Som seneste del af et samarbejde med Dansk Kulturinstitut, der går flere år tilbage, tog foredragsholder og iværksætter Denis Rivin denne juli til Warszawa for at holde foredrag om, hvilke perspektiver de nyeste teknologiske udviklinger giver på menneskets fremtid. Besøget var organiseret af instituttet i Polen, og blev støttet af Bęc Zmiana Fonden. Denis Rivin har tidligere bl.a. udgivet kunstmagasinet AFART, været kurator på flere udstillinger, og arbejdede i 2011-12 som praktikant ved Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg. Efter turen til Polen har Dansk Kulturinstitut sat ham i stævne i København for at tage en snak om, hvad han fik ud af at holde sit foredrag for et nyt publikum, og hvad der præger hans tilgang til udviklingen af nye teknologier.
I 2013 skete der noget skelsættende i Denis Rivins liv. Efter i lang tid at have beskæftiget sig med kunst, både i praksis og i akademisk sammenhæng, blev han opmærksom på det felt, der har defineret hans opfattelse af verden lige siden. Bl.a. inspireret af en ven der studerede IT, skiftede Denis spor til en teknologisk løbebane. Ved at være med i forskellige start-ups og innovationskonkurrencer, blev han fuldstændig opslugt af de perspektiver, den teknologiske udvikling giver. Han har, som han selv siger, et behov for at have indflydelse på verden. Den trang til aktualitet giver sig udslag i hans arbejde med at udbrede kendskabet til den nyeste teknologi og gøre folk bevidste om, hvordan teknologien kommer til at ændre verden, og i høj grad hvordan de selv kan bruge den aktivt. Han forklarer om sin motivation:
Singularity University (Red. En af de mest markante organisationer der omfavner de nyeste teknologier, og forsøger at påvirke beslutningstagere mm. til at accelerere udviklingen) har opstillet det de kalder Global Grand Challenges, FN har noget tilsvarende (Red. Global Issues), som er de udfordringer, de mener, er de vigtigste, menneskeheden står over for, og som vi alle sammen bør kunne stå sammen om at løse. Det synes jeg er virkelig fedt. For der er så mange mennesker rundt omkring i verden, der gerne vil gøre den til et bedre sted og ikke aner, hvor de skal starte. Men hvis du bare har nogle totalt afgrænsede kategorier, så er det da et sted at starte, hvis du som minimum bare går i én af de retninger.
Men i forbindelse med jeg deltog i en idékonkurrencen Danske Idéer, gik det op for mig, at der er en Global Grand Challenge, som de ikke har set, og det er, at hvis vi står over for så relativt radikalt anderledes en fremtid, som de siger, vi kommer til at stå over for – hvis de teknologier er på vej, der gør os i stand til at adressere de her problemer, så er en af de største udfordringer, der danner fundament for alle de andre på en måde at forberede den brede befolkning på, at vi inden for få årtier kommer til at løse én, flere, eller alle af de her Global Grand Challenges. For hvis vi løser de udfordringer, så kommer ting til at ændre sig meget radikalt, og hvis der er noget, som mennesker historisk set har været notorisk elendige til, så er det at tage store omvæltninger fredeligt. Og der gik det op for mig, at den forberedelse faktisk er virkelig, virkelig vigtig. Det her med at forberede almindelige mennesker på at ”change is a’coming”, der er vilde ting på vej. Og sådan startede alt det, jeg er i gang med nu.
Du har for nylig været i Warszawa for at udføre en del af det oplysningsarbejde, hvad fik du ud af den tur?
Jeg er helt vild med Warszawa, det er en sygt fed by. Så det var bare en fantastisk mulighed at få lov at tage dertil og tale om de ting, der optager mig. Det var en meget godt blandet crowd, der hørte foredraget, dog ret akademisk, og jeg fik meget ud af at se publikums reaktion på det, jeg sagde. Jeg havde afholdt en første prøve på foredraget et halvt år inden, i Danmark, og efter det havde jeg finpudset materialet, men ikke ændret det særlig meget. Det der gik op for mig i Polen var, at på det halve år havde verden ændret sig. Medierne er begyndt at italesætte teknologisk udvikling.
En af de ting, jeg spurgte publikum om, da jeg afholdt mit prøveforedrag tilbage i januar, var, hvor mange der havde hørt om selvkørende biler. Det var fandeme langt fra alle, der rakte hånden op. Da jeg spurgte om det i Warszawa der følte jeg mig som en kæmpe idiot. For der var reaktionen hen af ”hallo, hvad tror du selv”? Det slog mig bare rigtig hårdt. Det var faktisk lidt akavet for mig, for det var midt i foredraget, hvor jeg så skulle stå med resten af foredraget og tænke: shit, det her materiale er outdated. Men det var en rigtig god ting, for det er det, jeg ønsker, skal ske. At folk kommer til at tale om den teknologiske udvikling, arbejdsløshed, automatisering, omvæltninger. Men samtidig var mit materiale altså relativt outdated, hvilket bare var en åbenbaring, der fik mig til at indse, at jeg så skal gå i dybden med nogle andre ting. Man behøver ikke at tale om selvkørende biler på den måde længere. Det var helt klart den største erfaring fra Warszawa, som var meget værdifuld.
En af de ting, du snakkede om i Polen, var digitalisering og demokratisering. Hvad er din indgangsvinkel til de emner?
Det er faktisk en af grundpillerne (Red. i foredraget). Det handler om, at når ting ophører med at være fysiske, via digitalisering, så bliver de binære, og når de bliver binære, så bliver de mere tilgængelige for flere. Langt flere mennesker får derved kontinuerlig adgang til flere værktøjer, som tidligere tilhørte de få. Dette hænger sammen med et begreb, der hedder ”Zero Marginal Cost”, som økonomen Jeremy Rifkin har defineret. Det dækker over det fænomen, at alt går mod at blive gratis. I takt med digitaliseringen bliver det grænsende til gratis at reproducere ting. Det koster kun en copy paste af en app at reproducere den, hvorimod hvis du skal bygge en ny fax-maskine, så er det en anden sag. På den måde bliver ting altså hele tiden billigere. Singularity University taler også om ”abundance” (overflod), at man går mod en æra af overflod i stedet for ”scarcity” (knaphed). Det sker på grund af digitalisering. Det er også derfor, man taler om demokratisering i forbindelse med digitalisering, fordi flere og flere mennesker får adgang til ressourcer af forskellig art. Det er måske ikke det rigtige ord at bruge, nu hvor alle er pisseforvirrede over, hvad demokrati egentlig er, men det er altså sådan, det skal forstås i den her sammenhæng.
Denis forklarer videre, at den øgede tilgængelighed af information, og muligheden for at almindelige mennesker selv kan bidrage til strømmen af oplysninger, har ført til en eksplosion i vidensdeling. Aldrig før har så mange idéer og associationer kunnet gå i samspil så umiddelbart – 3 milliarder har adgang til internet, og det forventes, at tallet vil fordobles inden 2025. Det håndgribelige resultat af den udvikling, som interesserer ham er, at den brede befolknings evner inden for problemløsning er stigende.
Når yderligere 3 milliarder mennesker joiner det her online, globale netværk inden for syv år, så kan vi forvente en tsunami af løsningsforslag på vores eksisterende problemer. Fordi sådan er det bare, det er sådan det fungerer. Ingen behøver længere at vente på nogen giver dem lov til at skabe de forandringer, de gerne vil se. Ingen skal sidde og vente på, at det passer ind i en eller anden random politikers personlige karriere at gøre noget ved social ulighed. Hvis du vil noget, så kan du handle på det. Det synes jeg er fantastisk, og det er ikke, fordi teknologi kommer til at gøre det nemmere at engagere folk, der ikke gider, det er ikke det, det handler om. Men dem der gider, dem der er tilbøjelige, de får nogle markant mere effektive værktøjer. De får markant lettere ved at samarbejde og kommunikere, og så skal der altså nok begynde at ske ting. Det er det, jeg gerne vil se ske.
"Selvfølgelig skal vi skifte kurs, hvis ikke vi skifter kurs, så kan det hele være lige meget. Det gode er at historisk set har vi aldrig haft bedre omstændigheder til at foretage den her kursændring."
Er der en bestemt teknologi eller et bestemt udviklingsområde du lige nu er mere fokuseret på end andre?
Der er to. Nu går jeg i dybden med kunstig intelligens og bioteknologi. Alt hvad der ellers er, remser jeg bare op: Virtual Reality, augmented reality, selvkørende biler, 3D print, syntetisk fremstillede fødevarer, bitcoin, blockchain, minedrift på asteroider, kvantekomputere, nano-teknologi, neuro-teknologi… Bare sådan så folk tænker ”I hear you”. Men helt klart kunstig intelligens og bioteknologi, altså det hele handler om, at biologi og teknologi er ved at fusionere, lige så langsomt. Og jeg ved, at når jeg siger de her ting, så associerer folk ofte til noget populærkultur, det kunne være Terminator. Men så viser jeg et slide af tre gamle damer for at sige, når I hører biologi og teknologi smelter sammen, så tænk på det her, det er det det betyder. Gæt hvor mange pacemakere, høreapparater, kontaktlinser, titaniumknogler mm., de her tre skønne ældre kvinder er spækket med. Teknologi og biologi der smelter sammen er ikke nyt. Vi har altid brugt vores opfindelser til at udskyde død og lindre smerte. Nu er vi så bare begyndt at internalisere teknologien og putte den ind i vores krop. Og det kommer ikke til at stoppe. Derfor er bioteknologi selvfølgelig sindssygt vigtig. Men bioteknologi er drevet, ligesom alt det andet, på kunstig intelligens; udvikling af processorkraft og computeres evne til at tænke på egen hånd.
Du har jo en baggrund i kunstverdenen, synes du kunsten og teknologien har noget at sige hinanden?
Der er nogle interessante ting i forbindelse med effektivisering af sanseapparaterne og at kunne sanse apparatur. Der er særlig et eksempel, som har gjort indtryk på mig. Jeg kender til nogle biohackere, som jeg følger med i, hvad de laver, og meget af det de laver er mest morsomt, de bygger chips ind og kan styre ting, den slags. Og ja ja, det skal da nok gå den vej også på en eller anden måde, om man vil det eller ej. Men der er et eksempel, en catalansk performancekunstner, Moon Ribas, der har fået indopereret en sensor, der er forbundet til samtlige seismografer i verden. Så hun mærker jorden vibrere. Hun mærker jordens rystelser, når tektoniske plader rør på sig. Intensiteten afhænger så af, hvad der sker i verden. Hun laver en dans, der hedder ”Waiting for Earthquakes”, hvor hun bare står stille på scenen, indtil hun mærker noget, så begynder hun at danse den vibration, der strømmer igennem hende. Det slår mig som et vanvittig smukt eksempel, hvor kunst og teknologi mødes. Fordi det handler om kommunikation, det handler om, at hun på en eller anden lidt ophævet måde er i kontakt med vores planet, på en måde som vi andre ikke er. Hun mærker vores klode, og hvordan den har det. Det er sådan et poetisk tankeeksperiment, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg vil gerne have, at Shells CEO skal føle hvordan det går i Nigeria! (Red. Her har Shell været involveret i en forureningsskandale).
Moon Ribas – foto: Zoë Valls
Men i det hele taget, det at man udvider sit sanseapparat på den måde er vanvittigt fascinerende. Fordi det handler jo basically om, at på et tidspunkt når vi måske til en tilstand, hvor vi kan føle, hvad hinanden føler. Nu har vi i tusindvis af år arbejdet med ord, der ikke betyder en skid. De er så lette at fejlfortolke, og vi har bare de her enkeltord for sådan nogle gigantiske emotionelle fænomener som had og kærlighed. Vi spørger: hvordan har du det, går det ”godt”? Ja, det går ”godt”. Ah okay, godt. Det er så fattigt og rod til så mange misforståelser.
Det er dette konstante fokus på, hvad teknologien helt praktisk kan anvendes til i hverdagen, der interesserer Denis Rivin. I stedet for at forundres eller blive skræmt af de mest vidtrækkende perspektiver nogle af teknologierne kan præsentere os for, bør man se på, hvordan man selv konkret og lige nu kan bruge dem til at forbedre sit eget og andres liv. Det er også derfor Singularity U og de store techfirmaer først og fremmest er spændende, som drivere af udvikling af teknologier der kommer os alle til gode, underordnet, hvilke egennyttige motiver de eventuelt er drevet af. Hvis de motiver gør, at udviklingen går hurtigere fremad mod en lysere fremtid, hvorfor så bruge tid på at skule mistroisk til dem, der rent faktisk gør noget ved tingenes tilstand?
Singularity University har lavet det her mantra i virksomhedsledelse, der hedder ”verdens største forretningsmuligheder ligger i verdens største problemer”, hvilket er rigtig, rigtig godt. Fordi man ser i stigende grad, at der er meget indflydelsesrige, pengestærke typer rundt omkring i verden, der bare er begyndt at få den mentalitet og gerne vil være med til at forbedre verden. Vi kan jo se, vi står på et bjerg af knogler fra det 20. århundrede, altså verden står i brand, klimakatastrofer og det hele. Og nu pludselig, begynder det at blive profitabelt at gøre verden til et bedre sted, at ”gøre rent” og den slags. Det er på den baggrund Singularity University kan sige, ”hvis du vil være milliardær så hjælp en milliard mennesker”.
Men det forholder sig ikke sådan, at Denis Rivin ukritisk sluger alt, hvad der kommer fra de højeste luftlag i tech-verdenen.
Der er mange af de førende af de der Silicon Valley typer, som bare er nogle gigantiske freaks, og som heller ikke har rent mel i posen. De taler om abundance, mens de bygger sindssyge bunkere, fordi de forventer det ikke rigtig kommer til at ske, eller for at beskytte sig mod atomkrig eller whatever… De bruger milliarder af dollars på at bygge de der bunkere. Men jeg siger bare, prøv at hør, det er derfor, det hedder ”of course off course” (Denis Rivins hjemmeside og facebookside), selvfølgelig skal vi skifte kurs, hvis ikke vi skifter kurs, så kan det hele være lige meget. Det gode er at historisk set har vi aldrig haft bedre omstændigheder til at foretage den her kursændring.
Jeg har en kritisk optimisme, en tiltrængt optimisme, hvor jeg ikke ignorerer det dårlige, men jeg nægter at fokusere på det. Jeg nævner i mit foredrag en marketingundersøgelse, som DTU har foretaget, hvor de fandt ud af, at branding fungerer sådan, at hvis en person bliver eksponeret over får én dårlig ting om et produkt, så skal der seks tilsvarende positive til for bare at bringe balance i personens opfattelse af produktet. Det siger bare så meget, dels om vores reptilhjerne, der ikke har ændret sig synderligt i titusind år, mens vi bare har den sygeste tech-fest, men også om det faktum, at vi er så sårbare over for frygt og negative inputs, fordi det var den vigtigste feature for overlevelse langt tilbage i tiden. Det er det bare langt fra nu om dage, hvor det jo nærmest er på grænsen til svært at dø.
Den udvikling mener Denis Rivin dog ikke, at medierne er særligt gode til at reflektere.
Der er et grotesk fokus på død og ødelæggelse, som jo pr. definition ikke er nyhedsværdigt, fordi det er ikke en nyhed, at de findes. Det er ikke en nyhed, at en fascistoid idiot er blevet præsident, det er ikke en nyhed, at nogen er døde, eller der er krig et sted. Det er en nyhed, at vi oplever vanvittige fremskridt inden for teknologi, det er en nyhed, at vi kan kurere forskellige sygdomme, det er en nyhed, at vi ser eksempler på massesamarbejde i hidtil uset skala. Her i juli var der halvanden million indere, der gik sammen om at plante 66 millioner træer i løbet af tolv timer. Det havde man ikke kunnet uden internet, og der er bare alle mulige eksempler på der er ved at ske noget kollektivt. Det er en nyhed.
Kilde: The Independent
Der er en omvæltning på vej, og vi kan ikke alle sammen være lamslåede, af de frygtelige ting der sker i verden. Tag f.eks. konflikten i Syrien: Ingen fatter hvad den handler om, fordi det er geopolitik, som bare slet ikke har noget med os at gøre. Det er synd og forfærdeligt, men hvis man sidder og fokuserer på det og spammer sig selv i hovedet med det hele tiden, så får man også en verdensopfattelse af, at alt bare er pis. Men hvis man ser statistisk på tingene og kigger de rigtige steder hen, så er det faktisk helt enestående, hvordan det går i den rigtige retning. Min pointe er at kun ved at fokusere rigtigt og aktivt opsøge de utallige, håbefulde forbedringer, der hele tiden sker, kan vi nogensinde forestille os en anderledes og bedre fremtid, end det verdensbillede vi kontinuerligt bliver bombarderet med, om at det hele bare er lige så shitty, som det altid har været.
Altså der er nogle vanvittige, håndgribelige aspekter af fremgang, som ingen forstår. Alle gætter konsekvent negativt, hvis man spørger, hvordan de tror, det går med fattigdom, børnedødelighed og den slags markører på verdensudviklingen i forhold til, hvordan det rent faktisk går. Hver eneste dag de sidste over 25 år, er der omkring 137.000 mennesker der er kommet ud af ekstrem fattigdom. (er det korrekt? Har du tjekket efter?) Hver eneste dag! Men det er der jo ikke nogen nyhedsvært, der kan stå og sige: ”også i dag…”. Sådan funger det ikke.
Når det er så svært at spå om fremtiden, gælder det om at forholde sig til, hvad man kan gøre her og nu, følge med i hvad der rent faktisk sker og være villig til at ændre sin forudindtagede opfattelse af, hvordan verden ser ud, eller bør se ud.
Det der virkelig står klart og tydeligt for mig er, at for langt de fleste nytter det ikke at prøve at gætte på, hvordan fremtiden bliver. Jo mere viden vi får, jo flere teknologiske gennembrud vi får, desto sværere bliver det at forudsige. Det er der også nogle statistiske indikatorer på. Jo mere vi ved og desto flere teknologier, der findes, i desto højere grad vil de gå i samspil med hinanden og skabe nogle totalt uforudsigelige fænomener. Men hvis vi er på vej mod de radikale ændringer, som alt ser ud til, vi er på vej imod, så kræver det et radikalt skifte. Så kræver det, at vi begynder kollektivt at se anderledes på tingene. Det håber jeg virkelig lykkes.
Interviewer: Adam Kalkrup
Links
https://www.ococ.dk/
https://www.facebook.com/ofcourseoffcourse/
https://www.facebook.com/moonribaspage/
http://www.cyborgfoundation.com/about