korruption, har den en social konsekvens som kun kan ses i et større billede. Fremmedgørelse er stadig et tema, men måske i mindre grad som eksistentiel angst og mere som en form for resignation. Identitet er altid vigtigt, men som nævnt foregår forhandlingen af personlig identitet ofte i kontekst af national eller lokal identitet.
De enkelte forfatteres opmærksomhed på ”det store billede” skinnede også igennem, da Den Kinesiske Forfatterforening besøgte DKI, for at mødes med deres danske kollegaer.
Jeg fik en indsigt i det kulturelle diplomati. Det var spændende at se den danske og kinesiske forfatterforening over for hinanden og aflæse hvilke prioriteter som driver dem. Derudover var det selvfølgelig en stor oplevelse at høre hvordan særligt Ge Fei og Bi Feiyu, som er to af de mest velrenommerede kinesiske forfattere i dag, så på deres egen rolle i den større sammenhæng.
Herunder er en liste over de 10 værker Peter Damgaard ville anbefale til nye læsere af litteratur fra Kina, med en lille kommentar om hvad de har at byde på:
- Bei Dao, Når frosten kommer (1991), Samleren.
En af de vigtigste digtere i 1980ernes lyriske opblomstring. Dele af samlingen er skrevet i Danmark, efter Bei Dao var gået i eksil.
- Ding Ling, Noveller og biografi (1987), Tiderne Skifter.
Kvindeforkæmper og litterær mønsterbryder i 1920erne, senere skrev hun for Kommunistpartiet men blev selv udrenset under Kulturrevolutionen.
- Gao Xingjian, Et ensomt menneskes bibel (2003), Gyldendal.
Nobelprisvinder i 2000, primært dramatiker. Den eneste (men ikke den bedste) af hans to romaner som er blevet oversat til dansk. Et overvejende selvbiografisk kludetæppe, som skildrer en forfatters oplevelser henholdsvis under Kulturrevolutionen og efter hans eksil.
- Ukendt forfatter, Jin Ping Mei (2011-), Vandkunsten.
En af de største klassiske romaner fra begyndelsen af det 17. århundrede. Var berygtet for sine frigjorte beskrivelser af samkvem mellem kønnene.
- Lu Xun, Opråb (2017, på vej), Sand og Jern.
Forfatteren som igangsatte hele den moderne litterære bevægelse, feteret af både liberale og socialistiske kinesiske læsere. Dette er hans første novellesamling fra 1923: sprogligt, æstetisk og visionært banebrydende for det meste af det 20. århundredes litterære udvikling.
- Lao She, Rickshaw kuli (1947), Carit Andersens Forlag.
Indflydelsesrig forfatter, som tilbragte flere år i Europa og i 1966 blev offer for Kulturrevolutionen. Nok en af de mest kendte og elskede kinesiske romaner i hele det 20. århundrede. Trænger frygteligt til at blive genoversat, da denne version er fra en tidlig engelsk udgave som digtede videre på historien og blandt andet ændrede slutningen.
- Mo Yan, De røde marker (2016), Batzer og Co.
Nobelprisvinder 2012, fabulerende forfatter kendt for sit omfattende ordforråd og outrerede fantasi. Dette er hans gennembrudsværk fra 1986, bestående af fem lange, sammenhængende noveller, der skildrer en familie gennem de første årtier af det tyvende århundrede. Blev verdenskendt som følge af Zhang Yimous filmatisering.
- Shen Fu, Kapitler af et flygtigt liv (1986), Rhodos.
Embedsmand under Qing-dynastiet i begyndelsen af det 19. århundrede. Finurligt, sammensat værk om forfatterens personlige liv og følelser.
- Yang Lian, Hvor havet står stille (1995), Politisk Revy.
Den anden af de store digtere fra 1980er generationen (foruden Bei Dao), som ligeledes endte i eksil i Europa. Surrealistiske betragtninger fra et kulturelt ingenmandsland.
- Yu Hua, At leve (2015), Klim.
Del af den såkaldte “avantgarde” i 1980/90erne. Dette var forfatterens første reelle forsøg udi en episk, realistisk fortælling. Blev ligeledes en stor succes som følge af Zhang Yimous filmatisering.
Og de fem forfattere der burde findes på dansk, men ikke gør det endnu:
- Ba Jin (1904-2005).
Central figur i det kinesiske litterære miljø gennem det meste af det tyvende århundrede. Særlig kendt for romanen Jia [Familien] (1933), men bl.a. hans essays og rejsebeskrivelser tegner ligeledes et indlevende portræt af den kunstneriske og intellektuelle samtid.
- Cao Xueqin (1715-1763).
Primært kendt for den ufuldendte roman Hongloumeng [Drømmen om det røde værelse] (1791), om de interne forviklinger og stridigheder i en velstående familie under Qing-dynastiet. Romanen fremhæves generelt som det vigtigste skønlitterære værk i Kinas litteraturhistorie (den har bl.a. sit eget selvstændige forskningsområde).
- Ma Jian (f. 1953).
Har længe har været en af de mest relevante kinesiske samtidsforfattere, men har lidt under at være afskåret fra sit kernepublikum i Kina. Romanen Beijing zhiwuren [Beijing koma] (2008), som følger demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, er både et vellykket historisk dokument og et formfuldendt mesterværk.
- Qian Zhongshu (1910-1998).
Var aktiv som forfatter i 1920erne og 1930erne, men dedikerede sig selv til akademiske studier efter 1949. Han har skrevet en enkelt roman, Weicheng [Belejret by] (1947), der er kendt for sin satire over datidens intellektuelle miljøer under den japanske inversion.
- Zhang Ailing (Eileen Chang, 1920-1995).
Utrolig populær i 1940ernes Shanghai, hvorefter hun emigrerede til USA og gradvist forsvandt fra offentligheden. Særligt hendes tidlige noveller tegner et intimt billede af dagligdagen blandt relativt priviligerede under de omskiftelige politiske vilkår.
Læs mere om forlaget Sand og Jern.
Læs mere om den kinesiske og den danske forfatterforenings møde på DKI og om den efterfølgende gæsteforelæsning på Københavns Universitet. Du kan også læse vores interview med en af de andre deltagere i mødet, den grønlandske forfatter Lana Hansen.
Interview: Adam Kalkrup