Interview – Kopenhagen Laptop Orchestra
Interview med Kopenhagen Laptop Orchestra – elektroniske improvisatorer par excellence
I 2016 var Kopenhagen Laptop Orchestra, eller KLO som navnet mundret forkortes, inviteret af DKI til at være en del af den danske pavillon ved OL i Brasilien, Heart of Denmark. Nu skal de igen til landet, for at spille deres helt særlige brand af elektronisk livemusik, hyret af det markante SESC São Paulo – Brasiliens kulturcentre med social sigte. Også dette arrangement er kommet i stand via det arbejde DKI i Rio de Janeiro udfører. I forbindelse med turen har vi talt med lydmagerne.
Det set-up der udgør KLO kræver næsten en lille forklaring, hvis man ikke i forvejen kender de musisk teknologibegejstrede ildsjæle. Det fulde navn antyder, at de er et orkester, der spiller på bærbare computere. Men de gør mere end det; de laver selv de programmer, de bruger til at komponere og spille musik, og nok indgår bærbare i deres udstyr, når de spiller koncert, men de er dele i et sindrigt system.
Udgangspunktet for orkesteret er at være med til at flytte grænserne for, hvordan elektronisk musik bliver opført live, hvilket de i den grad må siges at have gjort, og fortsætter med at gøre. Det gør de ved at improvisere ved hjælp af de forprogrammerede elementer, hvilket gør at hver optræden bringer en eller flere helt unikke kompositioner til verden.
Da orkesteret begyndte, talte det 8 musikere og en visualist. Siden da har der været skiftende besætninger, og i øjeblikket udgøres det af Lasse Munk, Andreas Wetterberg og Tobias Lukassen. På den første tur til Brasilien var det kun Lasse, der var med af de tre, en tur som han opfattede som en både spændende og uvant oplevelse.
Lasse: Vi spillede på Heart of Denmark, som lå på Ipanema Strand. Et fuldstændig fantastisk flot sted, pavillonen var også mega-fin. Jeg tror, vi spillede 5 eller 6 dage, hver aften. Det var ret sjovt at prøve, også lidt underligt, fordi set-uppet fik det lidt til at ligne, at vi var DJ’s. Der var mange, der gik rundt og troede, vi stod og spillede plader, men vi stod rent faktisk og spillede koncerter!
Men hvor koncerterne i ’16 var en del af den ganske specielle ramme som OL og Heart of Denmark satte, kommer besøget i oktober til at have musikken og faglig udveksling som fokus.
Lasse: Den her gang skal vi derover og spille nogle koncerter på et spillested, i samarbejde med en organisation, som hedder SESC. Der bliver det noget helt andet, for der bliver det sådan en rigtig koncertsituation. Og vi skal over og besøge universitetet i São Paulo, med en professor der hedder Rogerio Costa, som også er musiker og underviser i elektronisk musik. Jeg tror, det bliver spændende også at komme til at snakke med de studerende og de andre, der arbejder der (på universitetet, red.).
Andreas: Det er jo en kæmpe mulighed for at få lov til at opleve Brasilien, det er sådan en tur, der er en total, absolut ”no-brainer” for mig. Selvfølgelig skal man afsted!
Lasse: Det var bare helt vildt at være i Rio for to år siden og se, at alle aftener bare var en dansefest, hvor gamle dansede med unge og havde det vildt sjovt. Der var en helt anden samhørighed omkring en live musik/danse oplevelse end vi har oplevet i Danmark. Vi kan godt lide at danse, men har f.eks. aldrig været på besøg på et plejehjem, hverken for at danse eller spille koncerter.
Brasilien har altid haft en ganske særlig forståelse for kropsligheden i rytmisk musik, og det bærer over i den elektroniske scene. Givetvis fylder den vestlige pop meget, men de lokale indflydelser er meget vigtige i groovet og nærværet.
For os er forståelsen af musik som helhed vanvittigt fascinerende, og derfor giver det meget at møde andre musik-kulturer, som ser vores fælles medie fra en anden vinkel og med en anden kulturforståelse. Vi synes også det er fedt at høre Cartola (Berømt brasiliansk samba-musiker/komponist, red.) selvom vi godt kan lide at høre techno.
Et dynamisk udviklet orkester
Besætningen i KLO har som nævnt ikke altid set ud som, den gør i øjeblikket. Lasse, Andreas og Tobias har dog alle været med helt fra begyndelsen. Den gradvise ”nedskæring” på antallet af medlemmer, fra de oprindelige 8+1, har delvis haft grund i ændringer i de forskellige bidragyderes faglige og personlige omstændigheder. Men der har også været tale om en fokusering i forhold til, hvilket udtryk man ønsker at opnå.
Andreas: Det oprindelige oplæg til orkesteret var laptop-orkestre fra universiteterne i USA, som var store ensembler, hvor alle havde hver deres syntetiske triangel, de spillede på. Og det havde vi sgu ikke lyst til. Vi kan godt lide at lave rabalder, og vi kan godt lide at få mulighed for selv at lave rabalder. Og så skal man altså ikke være for mange mennesker. For de er, når man spiller musik på computere, så kan alle lave alle lydene i universet – dem skal der ikke være for mange af på en scene.
Ud over at skabe et mindre ensemble, har KLO fundet frem til en vis rolleopdeling i forhold til, hvem der producerer specifikke dele af det samlede lydbillede, såsom rytmesektion, atmosfæriske lydflader og melodier.
Lasse: Det var vi nødt til. I starten kunne alle spille lidt af hvert. Det vi startede med at mødes om, var en fascination af elektronisk musik, og det at lave ens egne elektroniske instrumenter ved hjælp af programmering. Men det, det er endt ud med at være, det er, at det på en eller anden måde giver mening, at der er en rollefordeling, ligesom der ville være, hvis det var en jazztrio.
Der kan ikke være uendelig lyd, så lyder det ikke fedt. I øvrigt er det også svært at overskue både at spille trommer, melodier, bas og… Så det er fedt, at der er nogle, der er specialiserede og dedikerede til at få den (enkelte del, red.) til at fungere godt i sammenspillet.
Andreas: Det gør det også lettere at finde ud af, ”hvem er det der laver den der lyd lige nu?” For hvis der er en eller anden lyd som er rigtig forfærdelig, og der ikke er nogen, der vil kendes ved den, så er det nok en selv, der laver den.
Lasse: Det er også en ret grineren ting ved at lave lyde med computere. Fordi de kan lyde så anderledes end hvis du f.eks. spiller guitar, så kan man tit blive overrasket, hvis jeg f.eks. siger ”skru nu ned for det der” (og opdager, red.) ”nåh, det er mig der står og laver den lyd!”
Andreas: Det er jo noget, der sker, når man overdrager agentur til en computer. Når du tager noget af den direkthed der er ved f.eks. at spille på en guitar, hvor strengen ikke siger noget, medmindre du hiver i den.
Vi har brugt fem år plus på at udvikle kode, der driver det her. Så tager man noget af det agentur, man har i øjeblikket og overdrager til ”gamle” Andreas, der sad foran skærmen og udviklede det andet. Så der er en diffusion af tid, ikke for at være alt for poetisk omkring det, men man tager noget af det øjeblikkelige og siger ”okay, det her bliver jeg nødt til at uddelegere, sådan at jeg ikke skal lave enormt mange handlinger” (i koncertsituationen, red.). Det er uddelegeret til noget arbejde, man har lavet tidligere.
Lasse: Helt klart, men det er også vigtigt at sige, at den kode vi har lavet er et instrument. Det er nogle muligheder, men lige så meget som en, der spiller i et andet rytmisk improvisationsorkester, med akustiske instrumenter, tager nogle valg, så gør vi det også i meget høj grad. Vi kan lyde meget, meget, meget forskelligt fra koncert til koncert. Så vi bruger computeren som instrument til at spille improviseret musik. Det er det, vi gerne vil.
Andreas: Det er det der med at bygge sit eget instrument samtidig med, at man laver en komposition live, og man står også og mixer det. Så det er enormt mange hatte at have på. Og det er skidespændende, især hvis man er kontrolfreaks, som vi er.
Efterhånden har vi fået flere og flere systemer, som hjælper med at tæmme vores sound i fællesskab, det er en af de ting vi arbejder meget på.
Tobias: Og vi har spillet meget sammen.
Andreas: Vi har spillet super meget, så der er også sådan en rent musikalsk, ensemble-gehør, som jeg synes, der er sket en stor udvikling med. Og resten det hjælper computerne os med.
Små bevægelser gør en stor forskel
Den ekspertise musikskaberne i KLO har opbygget, er ikke kommet ved at tage en ”færdigpakket” uddannelse. Der eksisterer nemlig ikke nogen uddannelse, der dækker alle de roller de udfylder, som både programmører, komponister, musikere og lydteknikere til egne optrædender.
Lasse: Jeg gik på en skole der hedder Sonic College, som ligger i Haderslev. Det var et sted, hvor der var meget øvelse på at lave lyde til forskellige ting. Det kunne være film, der er mange der laver computerspil, og der er mange der laver animation og teater. Jeg var meget interesseret i teknik og i at lave generative systemer. Andreas underviste i et bestemt studieprogram dernede, det var der vi lærte hinanden at kende.
Efter det gik jeg på Scenekunstskolen for at blive bedre til at overføre det, jeg vidste om at lave lyde og om designprocesser, til hvad det vil sige, hvis du sætter højtalere op i et rum. Hvad er akustik, hvad er mikrofoner, og hvordan er det scenekunstneriske? Det er jo sådan noget, vi bruger her, både at lave lyde og lave det live.
Andreas: Vi har arbejdet meget med, hvordan man formidler performance af elektronisk musik. Det kan være meget svært. Det er ofte små bevægelser, som gør en stor forskel, og det kan være lidt abstrakt for folk at følge. Vi gør meget for at modarbejde ”skriver e-mail syndromet”, at det ser ud som om, man lige så godt kunne sidde og skrive en mail. En af de ting der hjælper rigtig meget på det, det er, at folk rent faktisk står rundt om os og ser os svede over arbejdet, ser vi rent faktisk knokler for det. (Derfor, red.) er det en del af vores scenekunstneriske udtryk at spille i midten af folk.
Det er ligesom at jonglere: hvis vi holder op med at gøre noget, så kører showet ikke videre.
Lasse: Jeg tror, det med at folk kan mærke det er live, og at vi snakker sammen, altså at folk kan mærke det bliver lavet NU, (betyder meget, red.). Man kan ikke forstå alt, hvad der sker, men man kan forstå der sker noget, og man får forhåbentlig et eller andet forhold til, hvem der gør hvad. Der er mange, der bliver fascineret af det: ”vi forstod ikke lige det hele, men det var i hvert fald live, det kunne vi mærke.”
Andreas: Jeg tror en ting vi har formået, det er i hvert fald at lave en fascinerende proces. Som fanger folk, når de ser det, og de bliver grebet af det med at drive nogle tandhjul for at få ting til at fungere, i overført betydning. At der skal knokles for det. Det reagerer folk rigtig positivt på. Det synes jeg er noget, der skal udforskes mere – at arbejde på den måde. Også fordi vi kan godt lide, at se hvad der er muligt med teknologien, så det ikke er teknologien, der driver os, men det er os der driver teknologien.
Andreas: At udforske de ting, hvor man skal arbejde for det, synes jeg er enormt spændende, og vi eksisterer lidt i spændingsfeltet mellem, hvad er teknologiens bånd, og så at kæmpe tilbage imod det, og sige ”vi vil have teknologien skal gøre sådan her.” Det er skidespændende, også for publikum!
En jagt på lyd
Lasse: Vi har prøvet nogle forskellige formater af. F.eks. har vi prøvet at spille på Overgaden, hvor vi spillede en koncert, hvor hele udstillingen handlede om is.
Tobias: Det var en Kirsten Justesen udstilling, der hed ”Melting Time”, som handlede om is på forskellige leder og kanter. Der lavede vi en koncert, hvor vi interagerede med is og optog det live. Og så distribuerede det ud til de forskellige aktører, eller bandmedlemmer om man vil, og lavede det om til musik.
Lasse: Det er sjovt det med at bygge elektroniske, fysiske ting, som man kan bruge til at spille musik på virkeligheden, og lave musikinstallationer på den måde. Det med at bruge forskellige sæt af evner, til at lave elektronisk musik, der ikke behøver at lyde som en mærkelig synthesizer. Så kan det lyde som at spille musik på den verden, vi befinder os i.
Det gjorde vi også i Rio, hvor vi havde løbet rundt og samlet en masse skrald rundt omkring, og sammen med nogle af de mennesker, som besøgte pavillonen der, lavede sådan en stor installation på et bord, hvor publikum kunne bygge deres egne musikinstrumenter ud af skrald. Det var også spændende.
Andreas: Det er sådan en interdisciplinær jagt på lyd, hvor lige meget hvad det er, vi har fat i, kommer der gerne musik ud af det. Og jeg tror hele tiden vores tandhjul kører på ”hvad er den næste isblok?”
Tobias: Det er i virkeligheden kompliceret uden rigtigt at være kompliceret. Vi kommer ikke fra samme skole, men vi har alle sammen arbejdet med musik, teater, teknik, film, det ene og det andet, og kan alle mulige ting. Så det er sådan ”hive mind”-agtigt.
Andreas: En sump af viden.
Tobias: Ja, som vi kan skyde af på hinanden og hjælpe hinanden med at lave fede ting. Sådan tænker jeg meget på det. Så er det klart, at man har jo hver især de ting, man tænder på, og af naturlige årsager går man dybere ind i det. Men der er sådan en – og det er jo det, der er fedt, ligesom med alle gode arbejdsfællesskaber – der er en meget direkte forståelse.
Meget hurtigt kommer man frem til en terminologi, som de andre to forstår. Så man har samme sprog, det er fedt.
Den fælles forståelse bruger KLO til at nå ud til deres publikum, både i Danmark og internationalt. Og det internationale aspekt er vigtigt.
Lasse: Vi elsker at møde andre publikummer og musikere.
Dels føler vi det er vigtigt at være ambassadører for den improviserede (elektroniske musik-) scene men der er også bare en fryd i at deltage i en koncert med andre, som bare hører musikken anderledes. Den måde vi spiller på, gør koncerterne meget kollaborative med publikum, så selve publikums sammensætning betyder meget for synergien i en event.
Tyskland og England står begge meget stærkt for os, og har gjort det altid, men de er samtidig tæt knyttet til den danske musikkultur og dennes historie, så det bliver en stor oplevelse for os at træde ind i Brasiliens musikmiljø og indånde frisk inspiration.
Tekst: Adam Kalkrup