fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
14 · 04 · 2020

Update fra New Delhi: Kulturlivet under Corona

Institutleder for Dansk Kulturinstitut i New Delhi, Thomas Sehested, giver sin analyse af Corona-virussens konsekvenser for kulturlivet i Indien. 

(Er du journalist og ønsker yderligere info m.m., så kontakt presse- og kommunikationsrådgiver Anne Splittorff på tlf.: +45 2636 5775 / as@danishculture.com)


2. april 2020

Hvordan kommer coronakrisen til at påvirke kulturen i Indien? Hvilke muligheder vil vi som kulturinstitut have for at operere meningsfuldt i landet post corona?

Det er spørgsmål, som optager mig de fleste af dagens vågne timer.

Indien er et rigt kulturland med fabelagtigt stærke kulturelle rødder. Kunstnere er velansete, ærede og højt respekterede, men det er også hårde tider for dem.

Den indiske kunstscene er helt overvejende privat finansieret, og den gradvise afmatning i Indien – stigende arbejdsløshed, faldende indtjening og øget inflation – som vi har set det sidste års tid, har fået mange indiske mæcener til at være mere tilbageholdende med at støtte kunsten.

 

Indisk kulturliv har i de seneste år udviklet sig til at være fokuseret på festivaler og pop-up events, som bøder for den manglende formelle offentlige kulturelle infrastruktur. Taler man med indiske kunstnere og kunstsammenslutninger, så er der meget få, der sætter deres lid til de offentligt ejede museer og institutioner.

Det har betydet, at Indien i dag har i hundredvis af litteraturfestivaler, kunstevents og flerdages musikarrangementer, hvor kunsten kan spille en hovedrolle – uden hensyntagen til bureaukrati og tilfældige politiske strømninger.

En af de mest succesrige er den årlige Jaipur-litteraturfestival, der påstår at være verdens største – og som nu har aflæggere i blandt andet USA og Storbritannien. Og på få år er Kochi-Muziris Biennalen i Kerala blevet Sydasiens vigtigste samtidskunstevent.

Hvor hårdt bliver Indiens nye kunstscene – festivalerne – ramt af corona? På kort sigt hårdt, men måske vil behovet for håndtering og diskussion af livet i Indien post corona faktisk skabe et endnu større behov for frie udstillingsrum, hvor det er kunsten selv og ikke kunstinstitutionen, som er i fokus. Men skal man meningsfuldt forholde sig til Indien og kunst i corona- og post corona-tider, er vi nødt til at se på den aktuelle indiske kontekst.

 

Coronakrisen er verdenshistorie – også i Indien
I disse dage er millioner af indere på rejse. Det er migrantarbejdere, der søger hjem til for eksempel Bihar og Uttar Pradesh fra megabyer som Delhi og Mumbai efter den totale nedlukning af Indien, som premierminister Narendra Modi annoncerede i sidste uge kun fire timer før, at det landsdækkende 21 dage lange udgangsforbud blev effektueret.

En meget stor del af indere arbejder ikke på kontrakter, og de er derfor ikke dækket, når en virksomhed, et værksted eller en byggeplads pludselig ikke længere betaler løn. Myndighedernes opfordringer til at blive, hvor de var, er for en stor dels vedkommende ignoreret. Også for fattige gælder det selvsagt, at man søger hjem og i tryghed, når krisen sætter ind.

Deres problemer er kun forstærket af, at alle busser og tog – fly er slet ikke en mulighed – er omfattet af nedlukningen. Der er allerede nu beretninger om døde på landevejen – enten af udmattelse eller sult.

Hvis det lykkes Indien at afværge de allerværste følger af coronakrisen, står Indien dermed over for en anden krise, som muligvis vil kræve flere dødsofre end covid-19. Indien har mad nok – det er en stor fødevareeksportør – men omdistribueringen af mad til dem, der er i nød og hvis levebrød på fire timer forsvandt, vil være en massiv opgave, der kræver alle de resurser, som Indien kan mønstre. Læg dertil, at migrantarbejderne ofte brødføder familier i hjemmedistrikterne. Hvor mange der er ramt af nedlukningen, kan man kun gætte på – men det er sandsynligvis mere end 100 millioner.

Coronakrisen er verdenshistorie overalt på kloden – i et indisk perspektiv er det den største folkevandring siden delingen i 1947 af Britisk Indien i et muslimsk Pakistan og et sekulært Indien, hvor op mod 10 millioner døde.

 

Kunstnere vil bearbejde sår og arbejde med brudfladerne
Indien er anderledes ressourcestærkt i 2020, men det vil tage år at overkomme angsten, frustrationen, fornedrelsen over at føle sig overset, glemt og forladt, når nøden var størst.

Indien er stærkt, men der er også mange brudflader og sår, som er integreret i den kollektive bevidsthed. Den indiske identitet er også ukuelig, og diskussionen om hvad det vil sige at være del af det kulturelle kludetæppe, tror jeg, kommer til at blive et tema, som kunstnere kommer til at arbejde med og bearbejde.

Indien har med coronakrisen fået tilføjet endnu et ar, som på godt og ondt vil være et omdrejningspunkt for den indiske kunstscene – akkurat som delingen, den britiske kolonifortid, kampen mellem kønnene, kasteforskelle, undertrykkelse og de kunstige skel mellem indiske medborgere – muslimer eller ej – som Indiens magthavere siden 1850’erne har brugt til politisk vinding.

 

Vores rolle som Dansk Kulturinstitut i Indien er at arbejde med, at Indien fortsat orienterer sig udadtil, når det gælder internationalt kultursamarbejde – og at vi i Danmark ikke glemmer, at fundamentet for dansk identitet i høj grad også er at orientere sig internationalt. Den internationale orientering gælder ikke mindst inden for kunsten, og her er Indien fortsat – også efter corona – en af verdens vigtigste lande at forholde sig til, lade sig inspirere af og inspirere ved at gå i dialog og være til stede.