fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
29 · 04 · 2019

Mennesker fanget i systemer – interview med kunstner Rune Peitersen

Historier om systemer og menneskerne der er fanget i dem – interview med Rune Peitersen

 

 

Foto- og videokunstneren Rune Peitersen præsenterer 25. maj sit nye værk The Voters and the Politicians på belgiske ERforS. DKI er partner i arrangementet, som indeholder talks og workshop, og leder op til EU-valget den følgende dag.

Vi har taget en snak med Rune om udviklingen i hans kunst de senere år.

 

 

Peitersens arbejde finder til daglig sted i Bruxelles, hvor præsentationen af hans nyeste værk også sker. Det er en by der byder Peitersen på givtige rammer for at udfolde sig:

 

Der sker mange spændende ting i Bruxelles for tiden, også på det kulturelle område. Det er en herligt kaotisk by, på stort set alle niveauer, så det gør at der også er rum til at man kan foretage sig meget.

 

I dette rum har Peitersen i den seneste tid lagt sidste hånd på The Voters and the Politicians, en videoinstallation der behandler den demokratiske beslutningsproces vi alle er en del af, mere eller mindre bevidst eller aktivt.

 

For tiden er det noget der interesserer mig, det er også en respons på hvad jeg ser omkring mig selvfølgelig, og politisk er det også et aktuelt emne. Hvordan er forholdet egentlig mellem politikere og vælgere, og hvor er vores politiske systemer i det hele taget på vej hen? Så det er også en måde for mig selv at prøve at forstå, hvad det er der foregår rundt omkring i verden, og prøve at sætte nogle ord og billeder på det.

Still fra The Voters and the Politicians - copyright Rune Peitersen

Jeg startede med at skrive et script til det, som så har ændret sig en halv million gange siden jeg begyndte, og så har jeg fundet billedmateriale online, som understøtter det jeg vil, og bearbejdet det efterfølgende.

 

Værket er anden del i serien CONTROL, første del, The Operators and the Targets, udstilledes med støtte fra DKI på sidste års Krakow Photomonth. Fotofestivalen havde i 2018 titlen ”Space of Flows: Framing an Unseen Reality”, og udstillingerne satte tilsammen fokus på de forskellige ”flows” vi befinder os i: af information, migration mm.

 

Rune Peitersen beskriver festivalen som meget velkurateret, gennemtænkt og saglig i sin behandling af alvorlige, aktuelle emner, og som givende et godt indblik i hvor fotografi, bredt forstået, bevæger sig hen og hvilken betydning det kan have. Han var desuden glad for at få muligheden for at møde mange kollegaer som han indtil festivalen kun havde kendt ud fra deres arbejde.

 

 

Kunst og samfund

Peitersens bidrag til festivalen var en relevant, underspillet foruroligende fortælling om vor tids krigsførelse. Udstillingen omhandlede det militære personel der styrer væbnede droner og de mennesker der er udset som mål til udslettelse. Den bruger billed- og videomateriale fundet på nettet, som Peitersen har redigeret og sat ind i en fortællemæssig ramme, der kaster lys på den menneskelige forbindelse imellem deltagerne i de ”depersonaliserede” kamphandlinger.

 

The Operators and the Targets fremstår ikke som prædikende, men er uden tvivl at betragte som en kommentar til højaktuelle spørgsmål om etikken i forbindelse med dronekrigsførelse. I de forudgående år beskæftigede Rune Peitersen sig med sin egen og vores fælles rolle som tilskuere til forskellige krisetilstande, i en serie på fire udstillinger med den overordnede titel Safe Distance. Det er dog ikke i hele sit virke han har behandlet politiske spørgsmål direkte. For omkring 8 år siden, gjorde en ændring i kulturpolitikken i Holland, hvor Peitersen boede, at han engagerede sig yderst aktivt i den offentlige debat, hvilket også kom til at spille ind på hans kunst.

 

Omkring det tidspunkt, hvor jeg afsluttede et større projekt om det at se og hvordan vores øjne opfatter verden, fandt en stor debat sted i Holland, omkring nedskæringer på kunst- og kulturområdet. Det medførte at jeg sammen med fire andre oprettede en organisation (Platform Beeldende Kunst/Platform for Visual Arts, red.) som prøvede at tale kunstens sag. Og også kigge på, hvor vi selv som kunstverden stod, i forhold til det system vi opererede i. Det slugte ret meget af min tid på det tidspunkt. Vi startede som fem personer, nu er det en organisation med mere end fem hundrede medlemmer, og jeg var formand og daglig leder de første fem år.

Still fra The Voters and the Politicians - copyright Rune Peitersen

Så det kunne ikke rigtig undgå også at influere den måde jeg så på kunsten på, og kunstens rolle i samfundet. Så da der blev tid til, at jeg skulle til at lave noget for mig selv igen, så var Safe Distance den første serie der kom ud. Som en reaktion på noget af det jeg så online. Billeder fra forskellige demonstrationer rundt omkring. Og også et behov for simpelthen at prøve at gøre mit arbejde mere politisk, i hvert fald prøve at kommentere mere direkte på nogle af de ting jeg ser omkring mig. Og prøve at finde ud af, hvad er mit eget forhold til det?

 

 

Sikker afstand og ubetrådt jord

Denne nye stillingtagen førte altså til Safe Distance-serierne, der behandlede henholdsvis protestbevægelser, amerikanske droneangreb, pirateri ved Afrikas Horn og ødelæggelser efter krigshandlinger. Men hvad igangsatte bevægelsen fra Safe Distance til The Operators and the Targets?

 

Jeg havde set på ret mange film til den anden serie i Safe Distance. Det er også baseret på den slags billeder (som The Operators and the Targets er, red.), men der er det stillbilleder. Så det kom af, at jeg havde set på så mange film og jeg synes der var mere i det. Det er et enormt stort emne på mange forskellige niveauer, når man dykker dybere ned i det, og begynder at læse om hvad det egentlig betyder juridisk, psykologisk osv. Så det var på basis af det, jeg ville prøve at se om jeg kunne skrive en historie som, jeg vil ikke sige humaniserede det, men som zoomede ind på de to enkelte aktører der er med i det, og via dem prøve at vise et større system, det sprogbrug der hører til og den måde vi ser det på.

 

Den første skitse så meget anderledes ud end det endelige resultat. Det var en proces der fandt sted, og jeg skrev scriptet om, guderne må vide hvor mange gange. Det var også et spørgsmål om at tilspidse det hele tiden, og prøve at se hvor få ord kan man bruge, for alligevel at sige tilpas meget? Og hvilke ord skulle det så være. Der er nogle tematikker der løber igennem, hvis man nærlæser det.

Still fra The Operators and the Targets - copyright Rune Peitersen

Rune fortæller mere om de nye aspekter ved hans arbejde, der kom frem i produktionen af The Operators and the Targets. Og hvordan det adskiller sig fra tidligere udstillinger.

 

Det var første gang jeg scriptede noget. Det var også første gang jeg brugte lyd i en film. Så der var nogle udfordringer der, som jeg skulle tænke over, og som jeg egentlig var ret glad for, at jeg tog imod. Det var den formelle side af sagen.

 

Men der var også et bredere perspektiv end tidligere:

 

Safe Distance havde stadigvæk ret meget relation til kunstverdenen, og var også lidt af en kritik på kunstverdenen selv. Det handlede om mit forhold til de billeder jeg ser, men det handlede også om, at når de billeder som jeg laver, bliver hængt op i et galleri eller på et museum, der render vi så rundt som beskuere og tilskuere med den samme ”safe distance”. Det prøvede jeg at kritisere eller gøre opmærksom på i hvert fald.

 

Det spiller selvfølgelig stadigvæk i The Operators and the Targets, men det er som om jeg er kommet lidt videre end det nu. Det er der noget meget rart i, noget mere frihed. På den anden side er den så også blevet lidt mere anekdotisk.

 

Så altså, det var nyt materiale og en ny måde at omgås materialet på, en ny måde at prøve at finde på historien på. Og så prøvede jeg at udvide mit emne, tage det ud over kunstverdenen og selvkritik. Det er også en lidt farligt ting, fordi i en vis forstand taler jeg for folk jeg ikke kender, om oplevelser som jeg ikke selv har haft. Det er lidt problematisk men på den anden side synes jeg også, at hvis ikke man som kunstner kan gøre det… Så det var også et spørgsmål om at prøve at finde en balance mellem kunstnerisk frihed og ens ret til at behandle bestemte emner og bruge bestemte billeder.

 

 

Helt eller bøddel?

I sin research til The Operators and the Targets, afdækkede Rune Peitersen som antydet en del af de grundlæggende juridiske, psykologiske og menneskelige spørgsmål der rejser sig i kølvandet på dronekrigsførelsens fremkomst. Et af de interessante aspekter er, hvordan droneoperatørerne bliver fremstillet fra forskellig hold.

 

Mange af operatørerne bliver hvervet på gaming-messer og lignende. Så unge mennesker går direkte fra at sidde og spille over til den slags ”spil”. En af de interessante ting jeg stødte på, var en diskussion omkring at operatørerne i meget høj grad lider af PTSD, hvilket den amerikanske luftmagt har brugt til at kreere et narrativ der understreger at operatørerne også er udsat for vold, psykisk vold, hvilket gør at de er mindst lige så meget soldater, som folk der rent faktisk er tættere på, hvor kamphandlingerne finder sted.”

 

Det virker som om det har været måden at fremstille dem på. At det slet ikke er så nemt som bare at sidde og game, eller rettere sagt, måske fordi det netop er at sidde og game, men at de på et eller andet tidspunkt bliver bevidste om hvad det egentlig er de foretager sig, så er det psykiske pres ret hårdt. Det har man, synes jeg, brugt for at legitimere, at der finder vold sted.

Still fra The Operators and the Targets - copyright Rune Peitersen

Krigsretten er baseret på den her idé om, at grunden til at man som soldat har lov til at dræbe en anden, det er fordi man selv kan blive dræbt. Men det siger sig selv, at der er ikke rigtig nogen chance for, at de her mennesker der sidder på 10.000 km afstand, har mulighed for at blive dræbt af dem de kæmper mod. Så egentlig falder det legale argument for at bruge vold til jorden, og det bliver ret speget, hvordan man skal se på det. Det er meget svært at tale om krig, og det kan så diskuteres hvordan man skal definere det. Er det egentlig bare henrettelser på lang afstand, en form for snigmord? Det er i hvert fald ikke en afbalanceret krigsscene.

 

For de mennesker der skal udføre krigshandlingerne, og specielt måske for deres familier, er det jo meget rart, at der ikke er nogen fare på færde. Uanset hvor lovligt eller ikke lovligt det måtte være, eller om man støtter en krig eller ej, er der jo ikke noget rart ved at se ens børn blive sendt i krig. Så i nationer der har muligheden for at føre krig på den her måde, og der hører vi vel også til, kan jeg godt forstå man vælger det. For man vil heller ikke have at folk kommer hjem i ”body bags”. Det er jo lektionen fra Vietnam. Hvilket i mine øjne ikke på nogen måde retfærdiggør det, jeg vil ikke sige jeg på nogen måde bakker op om det,    men det er ikke svært at forstå.

 

 

Billeders sprog

Det vigtige for Rune Peitersen er, at vi bliver ved med at udvikle vores evne til at fortstå og afkode billedmateriale i en tid, hvor vi er meget mere belastede med informationer vi skal forholde os til, end vi nogensinde har været før.

 

Vi bliver bombarderet med så mange billeder, og vi laver selv så mange billeder hele tiden også, så jeg tror det er meget vigtigt, at man prøver at stå stille og se på, hvad det er for nogle billeder, og hvad kernen er i dem. Der er jeg ikke selv gået så meget ind på ideen om chokværdi, for jeg er ikke sikker på at højere resolution nødvendigvis gør et billede bedre eller siger mere. Jeg har det sådan, at det i virkeligheden kan distrahere mere, fra hvad der egentlig bliver sagt.

 

Derfor prøver Rune i sit arbejde at finde ind til en form for kerne i billederne.

Still fra The Operators and the Targets - copyright Rune Peitersen

Det vil sige, fjerne farver og pixelere det, og ”blurre” det osv. Dels for at prøve at analysere de billeder jeg arbejder med, men også for at prøve netop at give det en form for modvægt til krigsporno og katastrofeporno, hvor det er højere og højere opløsning, skarpere og skarpere billeder, mere og mere i farve, og farverne er stærkere og stærkere. Hvilket også er interessant, fordi det siger noget om, hvad teknologien kan selvfølgelig. Men på en eller anden måde tror jeg det er vigtigt, at kunstnere og andre er med til at se og fortolke alle de billeder, så vi ikke bliver visuelle analfabeter.

 

En af de ting der kom ud af udstillingen i Krakow var, at kuratoren fra udstillingen, Iris Sikking gik i gang med at redigere en bog med titlen ”Why Exhibit?”, hvor hun også havde et interview med mig med. Der bliver givet flere bud på hvorfor det stadigvæk er vigtigt at udstille, og en af de ting der gør jeg synes at det stadigvæk er vigtigt, er dels så vi kan lære en form for ”visual literacy”.

 

Det er vigtigt at udstille fordi vi kan udstille. Og hvis man ser på, hvordan det politisk går til rundt omkring, også i Europa, så er det som om der bliver færre og færre steder, hvor det er muligt at udstille, frit i hvert fald. Og udstille skal selvfølgelig ses meget bredt, også som at lave kunst på en måde, hvor man kan vise hvad man vil og udøve kritik på magthaverne. Uagtet at vi bliver oversvømmet med billeder hele tiden, så er det meget vigtigt at der er folk som reflekterer på de billeder. For at vi kan lære at aflæse det, og forstå, hvad det egentlig er der kommer over os.

 

 

Interview: Adam Kalkrup

 

Thumbnail- og bannerbilleder er taget fra The Voters and the Politicians/The Operators and the Targets – copyright Rune Peitersen