fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
20 · 03 · 2018

Foredrag og fernisering på Look! Polish Picture Book!

Foredrag og fernisering på Look! Polish Picture Book! på Blågårdens Bibliotek

 

 

Onsdag d. 14. marts var der fernisering på udstillingen Look! Polish Picture Book! I den forbindelse blev der også afholdt et foredrag med Małgorzata Cackowska, underviser på Institut for Pædagogik i Afdelingen for Uddannelsesfilosofi og Kulturstudier ved Universitetet i Gdańsk og del af gruppen der står bag udstillingen. Arrangementet fandt sted på Blågårdens Bibliotek, hvor udstillingen er at finde i disse dage.

 

Małgorzata Cackowska understregede at mangfoldighed er det ord der bedst betegner den polske skole for illustration. Men selv i den mest mangfoldige tradition er der dog gennemgående tendenser. En af de teknikker der har været brugt yderst effektivt af flere af de store polske illustratorer, er collage. Collage har bl.a. den styrke, at illustrationerne kan indeholde elementer der knytter sig direkte til hverdagens billedflade. Ved f.eks. at bruge billeder fra reklamer, kan man trække på meget fasttømrede og stærke associationer hos læserne.

 

For tiden er flere af illustratorerne meget optagede af, at arbejde med forskellige typografiske udtryk. Legen med at gøre bogens tekst til en del af illustrationerne, får hele papirfladen til at leve. Den tilgang passer også godt med et andet hovedtræk ved den polske skole for illustration, idéen om at arbejde med det enkelte værk som en helhed, i stedet for at tænke tekst, bogdesign og illustrationer “adskilt”.

Małgorzata Cackowska fremviser en enestående bog til foredraget

De eksempler Małgorzata Cackowska gav på den lange tradition er for mange at nævne her, men et af de mere bemærkelsesværdige ses på billedet herover. En nyfortolkning af den klassiske polske bog, “The Locomotive”, kan foldes ud i metervis! Bogen har vundet flere priser.

 

Til ferniseringen talte flere fra holdet bag udstillingen, som er et projekt fra Baltic Sea Cultural Centre i Gdańsk. Polens ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys, og DKIs generalsekretær Michael Metz Mørch deltog i åbningen af udstillingen.

Polens ambassadør Henryka Moscicka-Dendys taler ved ferniseringen

Look! Polish Picture Book! som løber til 14. maj, og kan bestemt anbefales til en god tur med familiens yngste, eller hvis man interesserer sig for illustration eller bogdesign. Her kan du læse mere om udstillingen og holdet bag.