fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
08 · 03 · 2021

Oksens år er rødt

Essay af institutleder i Beijing, Eric Messerschmidt

 

For ti år siden – eller såmænd bare tre – var det de færreste danskere, der vidste hvilket dyretegn, vi gik ind i, når det kinesiske nytår stod for døren. Jeg var lige så meget på bar bund, da jeg kom til Kina, og bekymrede mig endnu mindre om det, indtil vores yngste bankede på – i de sidste uger af Fårets År i december 2003. Hans storebror var kommet til verden præcis tolv måneder tidligere, som Hest, og det var bare at tage ad notam. Men en dreng fra netop Fårets År fik jeg at vide bar på den risiko, at han ifølge overleveringen kunne få sværere ved at finde en egnet livsledsager, når den tid oprandt, end hvis han f eks havde været Gris, Slange eller Rotte for den sags skyld. Min egen livsledsager, men især hendes forældre,var lidt ærgerlige og håbede til det sidste, at naturens gang kunne udsættes tilstrækkeligt meget til, at han først kom ud i Abens År, men det blev altså ved håbet.

 

Væddeløbet til himlens porte

I marts 2021 er mange danskere formentlig klar over, at vi befinder os i Oksens År og at lorteåret 2020 meget betegnende var årgang Rotte. Det er der rigtigt mange gode grunde til, og de fleste af dem hænger sammen med Kinas voksende betydning i verden og ikke mindst forsøget på at sætte landet ind i en letfattelig, forståelsesmæssig ramme. I kinesisk optik giver en sådan sort-hvid sondring imidlertid bare ingen mening, ej heller ikke for de koreanere, vietnamesere, thailændere, cambodianere eller japanere, der også bekender sig til den lunære kalender, som den rettelig hedder. For dem er rotten et ganske nyttigt (læs: positivt) dyr, og der er intet som prædestinerer dens 12 måner til at skulle være særligt uheldige. Tværtimod, for rotten er faktisk det første dyr i kredsen og dermed indledningen til en ny 12 års cyklus i livets store hjul. Legenden vil, at rækkefølgen i sin tid blev givet efter et væddeløb til himlens porte blandt alle dem, der lagde billet ind på de enkelte år i kalenderen. Da dyrene kom til den store flod, som skiller denne verden fra den hinsides, sprang den forudseende rotte op på den stærke okses ryg og lod sig plove sig gennem vandet, så den var ganske frisk, da de to nåede målstregen sammen, og med et elegant hop kunne oversprinte sin godmodige rejsefælle. Den stolte tiger kom bare ind som nummer tre, fysisk mærket af sin egensindige kamp mod strømmen, og kun lige foran kaninen der anderledes intelligent havde valgt at krydse floden ved at springe fra sten til sten. Lad os ikke tale om, hvorfor hesten, dragen, eller hunden var endnu længere bagud, der er meget vi har vanskeligt ved at forstå, men sku ikke dyrene på deres pels, og slet ikke de fremmede.

Nytårstrængsel viser en gade i Tianjin 100 kilometer fra Beijing den 13. februar; venligst udlånt af People Visual
Når tradition og livsvalg clasher

Ligesom Danmark siger god dag til et nyt år med slankekure og nytårsforsætter, starter Kina sit år med et fast, tilbagevendende format: Familie, fremtid, forfædre. Nytårsfestivitasen – egentlig forårsfestivalen – er helliget samfundets grundkomponent, familien i alle dens udstrækninger og generationer. For mange unge i tyverne er disse to ugers ferie måske den vanskeligste periode i hele året, for det er her man forventes at komme hjem og præsentere sin tilkommende for bedsteforældre og hele den udvidede familie, og det gik måske, dengang ens livsbane blev udstukket ved fødslen og kom på plads gennem bondesamfundets praktisk-økonomiske generationsalliancer, men blandt nutidens stræbsomme og selvstændige (ene-)børn er det lige her tradition og livsvalg clasher på den mest smertelige måde. Ikke bare skulle man gerne være på plads inden de 27 år, det er samtidig bestemt heller ikke lige gyldigt hvem man kommer hjem med, og vé den der ikke lytter til et godt råd fra de ældre. Gennem alle de 16 år instituttet har virket i Kina, har alle dets lokalansatte hvert eneste år givet udtryk for at frygte dette sammenstød mellem forventning og selvrealisering med et ubehag, som deres jævnaldrende danske ikke gør sig nogen som helst forestillinger om, og det forklarer nok hvorfor, der jævnligt er historier i medierne om bureauer, der tilbyder at lave midlertidige matchmakingsarrangemeter blandt enlige, så de kan fake et forhold de dage, de er tilbage i hjemmets varme. Men forårsfestivalen er heldigvis mere end at skulle stå på mål for familiepres, det er også en tid med opulente måltider og de store filmpremierer. I år blev der sat rekord med syv nye storfilm (kinesiske forstås), 164 millioner solgte billetter og en samlet biografomsætning på 10 milliarder DKK i løbet af ugen fra 11. til 17. februar.

Farvel til de sidste 30 års ‘Made In China

Dårligt er kineserne tilbage på pinden før deres opmærksomhed rettes mod årets vigtigste politiske begivenhed, den 10 dage lange Folkekongres i begyndelsen af marts, som samler små 4000 delegerede i Folkets Store Hal akkurat midt i Beijing. Kongressen er det tætteste landet kommer på et egentligt parlament, og selv om samlingerne kun til dels er åbne, er det, der kommer ud, sjældent uventet. Som regel er det meste på forhånd handlet af i Partiets sideløbende seancer og derfor gennemtygget. Den vigtigste opgave for Okseårets kongres bliver vedtagelsen af den 14. Femårsplan for landets udvikling med fokus på at styrke den økonomiske og teknologiske uafhængighed, øget lighed og fremme af landets klimaindsats. Det skal blandt andet ske ved at positionere Kina indenfor infrastruktur, med yderligere udbygning af verdens mest moderne lufthavne, motorveje og højhastighedstog, og på en række højteknologiske områder som rumteknologi, 5G, kunstig intelligens, nethandel og droner. Den 14. Femårsplan vil være gældende for 2021-2025 og repræsenterer ret beset et nybrud i landets økonomiske strategi. Den er et farvel til de sidste 30 års ‘Made In China’ model med billig arbejdskraft, (forurenende) fabriksbaseret produktion og tilhørende eksport og goddag til en udvikling, der insisterer på to parallelle kredsløb; en gearet mod at være teknologisk fremherskende på de udenlandske markeder, og en der skal gøre Kina selvforsynende indadtil. Set med danske briller betyder det øgede muligheder for eksport af forarbejdede produkter men også af serviceydelser indenfor sundhed, uddannelse, kreative erhverv, og innovation.

 

En væsentlig komponent i Femårsplanen vil være investeringer i offentlig velfærd og i bekæmpelse af den ulighed, der trods 40 års uafbrudt økonomisk vækst stadig eksisterer – og desværre til overflod. Områderne i landets vestlige provinser (80% af det samlede areal og 20% af befolkningen) har endnu ikke fået del i samme form for udvikling som det østlige Kina, hvor langt hovedparten af handlen, uddannelserne og fornyelsen er koncentreret. Det har ført til et samfund med millioner af interne migranter og mennesker, der falder igennem. Det anslås, at omkring 85 millioner personer lever med én eller anden form for funktionel lidelse – aldersbestemte ikke medregnede her, og andre 85 millioner lider af depression i større eller mindre grad. Selv om landet har taget FN’s Verdensmål til sig og som bekendt er medunderskriver på Parisaftalen, er Leave No One Behind-kapitlet ét af de områder, det halter mest med. Måske fordi det vanskeligt passer ind i den grønne vækstdagsorden, der har ubetinget førsteprioritet, måske også fordi området indtil for meget nyligt blev anset som et anliggende for familier alene. Det er grunden til, at Kulturinstituttets aktiviteter gennem hele året vil koncentrere sig om de borgere, der befinder sig i kanten af normaliteten, hvordan den så defineres i et samfund, der er i gang med en så massiv omstilling og nyorientering. Med overskriften ImPerfect ønsker vi gennem projekter, udstillinger og talks at italesætte disse menneskers livsvilkår for at hjælpe pårørende og institutioner i landet til at få større opmærksomhed om de udfordringer og den stigmatisering, som omgærder dem.

Folkets Store Hal er netop det, taget fra den Himmelske Freds Plads i Beijing for tre dage siden; venligst udlånt at Global Times
Der er dømt ‘red content

Selv om Folkekongressens afslutning i realiteten er startskuddet til markering af, at målene er kridtet op og året gået i gang, skal kineserne gennemspille et sidste ritual, før man har fået hele tilværelsen med ombord. Det sker med Qingming-festen over tre dage tidligt i april, og den er sikkert det ritual, der ligger fjernest fra en dansk tankegang men nok også det, der løfter færrest øjenbryn i Kina. Qingming er nemlig fejringen af forfædrene, ikke de afdøde kejsere, digtere og helte men dine egne, der ikke er længere, men som du husker. Under festen besøger man i daglange seancer kirkegårdene og rydder helt bogstaveligt op i forfædrenes fysiske efterladenskaber; deres gravsteder bliver rengjort og nyindrettet, og i visse tilfælde pudses urnen og dens knoglestumper også af.

Herefter er det kinesiske år i gang. Meget sigende er det også fra det tidspunkt, kulturlivet kommer rigtigt op i omdrejninger, i Beijing eksemplificeret af de store internationale festivaler på rad og række, hvad enten det er film, kunst, mode eller arkitektur. I normale år ville dette program køre med vekslende tryk frem til november, men ligesom Rottens År sidste år var alt andet end almindeligt, bliver Oksens År også usædvanligt – om end af andre årsager. 2021 er 50-året for Kinas optagelse i FN men meget vigtigere også 100-året for oprettelsen af Kinas Kommunistiske Parti, så der er næppe tvivl om at en stor del af landets officielle kulturaktører frem til den 23. juli, den egentlige årsdag, vil være farvet af denne begivenhed og det samme vil kulturudbuddene landet over.

 

Der er dømt ‘red content’ på museer, i medier, og i biografer – og det er slet ikke utænkeligt, at besøgstallene vil slå rekorder i en tid, hvor store dele af verden fortsætter med at leve med restriktioner ovenpå pandemien.

Oksens År ser med andre ord ud til at blive rødt. Også fordi rødt er den kinesiske farve for fest og i øvrigt den, landet historisk altid har associeret sig med i flere hundrede år. Hermed også en antydning af, hvorfor almindelige mennesker bærer farven hvert tolvte år, når det dyretegn, man er født i, er årets dyr – i år altså Oksens. Traditionen byder at man gennem hele året så har noget rødt i sin påklædning, f eks røde sokker, rød skjorte, eller for de indviede rødt undertøj. Det er en fin underspillet måde at signalere sin alder, og udenforstående kan så gætte, om man er 12, 24, 36, 48 eller 60 år. Jeg har en hel skuffe med røde sokker og underbukser, de kommer i brug på et tidspunkt men ikke i år. Jeg er født i et andet dyretegn.

 

Få de seneste nyheder
Sign up