fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
17 · 04 · 2018

Baltic Frames Filmfestival i Cinemateket

Oplev det skæve, alvorlige og sjove, til Baltic Frames Filmfestival i Cinemateket

 

 

Efter den har lyst op på lærrederne i Øst for Paradis i Aarhus tidligere på måneden, kan man snart opleve Baltic Frames Filmfestival i Cinemateket. Åbningsdagen er d. 26. april, hvor der vil være reception, v. de baltiske ambassader i Danmark i Asta Bar (Cinematekets bar). Efterfølgende bliver de første film vist, dokumentarkortfilmen “10 Minutes Older” fra Letland og den litauiske komedie “Miracle” (Stebuklas) fra 2017. Festivalen løber til 12. maj.

 

“10 Minutes Older” er instrueret af Hercs Franks (LV). Den varer de ti minutter titlen benævner, og viser livet i en gruppe børns ansigter, mens de er vidner til en dukketeaterforestilling. Instruktøren Egle Vertelyte (LT) står bag “Miracle”, som beretter om en Trump-lignende forretningsmand der lader til at have løsningen på alle problemerne i en lille, hårdt presset landsby. Egle Vertelyte besøger Cinemateket, og svarer på spørgsmål fra salen efter filmvisningen.

Baltic Frames Filmfestival i Cinemateket

Temaet for årets Baltic Frames er “A Celebration of Contemporary Baltic Cinema”. En fejring der falder sammen med fejringen af de baltiske landes 100 års selvstændighed. Festivalen præsenterer ti nye, fremragende og yderst forskellige film fra Estland, Letland og Litauen. Tilsammen giver de et indblik i originaliteten og mangfoldigheden den nutidige baltiske filmproduktion byder på.

 

Programmet spænder fra satiriske behandlinger af overgangen til markedsøkonomi, som i f.eks. “Miracle”, til det dystre og stemningsmættede eventyr “November”, af estiske Rainer Sarnet. En gennemgående genre er dokumentaren, som der dog også er flere originale takes på. Nogle udfordrer grænsen mellem fiktion og dokumentar, som Eeva Mägis “Lembri Uudu”, der lader billedet af en landsby stå frem, ved at lade den blive hjemsøgt af spøgelset Uudu. Andre bringer publikum helt tæt på det levede liv, som den prisbelønnede dokumentarist Arunas Matelis “Wonderful Losers: A Different World”, der belyser den barske tilværelse som hjælperytter på et professionelt cykelhold.

 

Danske Chris Anker Sørensen er en af hovedpersonerne i “Wonderful Losers”. Filmen vil til Baltic Frames blive introduceret af Tue Steen Müller, som har været en betydningsfuld person for dansk og europæisk dokumentarfilm, og var en af arrangørerne bag begivenheden Balticum Film & TV Festival, der fandt sted i ti år.

 

Baltic Frames 2018 er arrangeret af Dansk Kulturinstitut i samarbejde med de baltiske ambassader i Danmark, de baltiske filmcentre samt Danmarks Kulturministerium og Udenrigsministerium.

 

For billetter eller flere oplysninger om program og film se dfi.dk