Update fra Beijing: Livet under corona-virussen
Direktør for Dansk Kulturcenter i Beijing, Eric Messerschmidt, giver et dybdegående indblik i dagligdagen under Corona-virussen. Læs hans seneste updates fra Beijing nedenfor.
(Er du journalist og ønsker yderligere info m.m., så kontakt presse- og kommunikationsrådgiver Anne Splittorff på tlf.: +45 2636 5775 / as@danishculture.com)
Torsdag d. 19. marts 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #10
I går forlod 42.600 personer Hubei provinsen, arnestedet for den pandemi der nu hærger hele verden som pesten. De fik ikke bare lov til at rejse ud, de blev klappet ud og fejret som helte efter alle kunstens regler. Hver og en af dem hører nemlig til en af de medicinske enheder, som Kinas øvrige provinser siden 26. januar har sendt til Wuhan og byerne omkring for i døgndrift at hjælpe det lokale sundhedsvæsen med at behandle patienter med covid-19. 42.600 læger og sygeplejesker plus de lokale til provinsens 67.800 sygdomsramte, hvor 56.927 i skrivende stund er raskmeldte og 3.122 er gået bort. Det siger noget om corona-virussens omfang og hvad det kræver for at få bugt med bæstet.
Ingen tvivl om at samtlige 42.600 er testet og fundet fri for virussen, men det fritager dem ikke for at skulle i 14 dages karantæne der, hvor deres hjem nu er. Det gælder alle i Kina. En tre timers forretningsrejse med bil ud af Beijing koster automatisk 14 dage i hjemmet under opsyn, når man vender tilbage, og for flyrejsende, der kommer udefra, er betingelserne skærpet: 14 dage for egen regning på et af de store opsamlingscentre, som er opbygget omkring de lufthavne, der tager imod international trafik. Beskeden er klar: Vi har fået bugt med smittespredningen, vi ønsker ikke at få den tilbage. Beskeden gælder alle uanset statsborgerskab, om man er ung kinesisk studerende der halser hjem fra USA eller en velbetalt udenlandsk CEO, der nu tør vende tilbage til forretningen; fritaget er gravide (men ikke den medfølgende far), småbørnsfamilier og ældre over 70 år, der kan anmode om hjemmekarantæne inden de sætter sig på flyet; er de først ankommet til Kina uden aftale er der ingen mercy.
Tallene for Beijing fortæller tydeligt, hvorfor man har taget dette skridt: Ud af byens seneste 55 tilfælde af covid-19 er de 54 kommet med fly fra udlandet, og samlet udgør denne indfløjne smitte 14% af hovedstadens samlede coronapulje. Myndighederne i Hongkong og Taipeh (Taiwan) står i disse dage over for en lignende udfordring: De har oplevet kraftig vækst i antallet af smittede indenfor de sidste 24 timer, formentlig fordi lufthavnene dèr er de foretrukne transit-hubs for rejsende fra hhv Storbritannien og USA. Det er på den konto næppe urealistisk at forvente et betydeligt tilbagefald i Kina og til dels Sydkorea i næste uge, når flere 100.000’er af studerende søger tilbage til det, der efterhånden er blevet de få safe-spots for coronaens udbredelse, og det er selvfølgelig derfor, man allerede nu implementerer strengere indrejseprocedurer uanset de slagsider, de vil medføre for familier og virksomheder.
Alt imens er livet udenfor boligen næsten ved at nå op i omdrejninger. Begyndende trafikpropper på ringgaderne, pænt mange mennesker i gadebilledet, og 90,6% af Beijings barer og restauranter der ifølge den lokale online-platform Baidu er genåbnet (87,5 % for Shanghais vedkommende), men det er ikke ensbetydende med normal omsætning. Man skal stadig sidde mindst én meter fra hinanden, når man spiser på offentlige steder, og det giver selvsagt en lidt tyndere bordopdækning. Bid lige spids på det, det er fortsat vilkårene i en by på 22 millioner indbyggere, der siden 19. januar har registreret i alt 455 smittede (heraf altså 61 indfløjne indenfor de sidste to uger) og otte døde men strengt taget kun ét nyt tilfælde i marts måned.
Men lyset er på vej i takt med temperaturerne, der i dag er oppe på 22 grader, magnolietræerne er på nippet til at springe ud, børnene spiller badminton med bedsteforældrene i gården og syrenbuskene er så småt i gang med at pirke til allergikeren i mig. På kulturområdet er de store museer og institutioner i hovedstaden begyndt at offentliggøre deres programmer for næste måned, ja i Shanghai åbnede en række museer i weekenden omend med begrænsninger: Power Art Station, der er det største udstillingssted for kinesisk samtidskunst udenfor Beijing, kunne således kun give plads til 900 daglige besøgende mod normalt 20.000, men stadig . . .
Folk er begyndt at vænne sig til en anden form for tilværelse, og humoren har også indfundet sig – i hvert fald den del, som passer ind i konteksten. ‘Gå bare ud, du vælger selv: Maske eller respirator, det er helt op til dig’, ‘Spis vildt i dag og vi ses i helvede næste måned’, eller ‘Besøg venner og familie i år, og gense dem i deres grave næste år’.
I Kulturcentret er vi de facto vendt tilbage til at arbejde fysisk sammen, det vil sige kun delvist, og kun de danske af os nogle af dagene. Tong, der har tilbragt ni uger i sin hjemstavn 700 kilometer borte, er ganske vist i Beijing nu men underlagt de 14 dages karantæne, så hun er stadig på afstand fem kilometer væk – og hendes kæreste har måttet flytte til et midlertidigt sted, hun ejer nemlig lejligheden. Det gælder også Yangyang 1600 kilometer fra Beijing, som venter på grønt lys for at kunne forlade Hubei; den gode nyhed er, at hun forleden fik lov til at bevæge sig udendørs efter at ha’ tilbragt fem uger i streg indenfor sine forældres vægge. Intet under at hun mere end nogen anden glæder sig til at genfinde sin hybel i Beijings udkant og med den sin personlige frihed og de to katte, som hendes kæreste har passet siden 16. januar. Tang Sai, vores grafiker, er også brudt op fra sit barndomshjem og stille på vej til os andre.
Det bliver helt sikkert rørende at genfinde hinanden fysisk. Siden 3. februar har vi alle mødtes mellem 60 og 90 minutter hver dag på nettet for at koordinere opgaver og udvikle nye projekter, men det er altså noget andet med remote office, hvor man kommunikerer ideer og holdninger ud i et klinisk virtuelt rum. Uanset hvor meget fremtidig arbejdsform online-arbejde bliver proferet til at være, mangler der en pæn del. Empati for eksempel, for hvordan omsætter man situationsfornemmelse og clin d’oeil til medarbejdere på en mobilskærm? Hvordan med humor eller mangel på samme, når hele staben sidder og lytter med på en bemærkning, der er henvendt til bare én? Det har været en ganske interessant oplevelse at håndtere denne arbejdsform gennem fem uger, og min personlige erfaring er blevet, at de kulturelle forskelle forstærkes, når man er nødt til at forlade sig på en skærm. De kinesiske medarbejdere har f eks søgt tilflugt i deres hierarkiske position og har tit kun deltaget med et ‘ja’, ‘ok’, ‘det skal jeg nok’, selv om vi gennem flere end fire år har kendt dem som dynamiske, underfundige og medspillende kolleger. Omvendt er vi danske ikke sjældent faldet for fristelsen til at tale henover hverandre eller rode os ud i lange tankespin.
Det er ganske tankevækkende, hvordan remote office, der i bund og grund tilgodeser en flad, horisontal arbejdstilgang, tydeliggør de menneskelige arketyper og gør intellektuel ping-pong til en mangelvare, med mindre man er opmærksom og f eks indfører en mødeleder som med fordel ikke er den egentlige boss. Uanset at vi snart får mulighed for igen at agere i vores vante modus operandi, bliver vi nødt til at indse, at covid-19 allerede nu har ændret vores måde at samarbejde på og ikke mindst at lave kulturprojekter på. Fremover vil vores publikum og partnere være på længere afstand af os end en armslængde, og det kommer helt sikkert til at påvirke samtalens form og indhold på en måde, som vi dårligt er begyndt at forstå. Vi har fem uger, så genåbner Kulturcentret for publikum med en i gammeldags forstand rigtig udstilling, og inden da skulle vi gerne ha’ fundet ud at, hvordan den også kan blive rigtig for dem, der ikke kommer forbi, og som allerede nu er stopfodrede med alle former for virtuel Ersatz via skærmen. Spændende tider vi lever i.
Tirsdag d. 10. marts 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #9
Efterhånden som hverdagen er ved at komme tilbage til Beijing, får man overskud til at lægge mærke til de små ændringer, som lige så stille indfinder sig. Ændringer og forskydninger i de ellers så forankrede modus operandi, som livet i Kinesien styres af, corona eller ej. Man tænker uvilkårligt, at der er tænkt over dem med det formål at lette rygmarvsfrygten hos indbyggerne efter ni ugers u-bådstilværelse. Det er måske ubetydelige eksempler, men de vidner om, at nogen et eller andet sted i den store myretue er i besiddelse af den fornødne empati og ikke mindst vedholdenhed til at få dem gennemført. Det er, tro mig, ikke den enkleste opgave her i Mandarin-land.
Lad os se på nogle af dem:
Ejendomme i Beijing, beboelse eller erhverv, er udstyret med dørtelefon eller -kode. Nu står alle i vores bebyggelse ulåst, så man ikke skal besvære sig med at lede efter det elektroniske dørkort (med gummihandsker på) eller tænke over sit helbred når man trykker på de samme taster, som andre potentielle smittebærere har rørt ved hele dagen for at få åbnet døren. I elevatoren, den disinficeres to-tre gange dagligt, er der opsat en lille boks med friske vådservietter, så man kan sætte en ren lap papir om fingeren før etagedestinationen bliver plottet ind. Og tænk sig: Denne boks er sponsoreret, i vores tilfælde af en bank, som jeg selvfølgelig vil kigge nærmere på, når vi har lagt dette uvæsen bag os. Godt tænkt.
Anden foranstaltning: Alle busser og taxaer kører med vidt-åbne vinduer. Det er ikke udpræget behageligt, for to uger siden var dagtemperaturen omkring bare 5 grader celcius, men udover at eliminere en eventuel smitte giver det en følelse af friskhed, som der virkelig er behov for, når man får en gangs skyld bevæger sig ud i den åbne by.
En tredje: Myndighederne har lanceret to digitale forholdsregler for personer, der benytter metroen for at komme frem og tilbage. Den første, som har været i brug i to uger, er en app som i realtime oplyser om antallet af mennesker, der færdes på hver enkelt af de vist nok 28 linjer (Beijings metro-system er verdens største, der blev drukket champagne da man i december 2019 overhalede Shanghai med to kilometer). Når der er mere end 60% belægning, modtager man en besked, så man selv kan vurdere, om man vil med eller ej. Den anden app, som dukkede op i sidste uge, ligger i forlængelse af den første: Den introducerer muligheden for at forhåndsreservere en billet, der giver en ret til at komme med metroforløb med en belægningsprocent på under 50.
I mit ganske petit supermarked er der også kommet nye tiltag. Det obligatoriske temperaturcheck er allerede seks uger gammelt, men nu bemærker man, at de store vertikalt hængte måtter foran dørene, som normalt er med til at holde kulden ude, helt er fjernet. Jo, der bliver pænt køligt i butikken, for der er pivåben ud til det blæsende udendørs, men omvendt behøver man så ikke berøre de områder, som alle andre har rørt ved, for at komme ind til de forjættede varer. De fleste af dem er nu for øvrigt pakket ind i papir, selv det gode / sjældne brød og de grøntsager, man ellers plejer at kunne håndplukke.
Vore kattes livline har lanceret en mobilservice til bestilling og direkte levering af foder og grus, så hverken vi – eller dyrlægerne – skal udsættes for unødig transport eller kontakt.
I byens restauranter og kantiner bliver man nu placeret med én meters afstand til hverandre. Det er et radikalt indgreb i kinesisk spisekultur, som traditionelt går ud på at man klumper sig sammen rundt om et bord for at delet af samme retter, i modsætning til hos os der foretrækker invididuel servering. Alligevel er der ingen der gør vrøvl, man lever med det efter bedste evne.
Et sidste eksempel er vareleveringen til de enkelte familier: Udenfor indgange til boligbebyggelser er der opstillet dueslag, hvor budene kan anbringe de indkøbte varer uden at skulle komme ind i områderne, der fortsat er lukket land for alle andre end beboerne. Jeg går forbi to-tre gange om dagen, og på intet tidspunkt har jeg set nogen holde opsyn med, om indkøbene nu retteligt når modtager. Det gør de selvfølgelig, det ligger fjernt fra kinesisk tankegang at lukrere på andre, når man er fælles om skæbnen.
I det hele taget har jeg stadig ikke set den mindste hamstring, den mindste form for haveriskhed i de områder, jeg færdes i – ud over de tidlige forsøg på at score gevinsten på ansigtsmasker for seks uger siden, som hurtigt blev slået ned af myndighederne. Der er ingen varemangel her, og jeg gentager gerne hvad jeg skrev for en måned siden: Levende fisk i akvarier, frisk mozzarella en masse, flere mærkelige grøntsager end NOMA vil kunne finde ud af at kokkerere og stadig frisk udskåret lammekød og løbende tilbud på sydamerikansk vin. Priserne er også i ro.
Dette er situationen mandag den 9. marts 2020 i Beijing, en by som de sidste uger primært har registreret nye tilfælde af covid-19 i form af in-bound passengers, fordi de to lufthavne står for 70% af samtlige internationale ankomster til landet. Den indfløjne smitte har medført, at den kinesiske hovedstad er det eneste sted udenfor epicentret, der i skrivende stund stadig har flere end 100 smittede, og derfor er den med Hubei provinsen af Centralregeringen udpeget til core battleground for bekæmpelsen af den modbydelige smitte. Tallene for de øvrige provinser og autonome områder – sammenlagt + 1,2 milliard indbyggere – klinger hurtigt af. 11 af de tolv midlertidige hospitaler, der for en måned siden blev taget i brug i Wuhan, er i dag patientfrit. Anhui provinsen med 70 millioner indbyggere lige øst for Hubei provinsen (hvor alt startede) er i går meldt corona-fri efter flere end 980 tilfælde og seks døde, da det så værst ud.
Denne udvikling skal sammenholdes med at lille Italien i går indenfor 24 timer registrerede flere døde end hvad hele Kina fraset Hubei provinsen har gjort gennem ni uger (133 mod 126). Svigerfar ringede derfor dybt bekymret i morges, har hans to børnebørn i Nyborg nu sikre forhold? Laoyé’s spørgsmål er meget symptomatisk for de kulturkløfter, der hersker mellem dem og os, og det tog hans datter en hård time at overbevise sin far om, at sundhedsvæsenet i Europa er ok udstyret til at håndtere et udbrud af de dimensioner, der nu kommer buldrende i vest. Lige så lidt som danske medier kan forestille sig, at almindelige kinesere er trygge ved den måde, myndighederne her i landet har tacklet covid-19 på, lige så tvivlende stiller en højtuddannet, ærværdig kinesisk bedstefar sig over for den europæiske formåen i en krisesituation som denne.
Svigerfar orienterer sig som alle i Kinesien ved hjælp af sin mobiltelefon, og det gør han formentlig mere kapabelt end 30 år yngre personer i de fleste andre dele af verden, endda uden at ha’ fulgt et eneste kursus; adaption is survival for ham som for alle i den generation. Han er mig langt overlegen og sender løbende nye apps eller opdateringer om sin gøren og laden – eller for den sags skyld korrespondancer med sine børnebørn, mine sønner. I går, på Kvindernes Internationale Kampdag, fulgte han også med, da vi i Kulturcentret medvirkede i en flere timer lang direkte transmission direkte til 10.000 ‘home-staying kids’ i Wuhan sammen med et dansk børneensemble. Det er vist nok første gang i historien, at man har lavet en transkontinental og ægte interaktiv kulturudveksling til et lukket publikum af en sådan størrelse, og det var også derfor han ringede – for at overbringe sin dybtfølte tak og ønske tillykke. Det var først herefter han begyndte at spørge ind til det danske sygehusvæsen og beredskab, måske fordi han med sin erfaring ved, at ‘it takes a hardship to know one’. Han gør sig muligvis nogle overvejelser om, hvorvidt den bløde tilgang som hans svigersøns hjemland har valgt, er tilstrækkelig for at kunne imødegå den modgang, han aner kan komme til sine to guldklumper.
Mandag d. 2. marts 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #8
Siden i lørdags sidder der i følge de seneste oplysninger næsten 400 udlændinge i karantæne i Beijing. De ankom alle med et af de få fly, der dagligt stadig betjener den kinesiske hovedstad, Aeroflot Flight 204 fra Moskva. Ombord skulle der ha’ befundet sig tre personer med synlige tegn på COVID-19, der af én eller anden uforklarlig årsag var blevet clearet til at ta’ med flyet, på trods af at de udover feber og hosten havde brugt Moskva som stopover fra hhv. Milano og Tehran. Det fortæller ét og andet om de udfordringer, som verdenssamfundet står over for, når myndigheder i andre berørte lande ikke ta’r ved lære af den kolde tyrker, som Kina gennemgået. For the record: Samtlige karantæneramte er installeret på et femstjernes hotel nord for den Olympiske By og har fået oplyst, at deres – omend ufrivillige – fjorten dages ophold dækkes af de kinesiske myndigheder.
Vi befinder os med andre ord i lidt af en omvendt situation. Det er nu Kina, der må beskytte sig mod de smittespredere, der kommer udefra, fordi der indtil videre ikke er andre lande, som har magtet at installere et tilsvarende nødvendigt apparat til at inddæmme denne forbandede virus. Tallene også for sig selv: I skrivende stund er der i Kina udover Hubei provinsen 112 registrerede dødsfald og 127 udenfor Kina. Noget kunne altså tyde på, at de barske forholdsregler siden 24. januar har haft deres virkning. Jo, man har klinisk vurderet, at Wuhan og dermed Hubei var case apart og har så at sige ofret provinsen for at låne sig tid til at udvikle vacciner og oprette nødberedsskab til resten af landet, men i det mindste har man set rigtigt: COVID-19 er ikke udpræget dødelig, den er først og fremmest krævende, for en meget stor del af de smittede skal bruge intensiv lægehjælp (og ren ilt!), og det vil uvægerligt gå ud over andre dele af sygehusdriften. Samfundets indbyggere holder jo ikke op med at brække benene, få kræftsymptomer, eller gå i barsel, fordi der dukker en uventet virus op, så det er her sundhedssektorens største udfordring ligger. Det synes at være gået over hovedet på de, der hellere vil diskutere dødeligheden i forhold til SARS og Ebola eller rimeligheden i at aflyse fodboldkampe i Serie A.
Det skal måske også med, at de såkaldt ekstreme overvågningsystemer – som de færreste af landets indbyggere synes at have noget grundlæggende imod – har været med til at inddæmme COVID fra at gå fuldstændigt grassat, fordi den tillader myndighederne at indkredse de personer, som en smittebærer har været i kontakt med inden sygdomsudbrudet. Hver mønt har to sider, og man skal nok ikke helt udelukke, at netop epidemibekæmpelse og håndteringen af andre former for nødsituation har spillet en vis rolle i overvejelserne om at designe overvågningssystemet. Det er jo ikke første gang Kina er udgangspunkt for en pandemi, og desværre nok heller ikke sidste.
Back to Beijing.
Vi bor i en større bebyggelse downtown i denne by med samme udstrækning som Belgien. Ud over at ha’ et stort udbud af forretninger og servicevirksomheder, rummer den en børnehave og en skole. Under normale omstændigheder ville jeg hver morgen præcist klokken 7.45, hvor dagens espresso bliver indtaget, kunne sidde på balkonen og høre de cirka 600 skolebørn synge nationalsangen til flaghejsningen og derefter gå i gang med 30 minutters fælles morgengymnastik på den lille fælled, der skiller os fra hinanden. Hver skoledag året rundt uanset vejret. Vores to drenge gik ikke på den skole, men de havde hver samme forløb og det gælder også alle andre skoler i hele Kina, fra yngste til ældste klassetrin: Morgensang, dernæst kroppen, og så er dagen begyndt.
Det siger sig selv, at der kommer til at gå noget tid, før jeg kommer til at opleve dette igen.
Skolen ligger mod øst, den opadgående sols retning, morgendagen. Mod vest er vores bebyggelse indrettet med små haver og indelukker, her er bænke og mulighed for et mere stille ophold helt i overenstemmelse med klassisk kinesisk geomanci. I vest går solen ned, Abendland som tyskerne rigtigt benævner Vesten, så her holder de ældre til. Det gør de til gengæld også. Hver morgen, et godt stykke tid før skolebørnene overhovedet er kommet ud ad døren, står deres bedsteforældre nedenfor mit køkkenvindue og svajer rygge, går i spagat eller masserer hinanden. Og godt 12 timer senere, når de er gået hånd i hånd med deres barnebarn hjem fra skole, er de der igen, nu for at danse tango, slå badutspring eller synge rundsange. I den mellemliggende tid har spillet kort, badminton eller trykket bumser ud på hinanden.
Det er et stykke tid siden, jeg har set det foregå. Guderne skal vide jeg savner dette livgivende eksempel på noget at se frem til, når jeg bliver ældre. Det kommer selvfølgelig, men vi er altså ikke helt der endnu, omend dagens epidemital peger i den rigtige retning: Beijings eneste nye smittetilfælde de seneste tre dage synes at være de, der er fløjet ind fra udlandet.
Der er omkring 200 millioner skolebørn i Kina, alt efter hvordan tallene gøres op. De er vokset op i et land i økonomisk vækst, er blevet nurset og plejet efter alle kunstens regler og har fået bedre kost end nogle af deres forfædre nogensinde har drømt om. Dagens unge kineser er velnæret og for det meste i en fysisk form, som de fleste andre vil misunde, vores sønner f eks, 17 år og 184 cm, 16 år og 189 cm (undskyld, det skulle med, for jeg er stolt af dem). Disse børn har alle mere eller mindre været lukket inde i seks uger nu. Det har deres bedsteforældre også for ikke at tale om forældrene, der skal få det hele til at hænge sammen økonomisk. Én ting er at miste det sociale fællesskab, som klassen tilbyder, noget andet er at skulle tilbringe timer med at kukkelure på en lille skærm for at følge med i undervisningen eller underholde sig selv. Noget tredje er at holde sig selv i fysisk form. Prøv at forestille dig, hvordan sådan en periode lige så stille udvikler sig til dårlige siddevaner, ekstra kilo på sidebenene og generel ladhed; jeg taler af erfaring! Overfør det så til en kultur, der traditionelt stigmatiserer dem, der lider af ‘vestlig vellevned (sic)’, ikke er superadrætte og tager dårligt vare på deres form: Det bliver en ubehagelig opvågen for dem, når de skal tilbage til det rigtige liv.
De lidt ældre – the millennial generation – står over for endnu større udfordringer. De har aldrig kendt til SARS eller finanskrise og er fløjet højt på den eksorbitante forbrugerisme, som har været kendetegnende for Kina de sidste 10 år. Jeg har tidligere medarbejdere, der indenfor samme ferieperiode har holdt fire dages badeferie på Hawaii efterfulgt af tre dages skioplevelser i Dolomitterne, kører Mercedes SUV og bor i forældrebetalte lejligheder på de dyreste adresser. Jeg kender en person, som udskiftede sin Porsche med en Maserati, fordi den havde et bedre afspilningssystem til iPhone-streaming. Andre, dårligt 30 år gamle, som sender billeder af deres seneste måltid iført en Chateau Petrus eller Lafite Rothschild, I kid you not.
Den tid er forbi og det samme er den pengestrøm, som har finansieret deres levevis. Og med den den verden, som vi i Vesten har kendt til den de sidste 20 år. Man skal ikke tage fejl, Kina er skamfuld og føler sig ramt af den mest banale fodfejl: Fødevaresikkerhed, og det gør tilmed ondt på det eneste, uomtvistelige trumfkort af alle – haters som likers – kan blive enig i er fabelagtigt ved Kina: Maden. Der røg den goodwill. Kina må og er derfor i fuld gang med at genopfinde sig selv for Gud ved hvor mangen en gang, og den nye udgave bliver nok en anelse forskellig fra det, man kunne forvente. Den bliver back to the cultural roots med omsorg for fællesskabet, den enkle levevis og det mådehold, der historisk–kulturelt passer bedre til Confucius end de excesser, der er kommet til siden. LVMH, trafikuheld henne om hjørnet med to eller flere Roll Royce’r, ugennemskuelige kunstinvesteringer, personalerejser for +5000 personer og den åndløse materialisme er passé.
Gudskelov for det, for hvis der er noget som jeg har registreret med sorg i mine snart 19 år i Beijing, er det tabet af smil blandt de, der får det hele til at gå op, gadefejeren, buschaufføren, billetsælgeren i metroen. (D-) engang smilte de, fordi de troede de havde del i væksten, men de blev løbet over ende. Nu er tiden kommet tilbage dem; alle anerkender og værdsætter, at intet i denne kæmpe myretue af modstridende interesser kunne fungere uden dem, som dagligt udsættes for omgang med mennesker – smittede eller ikke – der hidtil ikke har levnet dem et blik.
Det rummer også et håb om en bedre verden, eller bare et bedre Kina til at begynde med.
Tirsdag d. 18. februar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #7
En række nyheder, der tilsammen giver et billede af den komplekse situation for COVID-19 og hvordan, den bliver tacklet her i landet – af dem på gulvet og af dem, der bestemmer.
I dag er tallet for nye smittede udenfor Hubei provinsen faldet for 14. dag i træk til bare 79 tilfælde, hvor det den 3. februar var 890. Da antallet af raskmeldte samtidig er steget til at være seks gange så højt som omkomne, begynder der så småt at brede sig en optimisme om en dag, hvor vi kan sige at epidemi-faren er lagt bag os. Men der er stadig langt, og i mellemtiden er landets indbyggere så småt ved at indrette sig på en tilværelse med minimal fysisk kontakt med omverden og for visses vedkommende skrappe restriktioner i deres gøren og laden.
I Beijing kan man f eks kun købe smertestillende medicin eller hostesirup mod at oplyse ID- og telefonnummer, og apotekerne er blevet instrueret i dagligt at rapportere om disse køb. Alle personer, der er ankommet til byen siden 14. februar, er pålagt at gennemføre 14 dages selvkarantæne i hjemmet, og det samme gælder udenbys gæster på hotellerne. Ikke overraskende har de fleste derfor valgt ikke at holde åbent. Fra nogle sider begynder man at høre om boligbebyggelser, der holder beboere indendøre mod til gengæld at aflevere fødevarer og andre fornødenheder ved hoveddøren hver morgen. Andre melder om improviserede grøntmarkeder, der slår sig op et par timer uden for den enkelte bebyggelse for at hjælpe folk med at holde deres færden indenfor nærområdet.
Det lyder og er helt og aldeles radikalt for en befolkning, der langsomt er ved at være tilbage på 21 millioner, men man indretter sig uden for meget kny vel vidende, at de næste to-tre uger bliver udslagsgivende, fordi de omfattende ingreb vil blive testet af den positive udvikling i epidemitallene, med risiko for at de svageste led i kæderne giver efter for fristelsen til at slække på forholdsreglerne. Der er derfor al mulig mening og symbolik i at regeringen i dag har offentliggjort en udskydelse af årets vigtigste politiske begivenhed: De årlige ugelange dobbeltmøder i begyndelsen af marts, hvor små 5000 tilrejsende delegerede (med samt 10-15 gange flere i entouragen) til Folkeforsamlingen og Partiforsamlingen ta’r bestik af landets ve og vel. Det er en ganske ekseptionel beslutning, der givet også har til formål at kommunikere, at ingen er undtaget for ofre i denne situation.
Som dansker skal man gøre sig klart, at Kina trods sit notoriske og hierarkiske centralstyre er et land med lokale og regionale myndigheder, som har pæn frihed til at definere eller fortolke, hvorledes nødvendige tiltag skal håndhæves. Det er ikke mindst tilfældet på erhvervområdet, hvor man lokalt – af frygt for at komme til at stå med aben ved eventuel smittespredning – har tendens til at skærpe kravene til, hvornår virksomheder kan give udenbysmedarbejder lov til at genoptage arbejdet i modsætning til centralregeringen, som virkelig skubber på for at få sat gang i hjulene. Det skaber visse spændinger, for nu at sige det mildt, med karske udmeldinger fra centralt hold om at stoppe de uacceptable og unødvendigt besværlige sagsgange i provinserne. En delikat balancegang med tegn på, at fornuften vinder over frygten, og et forsigtigt gæt – hentet fra blandt andre Swedish Chamber of Commerce – lyder, at det tabte i første kvartal måske vil kunne hentes ind i andet kvartal; Danish Chamber of Commerce in China laver selvfølgelig også sine estimater for danske virksomheder på tværs af brancher og størrelse, men det vil ikke være rigtigt at offentliggøre dem her. Der er mængder af data, som skal behandles, og billedet er fortsat sløret, men én ting står klart: Kultur, turisme inklusiv food and beverage-sektoren er nogle af de områder, der umiddelbart ta’r mest vand ind. Det anslås således, at restauranter m.m. i Beijing står til at miste 95% af deres normale periodiserede omsætning, ligesom at faldet i efterspørgslen på rejser ud af landet indtil videre ligger 40% under det forventede (i 2018 var det samlede tal 1,939 billioner DKK). Det er nok ikke helt forkert vurderet, hvis man aner en begyndende panik i disse brancher. På kulturområdet er det eneste tal, jeg er bekendt med, et annonceret indtægtstab på 16 milliarder DKK som følge af aflyste teater- og musikforestillinger for februar alene, hvilket svarer så vidt jeg hurtigt kan regne ud til næsten to gange det, der er afsat til Kulturministeriet i Danmarks Finanslov for 2020.
Som altid er det de små, der betaler priser. Tsinghua University School of Economics and Management, et af Kinas førende analyseinstitutter, meddeler, at bare 9,96% af landets SME’ere har kapital til at overleve situationen i mere end seks måneder, 68% kan end ikke se ud over april. Men selv med sådanne dystre udsigter bliver solidariteten og opfindsomheden ved med at overraske: Xibei, en landsdækkende kæde af restauranter med 400 adresser og +20.000 ansatte, har indgået et samarbejde om at udlåne sine medarbejdere til Hema, et nyt online-supermarked on the rise, ligesom at udbringningstjenesten JD Group har oprettet 35.000 nye stillinger specielt til de, der er blevet arbejdsløse som følge af coronaen. De er ikke alene. Også danske virksomheder er generøse i deres støtte med udstyr eller økonomiske donationer til de, der virkelig lider – vi taler primært Hubei provinsen; igen, det tilkommer ikke mig at oplyse om hvem og hvor meget, men sammen med mange klapper jeg i hænderne over hver eneste ansigtsmaske eller insulinpen, som når frem til de trængende.
Tal er taknemmelige, når man taler om Kina, it’s bound to be. Det samme må gælde fremtidstroen. Siden i går modtager skolebørnene – og dem er der en kvart milliard af i hele landet – dagligt undervisning via mobiltelefon eller tablet, og de lidt ældre på universistetsniveau er ikke mindre fokuseret på en fremtid uden COVID-19: For bare at ta’ ét universitet har Tsinghua University i Beijing i dag over nettet gennemført 155 studiesessioner for i alt 25.000 studerende og med deltagelse af 2681 lærere. Inden semestrets skal der gennemføres 4000 sessioner og too bad, situationen kommer til at gå ud over sommerferien. Der er 66 andre universiteter i Beijing og dertil 182 højere læreranstalter. Allerede nu er det fra alle steder meldt ud, at skolebørn og studerende – Kinas fremtid – også kommer til at betale deres del af prisen, og den er altså i første omgang kortere ferie for alle.
Mandag d. 10. februar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #6
I princippet er dagen i dag første arbejdsdag for Beijing og andre storbyer, den påtvungne syv-dages forlængelse af nytårsferien er ovre, men trafikken er ikke tilnærmelsesvis oppe i noget, der minder om almindeligt mandagsgear. Godt det samme. Flertallet følger påbudet om at arbejde hjemmefra, hvis man da overhovedet befinder sig i byen. Op til weekenden forlød det fra forskellig side, at otte ud af Beijings 21-22 millioner indbyggere endnu ikke er tilbage.
On-line arbejde fra boligen er måske en mulighed for nogle, men for virksomheder, som er afhængige af medarbejdernes fysiske tilstedeværelse, tegner situationen ondt. Der er spæde oplysninger om, at visse former for produktion i industrizoner nær Shanghai og Beijing måske opnår tilladelse til at starte i dag, men generelt er ikke livsnødvendig produktion, logistik m.m. fortsat lukket ned og forbliver det noget tid endnu. Og udfordringerne stopper ikke med et evt grønt lys for genstart: Den (overvejende) del af arbejdsstyrken, som har været udenbys under nytåret vil, i lighed med alle, blive underlagt kravet om to ugers selvkarantæne i hjemmet, før de kan ‘gå udendørs’ og dermed på arbejde. Hvis altså man er kommet så langt som tilbage: Uden at ha’ set det officielt på skrift kan jeg forstå, at mange boligbebyggelser og lokalområder i en række byer har bedt personer, der har tilbragt nytårsferien i Zhejiang, Henan og Guangdong provinserne (hhv 57, 95 og 113 millioner indbyggere), om at holde sig væk foreløbig, fordi smittetallene i deres hjemstavn er for høje.
Som mange er vi i Kulturcentret begyndt at organisere os som virtuel arbejdsplads med daglige møder og en løbende koordinering af opgaverne. For at give en idé om hvad det indebærer for en lille biks som vores, angår det tre personer, som har opholdt sig i Beijing gennem de sidste tre uger, én 1680 kilometer mod syd og en sidste på kanten af Gobi-ørkenen 690 kilometer mod vest. Vi tre i hovedstaden har det efter omstændighederne trygt og godt, mens vores kollega mod syd befinder sig indendøre på 10. dag sammen med familien i tre generationer (og er løbet tør for grøntsager) og den anden kan fortælle, at man i hendes boligområde kun giver tilladelse til at én person fra hver husholdning må komme ud hver tredje dag; der er tale om en by med 700.000 indbyggere og kun ét tilfælde af corona, så restriktionerne håndhæves uanset smittespredningens omfang.
Ud over at undersøge hvordan vi kan agere i situationen og med vores partnere, forsøger vi at indhente oplysninger om, hvordan ‘man gør’ for at håndtere indgåede aftaler og programmer, der ikke lader sig gennemføre indenfor den næste måned. Forsøger man at squeeze dem ind i kalenderen, er man nødt til at slå en streg over andre, aflyser man projekter senere på året for at få et bedre råderum at manøvrere i? Der er ikke rigtigt nogen erfaring at læne sig op ad, og hele kulturlivet er lagt ned og uden det mindste lille spor af, hvornår udstillinger, koncerter og forestillinger vil blive genoptaget. Det er ikke underligt, miljøet er ligesom erhvervslivet, uddannelserne og centraladministrationen slet ikke funktionsdueligt qua den personalemæssige åreladning, alle oplever, men dette sagt er langt de fleste også indstillede på at gøre deres for at hjælpe til med at inddæmme spredningen, og hvis aflysning af publikumsrettede aktiviteter er prisen, so be it. Man venter.
Man venter som man har gjort i mange dage nu. Man venter indendøre med de mennesker, man snart har været omgivet af gennem tre uger. Og man går op i limningen. Hvor man i starten kunne læse friske kommentarer på nettet som ‘Forventet eksplosion i fødsler om ni måneder’, synes udsigterne nu at være knap så opmuntrende i lyset af den undervandsbåd, boligen mange steder må have udviklet sig til, med ængstelige forældre, irriterende svigerforældre, en irritabel unge, begrænset bevægelsesfrihed og et snigende pres på de økonomiske konsekvenser. De sociale medier er ikke overraskende gået fra at være næsten 100% fixeret på epidemital og medfølgende reaktioner til at blive mere eftertænksomt – og hjælpsomt. Virtuelle yoga-klasser, kriseterapi og aflastningsprogrammer for de forældre, der under normale omstændigheder dårligt tilbringer flere end to timer om dagen med deres barn. En god bekendt i Xi’an har f eks oprettet daglige undervisningsforløb for piger mellem seks og ni år, som via telefonen lærer at holde deres krop i form, vrikke rigtigt med numsen og rulle med øjnene for at imødegå hovedpine (sic). Der er over 1000, som følger hende. Jeg tør slet ikke skyde på antallet af musikklasser, der florerer, for ikke at tale om læse-højt programmer og vejledning i, hvordan man om-organisere hjemmet til en korrekt overlevelsesbunker. Kina synes at være taget et skridt op ad den digitale modus vivendi den sidste uge: Udbudet af medicinske net-konsultationer er eksploderet og rigtigt mange videregående uddannelser er kommet op at køre via skærmen i et imponerende tempo.
I sidste uge dukkede en ny – og for os danskere sikkert ubehagelig – type information op. Flere byer frigav nemlig oplysninger med tilnærmelsesvise privatadresse på personer, der er blevet indlagt med virussen, visse steder tilmed i form af en GPS-styret app, så man kan cruise gennem sin bydel og holde øje med, hvor langt eller hvor tæt, man befinder sig på et åsted. Således kunne jeg, ved bare at åbne app’en, med det samme konstatere, at vi bor 613 meter fra et rødtblinkende sygdomstilfælde (det er altså ikke langt), mens det næstnærmeste udbrud ligger 6,3 kilometer væk. Jeg var rædselsslagen over de potentielle heksejagter sådanne oplysninger måtte kunne føre til, men nej: Hverken min kone eller andre jeg har talt med ville få en sådan idé ved første indskydelse; tværtimod ser de sådanne oplysninger som nyttige for at vide, hvordan og hvor ’systemet’ fungerer til alles bedste. En sådan reaktion fortæller ikke så lidt om forskelle i opfattelse af forholdet mellem personlig frihed og fælles omsorg.
En anden indiskutabelt nyttig information, myndighederne også har delt, er en adresseliste på de klinikker i Beijing, man skal henvende sig til i tilfælde af feber. Listen blev i fredags hængt op på samtlige døre i vores bebyggelse (skønsmæssigt 1500 i alt) på både kinesisk og engelsk og indeholder 110 adresser + 20 hospitaler, som man kan lade sig indlægge på, hvis man ikke ser grund til at tage forbi klinikken. Som en ekstra service for udlændinge, thi det er der også styr på, var der på vores hoveddør ophængt en sproglig vejledning på engelsk i, hvordan man kan instruere en taxa-chauffør i at blive kørt til nærmeste klinik.
Forhåbentligt kommer ingen af os ikke dertil. Virusspredningen i Beijing synes under kontrol ligesom i Shanghai og andre byer på østkysten nord for Yangtze, og siden sidst er ratioen dødsfald-raskmeldte steget til 1:3,5, i Beijing oppe på 2:44.
Dagens tal: Det er stadig Wuhan og Hubei, der holder for. 75% af alle indlagte befinder sig i provinsen, der også tegner sig for 80% af nytilkomne syge.
Seneste indkøbskurv: 500 gram frisk spinat (lokalt), en knold brocoli (lokalt), 280 gram selleristænger (lokalt), 400 gram små kartofler (lokalt), 500 gram blød tofu (lokalt), 4 gulerødder (lokalt), 2 bakker svampe (lokalt), 1 vegansk færdigret med quinoa (lokalt), 2 x 100 gram Leibniz småkager på tilbud (tysk), 2 x 100 gram 95% mørk chokolade på tilbud (fransk), 250 gram vafler med nøddefyld på tilbud (polsk), 100 gram frisk mozarella (italiensk), fem tomater – ja, du fik også den tanke (lokalt, ikke udpræget gode), 120 gram hvid tun i olivenolie (portugisisk), 500 gram frosne grønne muslinger (new zealandsk), 4 x 65 gram frisk tunsnack til katte (thai), 250 gram Lavazza Crema e Gusto kaffe (italiensk), 100 gram Blå Castello (dansk), 1 flaske rødvin fra Pays d’Hérault (fransk), 1 flaske Pinot Grigio fra Malborough (new zealandsk), nogle 100 meter spaghetti (italiensk), 12 æg (lokalt), 400 gram frosne edamane bønner (japansk), samt 2 friskbragte landbrød (lokalt) til en samlet pris af 408 CNY, omtrent et tilsvarende beløb i DKK.
Alt godt.
Fredag d. 7. februar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #5
Kina sørger i dag.
Ikke kun over 73 nye døde de seneste 24 timer, men fordi den 36-årige læge, Li Wenliang fra Wuhan er blandt dem. Som én af de første til at behandle corona-patienter blev han tidligt opmærksom på virussens farlige sammensætning og fik med det samme mundkurv på af de lokale myndigheder, der ikke brød sig om at blive taget på sengekanten. For flertallet af kinesere kom han og hans egen sygdom som sådan til at personificere den fejlslagne første fases indsats i Wuhan, indtil centralregeringen og National Health Commission overtog krisehåndteringen for tre uger siden; min medarbejder, Zhou Yangyangs beretning i Kristelig Dagblad forleden er ganske sigende for situationen, før alvoren blev formidlet til hendes hjemstavn 400 kilometer fra epicentret. Meddelelsen om Li Wenliangs bortgang er blevet mødt med sorg, harme og en forstærket kritik af, at der skulle gå så lang tid, inden befolkningen blev orienteret om risikoen for en landsomfattende epidemi. Ganske usædvanligt er den officielle informationsside om virus-udbruddets udvikling, https://ncov.dxy.cn/ncovh5/view/pneumonia iklædt sorgens farver og indeholder en kortfattet kondolence.
At en læge i frontlinjen har måttet betale den højeste pris, lægger ingen dæmper på standens beundringsværdige engagement. De er heltene. Her til morgen har Beijing sendt sit andet udrykningshold til Wuhan, yderligere 669 læger og sygeplejesker fra fem af byens hospitaler til undsætning for deres segnefærdige kolleger i den indelukkede by, og noget tilsvarende er foregået fra Shanghai og andre metropoler; opgørelser antyder at mellem 70 og 80% af de, der tager afsted, er kvinder. Det er dog ikke kun personale, der er underskud af. Der er også en katastofal mangel på sundhedsudstyr, medicin, dragter og ansigtsmasker – af den simple årsag, at efterspørgelsen overstiger lager- og produktionskapaciteten, og det er der naturligvis nogle, der forsøger at lukrere på. Menneskets dårskab kender ingen grænser. State Administration for Market Supervision har således fundet det nødvendigt at oprette en telefontjeneste til indrapportering af virksomheder (læs: apoteker), der forsøger at slå mønt af situationen som f eks et i min bydel, der sælger ansigtsmasker til en pris 712% højere end den, de kunne købes for for to uger siden. Der er såmænd også historier om forretninger, som aldrig har arbejdet på dette område, der er begyndt at opbygge lagre af masker i forventning om at kunne kapitalisere på dem senere hen.
Sådan er det heldigvis ikke alle steder. Man tager situationen med ophøjet ro og opfører sig for det meste værdigt og civiliseret. Sneen er væltet ned de sidste tre dage, men alle gader synes at være ryddede, og skraldecontainere tømmes fortsat to gange om dagen, her hvor vi bor. Det gør de så også alle andre steder, må man gå ud fra. På fødevarefronten er priserne i nogenlunde ro og udbuddet stadig imponerende. I forgårs gik jeg til et (super-)marked 800 meter fra hjemmet og fandt masser af nybragte croissant’er, mængder af levende fisk, wagyu grade 9 kød fra Australien og belgisk chokolade – men desværre stadig ingen fransk rødkitost. Der var også meget dansk lurpak tilbage på hylderne men intet smør fra New Zealand, Irland eller Frankrig, og det kan man måske gøre sig nogle tanker om. Jeg nøjedes med friske sukkerrør og jordbær, kattemad (meget vigtigt), selleri og nogle flasker chilensk pinot noir til 39 DKK flasken og bemærkede ikke nogen der hamstrede. Jeg kunne også være blevet hjemmet, for China Post – ækvivalenten til Post Nord – lancerede tidligere på ugen en mobiltjeneste, hvor man kan bestille og få bragt fødevarer til hjemmet indenfor 12 timer. Tjenesten har tre typer friskvare sortimenter, æg, frugt og grøntsager og priseksempler er hhv 12 kroner, 35 kroner og 85 kroner for 500 gram mandariner, jordbær eller kirsebær – inklusiv altså levering samme dag.
I morgen er det Lanternefestivalen og dermed afslutningen på den traditionelle nytårsfejring. Det er samtidig starten på vinterferie i Danmark, og vi havde derfor planlagt at rejse vestenover for at være sammen med drengene i deres ferie. Det bliver ikke til noget, og måske godt det samme for vi var måske blevet anbragt i karantæne, ligesom jeg blev det under SARS i 2003. For en uge siden meddelte flyselskabet, at rejser til og fra Kina er suspenderet, og idag er meddelelsen blevet suppleret med et ‘til den 15. marts’. På den konto er mange udlændinge med tilknytning til Kina strandede udenfor landet og kan ikke komme tilbage, der er flere danske erhvervsledere iblandt, men situationen er endnu værre for alle de kinesere, der også hænger fast. Deres visa står i fare for at udløbe, mens de ufrivilligt må forlænge deres ophold i et fremmed land på grund af en force majeure, og på sigt kan det give dem problemer med at få et nyt. Mange kinesiske observatører er begyndt at hæve stemmen og kalde flyblokaderne for politisk styrede, det seneste udslag af en stigende forskelsbehandling af kinesere, der er orkestreret af andre hensyn end til inddæmningen af corona-virussens spredning.
Den diskussion hører ikke til her, men det er måske på sin plads at fortælle, at jeg de seneste dage har set flere udlændinge i Kina benytte hashtagget #JeSuisChinese eller #WeAreChina på de sociale medier. Solidariteten i dette land fejler ikke noget, hverken med Li Wenliang eller andre ofre, indbyggerne i Wuhan, læger og sygerplejesker eller med andre. Ulykker og drakoniske indgreb er en grundkomponent i kinesernes historie. Søg enhver ikke-akademikers favoritleksikon, Wikipedia, for naturbårne dødeligste hændelser siden 1900 og Kina dukker op med fem rædsler blandt de 10 første; intet andet land har mere end én repræsentant på listen. Tre af verdens fem mest ødelæggende jordskælv har fundet sted i Riget i Midten (Shaanxi 1556, Tangshan 1976 og Ningxia 1920); historiens tre største hungerkatastrofer ramte her i hhv 1958, 1907-1911 og 1876-1879 med anslået i alt 78 millioner døde; de to mest omfangsrige mudderskred nogensinde fandt sted i Dadu i 1786 og i Haiyuan i 1920, og de flest druknede i menneskeheden skylder alle deres ulykke til Den Flydende Vugge og Sorg (Den Gule Flod) eller Den Utæmmelige Strøm (Yangtze), som i 1887, 1911, 1931, 1935 og 1975 sørgede for at skylle tilsammen 6.400.000 ud af livet med deres oversvømmelser. Lad mig ikke bringe det uoverskuelige antal antropogene ulykker ind i dette billede, blot nævne Taiping-revolten, som for 160 år siden kostede 30-40 millioner livet i et religiøst vanvid, eller de +20 millioner, der døde under den del af WWII, de færreste af os har åbnet øjnene for.
Hver og én kineser har denne tunge byrde indlejret i sin bevidsthed. Og den er en væsentlig del af den sammenhængkraft, der aktuelt manifesterer sig på alle niveauer, selv om man føler sig svigtet, misledt og opgivet – endnu en gang.
Foråret kommer altid. Den kinesiske betegnelse for nytårsferien er faktisk Forårsfestival, chunjie, så på mange måder er det allerede kommet hertil.
Torsdag d. 6. februar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina (Beijing) #4
Data de seneste dage synes at pege på, at corona-epidemien er begyndt at flade ud, proportionelt set omend ikke i reelle tal. Der er dog et stykke vej endnu, og udviklingen i næste uges spredningsmønster bliver helt afgørende for, hvornår vi kan forvente en tilbagevenden til normaltilstanden. Indtil i går havde Beijing modtaget 70% færre hjemvendte indbyggere fra nytårsferien end under almindelige forhold, så myndighedernes påbud om at holde ikke-nødvendige arbejdspladser og institutioner fysisk lukket og arbejde on-line i stedet, er blevet fulgt, og det præger selvsagt både byen og livet – og udsætter det meste.
For skoler og institutioner er udsigterne desværre lange; der cirkulerer rygter om, at visse universiteter først vil genoptage undervisningen til maj, selv om andre – blandt andet det store Tsinghua – nu tager nettet i brug, så de studerende ikke taber for meget terræn.
Kulturcentret (Dansk Kulturcenter i Beijing) har her allerede mærket konsekvenserne. En kommende praktikant, der skulle være startet 1. marts, har meddelt, at hun ikke kommer til Beijing dette semester. To andre unge danskere, som havde tilbudt deres assistance, valgte i går at rejse en måned til Nepal (én af de få åbne destinationer), indtil de kan få klarhed over deres uddannelsesstart på det universitet, de er indskrevet på. Udfordringen er måske særlig prekær for børnefamilier, da poderne hverken kan komme i skole eller være sammen med andre: Fire-fem uger indendøre er rigeligt til at sætte forældres tålmodighed på prøve, når de samtidig skal forsøge at danne sig et overblik over egen situation og inddæmme coronaens skader på mellemlang sigt. For at give en lille idé om, hvor mange det rammer, kan jeg fortælle, at Beijing har 3271 offentlige skoler og gymnasier, og en typisk Middle School, som den vore sønner gik på, mellem 1100 og 1200 elever.
Vi snakker med andre ord om mellem 3 og 4 millioner børn, der er bundet til hjemmet på ubestemt tid!
Der er ikke få, der kommer til at betale dyrt for de sidste to uger og det, der er trukket ud af pipeline for de næste fire. Lidt tal til eksemplificering: Af Beijings godt 87.000 restauranter vil de 75.000 forblive lukket i den kommende tid, og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke konsekvenser det vil få for de fleste af dem, for huslejer og lønningerne skal stadig betales; man regner med, at 46.000 af disse restauranter er det, vi i Danmark ville klassificere som familieejede virksomheder. For at gøre ondt værre blev det i går meddelt, at der ikke må arrangeres banketter og større middagsselskaber; dagen i dag har derfor ikke overraskende budt på de første virtuelle bryllupsceremonier og familiefester, og der går sikkert ikke lang tid før dette vil brede sig til andre af tilværelens sfærer. Men det er altså kun Ersatz.
For Kulturcentrets vedkommende er vi i den situation, at vi foreløbigt har måttet udsætte vores publikumsaktiviteter for februar måned. Det kommer blandt andet til at gå ud over udgivelsen af seks bøger af Lene Kaaberbøl, som vores Zhang Tong har oversat til kinesisk; det rammer også en filmfestival for børn og unge, ligesom vi har udskudt forberedelsen af en udstilling i Sydkina og må vinke farvel til flere besøg af danske kunstnere. Projekter lidt længere ude i horisonten er desværre også i farezonen, uanset om der er tale om udstillinger, konferencer eller besøgsprogramer. Enten fordi vores lokale producenter og samarbejdspartnere er lagt ned, eller fordi det ikke giver mening at tænke projekter der er bygget op omkring personer, som skal rejse fra Danmark til Kina.
Vi er selvfølgelig ikke alene. Den store, årligt tilbagevendende kulturfestival, Francophonie, med deltagelse af kunstnere og aktører fra 11 forskellige lande er helt og aldeles aflyst. Vores gode samarbejdspartner og næsten-nabo Goethe Institut har lukket ned for sine undervisnings- og publikumsaktiviteter ligesom en udskydelse af Beijing International Film Festival i slutningen af april er under overvejelse; i går er vi blevet orienteret om, at den omfattende Beijing Gallery Weekend, der efter planerne skulle finde sted fra 12. til 20. marts i 798 Art District, hvor vi holder til, er udskudt på ubestemt tid; den er programmeret til 4000 internationale kuratorer og gallerister som optakt til Asiens største kunstbegivenhed, Art Basel i Hong Kong, der følgelig også hænger i en tynd tråd.
Enhver, der kender Kina, ved, hvor hurtigt man her er i stand til at få det optimale ud af en håbløs situation, så vi holder fanen højt, ser tiden an og agerer accordingly. Som skrevet, tyder de data om epidemiens udvikling, som vi modtager, at vi inden alt for længe vil komme tilbage i den vante gænge. Jeg læste stemningen smukt beskrevet i morges: I stedet for at ærgre os over at rosenbuske har torne, kan vi glæde os over, at tornebuske bærer roser.
Nogle sidste tal til at belyse dette:
Antallet af raskmeldte overstiger nu betragteligt antallet af døde, fra 1:1 i lørdags til i dag næsten 2:1.
National Health Commission har beregnet corona-virussen til at have 2,1% dødelighed på nationalt plan, 3,1% i Hubei provinsen og 4,9% i selve Wuhan. Antallet af døde i Hubei provinsen udgør 97% af samtlige dødsfald, og ser man bort fra disse, er dødeligheden på nationalt plan bare 0,16%. I Beijing er der 258 indlagte personer, heraf 9 i kritisk tilstand (1 dødsfald); 31 personer er raskmeldt. Stadig for hovedstaden: 25,9% af de indlagte er over 60 år, 67,5% mellem 18-60; 50,9% kvinder. 16 af de 258 indlagte i Beijing er udlændinge, to er blevet raskmeldt.
Lørdag d. 1. februar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina #3
Denne weekend ville i Beijing under normale omstændigheder være det helt store rykind fra Nytårsferien, men det bliver ikke med millioner af hjemrejsende som forventet. Beijing Municipal Government oplyste fredag aften, at alle arbejdspladser, der ikke beskæftiger sig med opretholdelsen af livet eller er nødvendige for bekæmpelsen af corona-udbruddet, skal holde lukket indtil 10. februar. Det sker i et forsøg på at undgå en drastisk, uoverskuelig stigning af smitterisici, når f eks busserne fra at ha’ kørt med to passagerer nu bliver proppet med 80-100 snøftende mennesker. Beslutningen er både forventelig, forsvarlig og den bedste metode til at sikre, at myndighederne ikke på én gang rendes over ende af flere end man kan nå at tjekke. Allerede i dag bliver alle, der ankommer med langdistancebusser og tog målt for deres kropstemperatur, og har man mere end 37,3 er det med ambulance straight to the Krankenhaus; i den forløbne uge har man fanget fire smittede indrejsende på den måde.
Situationen i Beijing er under kontrol, og ud fra en rationel betragtning har jeg mindre risiko for at bære corona-virussen end de danske, der er fløjet ud af Wuhan de sidste dage sammen med hundreder af andre. Byen har dags dato 10 flere smittede i forhold til min sidste opdatering og hvad væsentligere er: En fordobling af de, der er blevet raskmeldt. Tyg på den, for det er big news i Kina i dag og understøtter det, man har ventet på: En breaking point i epidemimønstret. Med forbehold for den løbende databehandling for 1,4 millarder indbyggere – og selvsagt fraset Wuhan – har antallet af raskmeldte for første gang siden epidemiens eskalering altså indhentet dødstallet, og det på trods af at der hverken eksisterer vaccine eller medicin mod coronaen. Dagens anden gode statistik er, at kurven for både smittede og observationsindlagte synes at være aftagende. Tilsammen noget godt at varme sig over.
Det er ikke sikkert at disse nyheder, som vi jo modtager by the minute – og på kinesisk – kommer til at tilgå danske medier før mandag, men sådan forekommer situationen at være lige nu – omend vel at mærke før weekendens store bevægelse tilbage til arbejdspladserne sætter ind. Det er vigtigt at holde sig for øje.
Med dette udviklingsperspektiv in mente kan man håbe, at den næste uges meget skrappe restriktioner får den ønskede virkning. Allerede nu bliver vi kontrolleret for vores temperatur ved indgangen til boligområder, shoppings malls og metro – og rejser ind og ud af Kina er som bekendt suspenderet. Udenrigsluftfarten er nede på næsten ingen ting, og i går lukkede Rusland og Mongoliet for alle grænseovergange i lighed med Hongkong. Hvis man vil ud af Riget i Midten kan det vist kun foregå til fods et eller andet sted i junglen mellem Yunnan og Myanmar med mindre man har lyst til at kravle over Himalaya.
Hvordan er livet så?
I sidste uge har Kulturcentrets danske personale været på kontoret som normalt – vi var de eneste i hele området – og ingen af os lider afsavn. Jeg staver det lige igen: Ingen af os har mangel på fødevarer, ingen er bange eller bekymrede, alle er ved godt mod. Der er heller ingen af os, der set andre hamstre mad eller fornødenheder, endsige oplevet panikscener. Faktisk kender vi kun til hamstring gennem en artikel på DRs hjemmeside, hvor et dansk ægtepar i Shanghai udstillede sin solidaritet med situationen ved at vise de bunker af forråd, det havde opkøbt (nok til en hel måned) før det næste dag til samme medie frejdigt kunne meddele: Vi smutter nu, med det sidste fly til Danmark. I sandhedens tjeneste skal det dog tilstås, at jeg ikke har kunnet holde mig fra at hamstre sand og mad til familiens firbenede medlemmer. De skal i hvert fald ikke betale prisen for at vi mennesker har forgnasket os på naturen.
Dette sagt kommer tilværelsen altså fremover til primært at foregå indendøre. Jeg er privilegeret ved at bo stort og rart i en del af Beijing med gode forretninger og mange parker ud til hovedavenuens østlige forlængelse, fire kilometer fra Den Forbudte By. Vores bebyggelse, den store matrikel i midten, har vel 6-7000 beboere indbyggere (95% kinesere) og almindeligvis fem indgange for biler og gående. I denne tid er det kun den éne af dem (mod vest, hvor der er et tegn for en lægeklinik), der holdes åben, for det er her alle kontrolforanstaltninger er sat op. Når man ankommer, får man udover en temperaturmåler i panden, et skema, der skal udfyldes med personlige oplysninger. Fremmede, altså personer uden bopæl på stedet, har ikke adgang og dermed heller ikke den underskov af cykel- og knallertbude, som under normale omstændigheder ville bringe alt fra ja, kattesand til skoldhed nuddelsuppe ind til de beboere, der med mobiltelefonens fremvækst er kommet til den overbevisning, at tilværelsen kan leves via et par apps. Kigger man på fotoet kan man se, at området rummer masser af restauranter og småforretninger, de er næsten alle lukkede i disse dage. Der er ikke andet for end at promenere de 400 meter til voila! Carrefour, og det er, tro mig ikke nær så uoverstigeligt som det min far var ude for i sin ungdom, hvor han i en alder af syv måtte cykle 15 kilometer i sne og slud for at komme i skole og kun overlevede på de græstørv, der kunne findes undervejs. Han overlevede og fylder 91 år til sommer.
Madkammeret er intakt. Med pasta, bønner og parmesan (og vin) kommer man langt, og det er i tider som disse man bliver taknemmelig for en mor, som har lært en at koge suppe på en halv gulerod tilsat resterne i bunden af skuffen. Kinesere er mere udfordret i denne situation, for dagfriske grøntsager er uomgængelige i deres diæt, og der er faktisk dukket kampagner op rettet mod ældre, så de tænker sig om en ekstra gang, før de begiver sig ud på jagten efter grønne vækster, tofu og tørrede skaldyr til deres kost.
Crowd control is the issue. Der er ikke tale om at få styr på et område mellem mellem Korsør og Slagelse for at opspore en forbryder men at inddæmme en global sundhedsrisiko i verdens største og mest mobile befolkning, og Kina tager det fulde ansvar og påtager sig de barskeste forholdsregler for at få coronaen under kontrol.
Sølv og jade, som et gammelt kinesisk visdomsord siger, skal pudses med knofedt for at skinne.
Torsdag d. 30. januar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina #2
I Beijing er vi mange, der fornemmer at vestlige medier antyder, at de kinesiske myndigheder ikke oplyser om situationens udvikling og snarere gør alt for at manipulere tallene. Her kan I se, hvordan vi følger med: https://3g.dxy.cn/newh5/view/pneumonia. Det er der i skrivende stund 987.982.593 mennesker, der gør.
Du forstår naturligvis ikke et pløk, men siden burde alligevel kunne give dig en visuel idé om, hvor meget information, vi får. Den opdateres automatisk hvert 10. minut. De blå pile ud for de enkelte municipalities og provinser kan aktiveres, så man er i stand til at se udviklingen i bydele og counties.
Under 湖北 / Hubei, epicentret for corona-udbruddet, vil I således kunne se tallene for 武汉 / Wuhan men også for 恩施州 / Enshi, hvor vores kollega Yangyang opholder sig på nytårsferie indtil rigtig lang tid fremover; hun er lukket inde. Enshi er beliggende i Hubei provinsens sydvestlige hjørne, i et af Kinas mest ufremkommelige bjrgområder, der blandt andet bryster sig af verdens højest beliggende broføring. Byen er lille efter kinesisk målestok (450.000 indbyggere) men på grund af nærheden til epicentret oplever den høje sygdomstal, så det må være rædselsfuldt at være der.
I 北京 / Beijing er der som det vil kunne ses 110 sygdomstilfælde blandt de 21 millioner indbyggere (1 dødsfald) og udviklingskurven er stabil. Et ekstremt lavt tal, der dårligt lader sig registrere. Kulturcentret holder til i bydelen 朝阳 / Chaoyang der har registreret 21 tilfælde blandt seks millioner indbyggere.
Hvis der er ét sted i Kina, som er sikkert at opholde sig i under disse omstændigheder, er det Beijing med de bedste hospitaler, opvarmede bygninger, rigeligt med mad og i øvrigt fuld styr på epidemien. Livet er selvfølgelig præget af situationen. Man bliver indendøre med mindre man skal noget, passer sin krop, laver gymnastik og observerer statistikker og nyheder. Gaderne er tomme, men det hænger mindst lige så meget sammen med at vi kun er fem dage inde i nytårsferien. Under normale omstændigheder ville byen også være affolket, denne gang synes det blot mere markant, fordi man ved hvordan det ser ud andre steder.
På nuværende tidspunkt ved vi ikke om myndighederne vil skærpe adgangen til hele det store 798 Art District, hvor Kulturcentret er beliggende, eller f eks kræve, at den enkelte institution skal indføre individuelle temperaturmålinger for at lade folk ind. Det er f eks allerede tilfældet for alle koncertsale og biografer, der derfor er helt og aldeles lukkede; ingen har råd til at opretholde sådanne foranstaltninger. En eventuel afgørelse om vores sted vil formentlig først blive kommunikeret af myndighederne i anden halvdel af februar, når der kan tages bestik af de to ugers karensperiode for hjemrejsende fra nytårsferien. Sagen er nemlig, at de store udfordringer først begynder i næste uge, når folk efter planerne skulle begynde på arbejde, husk at vi kun er halvvejs i ferien. Visse store virksomheder, og næsten alle skoler og universiteter i byen har dog allerede annonceret, at ferien forlænges med mindst to uger for at forhindre, at for mange rejser til Beijing på samme tid og dermed udsætter sig for smittefare.
Fredag d. 24. januar 2020
Situationsberetning om corona-virussen i Kina #1
Tak for det forgange Grisens År og et glædeligt og lykkebringende nyt kinesisk år her fra et solbeskinnet og forbavsende lunt Beijing. Selv om byen som alle nytårsaftensdage ligger stille og næsten øde hen, er det lidt anderledes denne gang på grund af coronavirussen, som du selvfølgelig har hørt om. Næsten alt er lukket ned af præventive årsager, det er kun de små lokale forretninger og hvad dertil hører, som stadig fungerer, fordi myndighederne har aflyst alle offentlige aktiviteter på ubestemt tid, herunder besøg i Den Forbudte By, Templerne, museerne og sågar Den Store Mur for ikke at nævne shopping malls, koncertsteder, det er næsten kun et spørgsmål om tid før restauranterne også begynder at lukke omend det så vil være at økonomiske årsager. Folk går selvsagt ikke ud, så luksushotellerne er allerede i gang med tilbud for næste uge til 20% af den normale overnatningspris; 2 millioner aflysninger er det blevet til i Beijing de sidste dage. De muslimske og katolske trossamfund i Beijing har for lidt siden oplyst, at alle gudstjenester er indstillet på ubestemt tid og af en WeChat fra sønnernes tidligere skole kan jeg se, at eleverne bliver bedt om at holde yderligere to ugers ferie – til 17. februar – så man kan sikre at de er smittefri.
Det lyder dramatisk, men man skal huske at de store tal hænger sammen med Kinas størrelse og denne særlige periode, nytårsfesten som er verdens største migrationstid. Man regner med at der fra i tirsdags (sidste rigtige arbejdsdag) og frem til Lanternefestivalen om 15 dage vil være flere end 3 milliarder rejser i landet, primært til og fra familien. Det forklarer også, hvorfor man han valgt at lukke Wuhan og de nærmeste byerne af fra omverdenen. Wuhan er Kinas jernbaneknudepunkt numero uno, og 60% af landets togtrafik passerer på en normaldag én af byens banegårde, prøv at regne ud hvor mange potentielle rejsende der ville skulle forbi byen frem til 6. februar!
Jeg boede i Beijing under SARS i 2003 og genkender mønstret, blot er forholdsreglerne væsentligt mere effektive og kommunikationen (i sagens natur) mere omfattende nu. Civilsamfundet træder virkelig i karakter og det fyger med registreringer af lægestuderende, der frivilligt dropper nytåret for at tage til Wuhan og hjælpe den trængte sundhedssektor. I morges rejste 135 læger fra Shanghai på egen hånd til Wuhan og de får i morgen tilslutning fra kolleger i Beijing og andre storbyer samtidig med landsomfattende indsamlinger for ansigtsmasker, medicin osv.
Personligt er jeg ikke bekymret, men situationen har dog fået konsekvenser. Min svigerfamilie kommer ikke i aften for som planlagt at fejre overgangen fra Grisens til Rottens År og der bliver intet tempelbesøg i morgen som traditionen ellers foreskriver; madmæssigt har jeg modsat de lokale ingen udfordringer, en vesterlænding kan klare sig på et lager (+ vin) men mange kinesere får helt sikkert vanskeligheder ved at finde friske grøntsager, der skal købes dagligt ind. Det er som om Kina er blevet fanget af sin egen digitale succes: Det enorme land er buldret ind i den postindustrielel tidsalder, men orienterer sig stadig efter månekalenderen samtidig med at det regner med et par mobil-apps til at overleve. Men nej, ingen udbringning, ingen take-away i meget lang tid.
Yangyang, vores gode kollega, er ilde stedt. Hun kommer fra Wuhans omegn og tog tilbage i mandags og melder herfra om panikscener, som vedhæftede. Hun tror ikke hun får lov til at rejse tilbage til Beijing om en uge og er i øvrigt bange for smittefaren. Hun har f eks overhørt samtaler i byen om, hvordan man skjuler at have været i Wuhan. Den stakkel, vi prøver at støtte hende så godt vi nu kan.
Statistikken lige nu fortæller at helbredelserne ligger over dødstallene jvf denne helt friske opgørelse:
Total reported coronavirus cases in China (as of 2:33pm Fri Jan 24)
- 883 confirmed
- 1073 suspected
- 35 recovered
- 26 deaths
Alle steder fra cirkulerer der teorier om, hvorfor virussen er brudt ud, og de fleste synes at være enige om at årsagen skal findes i et frisk marked, der solgte alle former for kød. Kineserne ta’r det ovenfra og ned og konstaterer tørt, at nu er det tid til at stoppe med at æde som svin for at forhindre, at ulykkerne spreder sig som rotter. Endnu bedre udsigter med andre ord for dansk svinekødseksport, selv om jeg personligt tror, at dette bliver den kinesiske 9/11, der får landet til at blive mere vegetariansk. Buddhismen ligger jo i blodet og ikke så få plæderer for, at hverken Indien eller Indonesien har (haft) tilsvarende epidemier.
Måske. Med svigerfamiliens afbud i aften vil jeg dog skippe de traditionelle spiseforskrifter med jiaozi eller baozi (dumplings) og kaste mig over noget pata negra og en dåse foie gras fra Maman. Det passer bedre til champagnen.
Godt nytår!