fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
01 · 05 · 2018

Wonderful Losers omtale på Filmkommentaren.dk

Baltic Frames filmen Wonderful Losers omtalt på Filmkommentaren.dk

 

 

På Filmkommentaren.dk har Tue Steen Müller meget fint omtalt en af filmene på dette års Baltic Frames filmfestival, nemlig Arunas Matelis cykeldokumentar “Wonderful Losers”. I sit personlige indlæg ridser Steen Müller den historiske baggrund for filmen op, ved at give et billede af instruktørens baggrund. De to mænd er personlige bekendte, hvilket hænger sammen med Tue Steen Müllers engagement i de baltiske landes frigørelsesproces efter sovjettiden.

 

Her er to uddrag, læs hele artiklen på Filmkommentaren.dk:

 

Om mødet med Arunas Matelis:

“Den 23.august 1989 tog to millioner mennesker hinanden i hånden og dannede en 675,5 kilometer lang kæde som protest imod den sovjetiske besættelse af de tre republikker Estland, Letland og Litauen. Det blev naturligvis filmet. Kæden blev kaldt The Baltic Way, eller The Baltic Chain, eller The Road to Freedom, den frihed de tre republikker så fik to år senere for Estland og Letlands vedkommende, et år senere for Litauen.

 

I juni 1990 blev Gudhjem på Bornholm vært for en Balticum Film & TV Festival, som blev arrangeret med penge fra det danske kulturministerium af folk fra TV2 Bornholm og Statens Filmcentral. Ideen var enkel, vi – jeg arbejdede på det tidspunkt i Statens Filmcentral – ønskede at støtte filmfolkene i de baltiske republikker ved at vise deres film og lade dem møde kolleger fra andre lande omkring Østersøen.

 

Aftenens instruktør Arunas Matelis var én af de instruktører, som kom til Bornholm i 1990, 29 år gammel. Han havde – sammen med kollegaen Audrius Stonys – filmet den 675,5 kilometer lange kæde, The Baltic Way, som filmen hed. Det blev for mig og andre til et nært venskab, som stadig eksisterer, det er snart 30 år, hvor jeg har mødt Arunas – og hans familie – i hans hjemby Vilnius eller ude i det smukke Litauen eller i Danmark eller på festivaler rundt omkring i Europa.”

 

Om filmen “Wonderful Losers”:

“Hvorfor cykelløb? Måske fordi Arunas selv er en fartbølle… jeg har ihvertfald siddet med hjertet oppe i halsen, når han har kørt mig til lufthavnen efter et besøg i Vilnius. eller fordi han selv er en meget habil cykelrytter, som kører fra sit hjem i skoven ind til kontoret i byen. Eller fordi cykelløb er – som i DK – en sport som litauerne sætter højt. Landet har en kvindelig verdensmester i landevejsløb, Edita Pucinskaite, som har hjulpet Arunas med at få adgang til at filme under Giro d’Italia. Bortset fra alle tv-reportagerne er det første gang, det er lykkedes, siden Jørgen Leth lavede sin film “Stjernerne og vandbærerne” i 1974.

 

Det har taget 7 år at få lavet denne film, som altså er optaget under Giro’en og som involverer 7 lande som medproducenter, det har været et helvede at få det til at hænge sammen, men det har været sliddet værd – filmen er nu på festivaler all over og har haft stor succes i hjemlandet, hvor den har solgt 15.000 billetter i biograferne. Ved hjælp af store plakater på busserne i Vilnius med Chris Anker Sørensen som blikfang. “Poetry in Motion” kalder Arunas Matelis sin film. Jeg giver ham ret. Se selv…”

 

 

Tue Steen Müller introducerede filmen ved visningen på Baltic Frames i Cinemateket.

 

Man kan nå at opleve filmene på Baltic Frames indtil 12. maj.