Pitching for a Better Baltic Sea Region
“Hvordan kan din idé gøre Østersø-regionen til et bedre sted?”
Dette spørgsmål fik 9 iværksættere fra Danmark og Letland mulighed for at svare på mandag d. 28. oktober, hvor en international picthing-konkurrence fandt sted på Dokk1 i Aarhus. Konkurrencen var arrangeret af Dansk Kulturinstitut i Baltikum og var en del af første fase af det transnationale projekt Creative Ports, som DKI er partner i. Det overordnede tema for dagen var FNs Verdensmål og hvordan man som iværksætter, virksomhed og investor – på tværs af Østersøregionen – skaber værdi og bidrager til en fremtid med innovation og bæredygtige investeringer. De pitchende iværksættere skulle bl.a. forholde sig til FNs Verdensmål #12 og #13 om henholdsvis ansvarligt forbrug og produktion samt klimaindsats.
Blandt deltagerne var fx lettiske Baiba Ladiga, der producerer bæredygtigt fashion i eget navn, danske Lasse Cha Pedersen, der ejer møbelvirksomheden og designstudiet CHAPE samt danske Pelle Sølvkjær Christensen fra spilfirmaet GameCraft.
Pitching-konkurrencen blev afgjort af en kompetent jury inden for området:
- Jens Bach Mortensen (DK), administrerende direktør hos Kvist Industries
- Laura Očagova (LV) Business Incubator Department Director hos Magnetic Latvia, Investment and Development Agency of Latvia
- Bent Christensen (DK), iværksætter, bestyrelsesmedlem, ledelseskonsulent og investor
- Karoline Haulund (DK), Vicedirektør Creative Business Cup Danmark
- Christian Nyhus Andreasen (DK), Leder af Ideas Lab Incubator
Dagens glade vinder blev Linda Riekstina-Snore, administrerende direktør for Ette Tete, et lettisk møbelfirma, der designer håndlavede børnemøbler fremstillet af lettisk krydsfiner.
Det var en eftermiddag fyldt med innovative ideer, kreativitet, bæredygtighed og masser af networking og vidensudveksling. Undervejs var der fornemt besøg, da borgmesteren i Aarhus, Jacob Bundsgaard, kom forbi og holdt en tale om iværksætteri og kreativitet med fokus på Region Midtjylland. Pitching-konkurrencen blev indledt med et keynote-oplæg af danske Kasper Brandi Petersen, der har stiftet den dansk-hollandske tøjvirksomhed LABFRESH og afrundet med en koncert med det lettiske indieband Carnival Youth, mens juryen voterede.
En del af noget større: Creative Ports
Creative Ports er et transnationalt projekt med fokus på at understøtte og stimulere internationaliseringen af de kulturelle og kreative erhverv (CCI) i Østersø-regionen. Creative Ports samler en lang række aktører – heriblandt offentlige myndigheder, erhvervsfremme-organisationer, transnationale netværk, kulturinstitutter og forskere – i et samarbejde der skal fremme især små og mellemstore CCI-virksomheders adgang til internationale markeder, samt skabe øget samarbejde og nye relationer på tværs af Østersø-regionen.
Østersø-regionen besidder et mangfoldigt og attraktivt kulturliv og en mangesidig CCI-sektor, med aktører indenfor bl.a. kunst, design, mode, medier, forlagsvirksomhed, gaming og turisme. Selvom CCI-sektoren allerede er med til at drive den økonomiske vækst i regionen, ligger der et kæmpe uudnyttet potentiale for vækst og beskæftigelse (især for unge), da mange af regionens CCI-aktører er start-ups, freelancere og små og mellemstore virksomheder med få ansatte og fælles problemstillinger i forhold til at nå internationale markeder.
Creative Ports bringer 14 forskellige aktører fra hele Østersø-regionen sammen i et konsortium ledet af Goethe-Institut (DE). Projektets partnere er nøje udvalgt for at sikre en bred sammensætning af kompetencer og regional forankring og dermed sikre de bedste forhold for at opnå målsætningen om øget internationalisering på tværs af Østersøen.
Creative Ports er co-finansieret af EU’s Interreg Baltic Sea Region program, har et samlet budget på € 3080000 og har deltagelse af 14 partnere fra 8 forskellige lande (DK, DE, EE, FI, LT, PL, SE og RU).