fbpx
Digitale muligheder
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
Projekter | 2020

Digitale muligheder

2020 var et år som intet andet. I Dansk Kulturinstitut var vi nødt til at omarrangere, udskyde og aflyse mange af vores planlagte aktiviteter. På trods af de store udfordringer formåede vores institutter at finde nye muligheder, tænke i nye formater og derigennem skabe digitale projekter, som har nået og engageret et stort og bredt publikum.

BRASILIEN

Tusindvis ser med på 6-årige Malous kulinariske eventyr

COZINHA DA MALOU

“Cozinha da Malou” er en serie på 16 afsnit på Dansk Kulturinstitut i Brasiliens YouTube-kanal om bæredygtig madkultur for børn på tværs af  kulturer og generationer.

 

Det hele foregår hands on, hvor dansk madlavningskultur og hygge går hånd i hånd i brasilianske omgivelser. Arbejdet med madkultur i Brasilien berører globale udfordringer som miljø, biodiversitet, menneskerettigheder og klimaforandringer.

 

Den danske ernæringsekspert Betina Lauritsen behandler de store emner gennem læring om mad, mod på at prøve noget nyt og madglæde.

 

Programmet er filmet af hendes mand Augusto i deres hjem i Rio de Janeiro og viser parrets 6-årige datter, Malou, gå på kulinariske eventyr med sin mor. Nogle afsnit indeholder gæsteoptrædener med f.eks. brasilianske specialister og de danske partnere fra “Smag For Livet”.

 

Videoerne har fået over 160.000 visninger på tværs af platforme.

 

“Cozinha da Malou”

 

TYRKIET

Nyt digitalt univers for børn i Tyrkiet

 

WWW.ATTAHYGGE.COM

I 2020 lancerede Dansk Kulturinstitut Tyrkiet et nyt digitalt univers kaldet Atta Hygge. ATTAhygge.com er en hjemmeside oprettet til det danske kulturprogram under ATTA Children’s Festival i Tyrkiet, og er skabt i samarbejde med ATTA festivalorganisationen.

 

Hjemmesiden indeholder et stort udvalg af dansk og tyrkisk kultur for børn, som gør det muligt for børnene at engagere sig i sjove, spændende og udfordrende aktiviteter.

 

Ved hjælp af teaterforestillinger, workshops, musik, tegninger og animerede kortfilm kan børnene lære mere om sig selv, verden omkring dem, samt hvad det betyder at lege og interagere med andre børn.

 

Attahygge.com blev lanceret i midten af december 2020, og inden årets udgang havde over 2.400 personer interageret med websitet.

 

Attahygge.com – nyt digitalt univers for børn i Tyrkiet

 

KINA

Koncert for 10.000 isolerede børn i Wuhan

 

MUSIK-WORKSHOP I WUHAN

Dansk Kulturcenter i Beijing var den første udenlandske aktør, som fik mulighed for at komme igennem til Wuhan, da den indledende fase af COVID-19 var på sit højeste. Den 8. marts 2020 lavede kulturcentret en stor online musik-workshop for 10.000 isolerede børn i Wuhan.

 

Musikergruppen HeartBeat Group skabte et interaktivt show, hvor de kinesiske børn kunne lære at lave gruppens karakteristiske stomp-beats på borde.

 

Efterfølgende er beatet, som fik navnet ”Jiá yóu, Wuhan” (på dansk “Kom så, Wuhan”), blevet delt flittigt på kinesiske sociale medier og er derigennem blevet et symbol på børnenes gå-på-mod i denne første fase af pandemien.

 

Koncert for isolerede børn i Wuhan, Kina

 

RUSLAND

250.000 så med, da Rusland og Europa mødte hinanden på tv

 

DISCOVER YOUR EUROPE

Hvert år samler EU-delegationen i Rusland kulturinstitutter og generalkonsulater på tværs af Europa til en endagsfestival i kunsten og kulturens navn på et af verdens førende kunstmuseer, Eremitagen i Skt. Petersborg.

 

I 2020 foregik det hele online – i et virtuelt studie, hvor 19 europæiske lande præsenterede forskellige kulturelle indslag.

 

Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg bidrog med en specialproduceret videopræsentation af en række bæredygtige initiativer i København og Aarhus samt specifikke eksempler på et succesfuldt samarbejde mellem russiske og danske specialister.

 

Online-formatet resulterede i, at festivalen nåede ud til en langt bredere skare end normalt med over en kvart million seere.

 

Festivalen “DISCOVER YOUR EUROPE” blev i 2020 digital

 

BELARUS, ESTLAND, LETLAND

Interaktiv kunstkonkurrence for børn

 

PAPERCUTS

PAPERCUTS var en online interaktiv kunstkonkurrence, som kombinerede børns fantasi med H.C. Andersens eventyr.

 

Børn fra Belarus, Estland og Letland i alderen 7-15 år deltog ved at sende en visuel fortolkning af et eventyr af den danske forfatter.

 

1.226 børn var med i konkurrencen, og der blev fundet to vindere i aldersgrupperne 7-11 år og 12-15 år i hvert land.

 

Et af de smukke kunstværker fra konkurrencen

 

INDIEN, RUSLAND, BALTIKUM, DANMARK

Online fotoprojekt om vores hjem under corona

 

WHAT MAKES A HOME?

Det internationale fotoprojekt “What Makes a Home – in the time of Corona” indfangede vores liv under nedlukning og hjemmekarantæne.

 

Idéen bag projektet var at undersøge, hvad et hjem betyder, og hvordan vores opfattelse af hjem har tilpasset sig en ny normaltilstand under pandemien.

 

Efter et open call på sociale medier bidrog mere end 400 personer fra Indien,Rusland, Baltikum og Danmark med billeder af deres hjem. Det hele kulminerede i udvælgelsen af ti vindere og en digital udstilling.

 

Kampagnen blev skabt og kurateret af Dansk Kulturinstitut i Indien. Kampagnen nåede ud til ca. 90.000 personer på sociale medier.

Se alle bidragene her: www.wmah-exhibition.com

 

Billede fra det online fotoprojekt om vores hjem under corona