fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
03 · 03 · 2020

Dansk Kulturinstitut lukker afdeling i Polen ved udgangen af 2020

Ved udgangen af 2020 lukker Dansk Kulturinstitut (DKI) sin afdeling i Polen.

Beslutningen er en udmøntning af DKI’s strategi.

 

DKI har siden sin grundlæggelse i 1940 haft tradition for at placere sine institutter, hvor de har mest strategisk relevans. I første periode af instituttets historie var man optaget af at genopbygge den mellemfolkelige dialog i efterkrigstidens Vesteuropa. I denne periode lå institutterne især i Storbritannien og Tyskland samt det øvrige Vesteuropa og USA. Så snart den kolde krig var forbi, blev institutter oprettet i Central- og Østeuropa og fik en betydelige rolle ved at skabe en mellemfolkelig dialog mellem de før fastlåste blokke. I det nye årtusind har instituttet bevæget sig ind i en tredje fase, hvor den globale verden presser sig på sammen med nødvendigheden af at fastholde en global dialog, også når den er udfordret af politiske, økonomiske eller kulturelle grunde. Det har betydet, at DKI senest har åbnet afdelinger i Kina, Brasilien og Indien.

 

Dansk Kulturinstitut har altid haft et nært forhold til Polen. Allerede i 1930’erne stiftede DKI’s grundlægger Folmer Wisti ”Instytut Dunski” – Det Danske Institut. Siden 1994 har DKI haft en fast afdeling i Polen, først i Gdansk, siden i Gdynia, Pozna og Warszawa. Instituttet har stået for dialog, kulturudveksling og et hav af forskellige aktiviteter, som har bundet Danmark og Polen sammen.

 

I 2018-2020 udfører Instituttet et højtprofileret program af aktiviteter i samarbejde med den danske ambassade inden for rammerne af Slot- og Kulturstyrelsens Internationale Kultur Panels Polen-indsats. Programmet indbefatter blandt andet udvekslingsprogrammer inden for børneteater, byudvikling, biblioteksudvikling, klassisk musik, flere bogudgivelser om de dansk-polske relationer og en række kunstudstillingssamarbejder, herunder en udstilling med malerier af Vilhelm Hammershøi og en udstilling med malerier af Elisabeth Jerichau Baumann på nationalmuseerne i Poznan, Krakow og Warszawa, der vil blive afviklet i 2021-2022. Med disse aktiviteter vil vi i 2020 afslutte vores virke i Polen med en overbevisning om, at vi i løbet af de 25 år har været med til at skabe mange og varige samarbejdsforbindelser mellem polske og danske kulturinstitutioner.

 

Når vi nu rykker vores aktiviteter videre mod øst til Ukraine, er det således i den sikre forvisning om, at dialogen og kulturudvekslingen mellem Danmark og Polen vil forsætte under EU’s fælles rammer, i vores tætte samarbejde med de øvrige europæiske kulturinstitutter i og uden for Europa og ikke mindst i de store Østersø-samarbejder, som DKI i stigende grad er en del af.

 

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Institutleder af Dansk Kulturinstitut i Polen, Boguslawa Sochanska og hele holdet i Warszawa for deres enestående indsats. Vi vil også gerne takke alle vores samarbejdspartnere for det gode samarbejde og ser derfor frem til at mødes i nye sammenhænge fremover.