Interview med Johan F. Krarup og Anna Degnbol

I 2015 tog interesseorganisationen Danske Tegneserieskabere initiativ til, at uddele en ny pris for de bedste præstationer inden for branchen. Den kom til at hedde Claus Deleuran Prisen, efter en af dansk tegneseriekunsts største skikkelser. I 2016 blev de første priser givet, bl.a. til Karoline Stjernfelt, Ida Felicia Noack og Adam O, som DKI for nyligt inviterede til et branchemøde med forlæggere i Bruxelles.

Nu uddeles Claus Deleuran Prisen for tredje gang, og i den forbindelse har vi snakket med to af de nominerede, Johan F. Krarup og Anna Degnbol. Krarup er nomineret for ”Styrelsen”, der giver et satirisk billede af Udlændingestyrelsen, baseret på tegnerens egne erfaringer som medarbejder. Degnbol har sikret sig en nominering med den drømmeagtige fortælling ”Grus”, om en ung kvinde der vender tilbage til sin barndomsby. Her kan du bl.a. læse om tankerne der har ligget til grund for de nominerede graphic novels.

Satiren som oplysning

Nogle laver satire, andre er satirikere. Johan F. Krarup er at finde i sidste kategori. Han har igennem en alenlang liste af striber og udgivelser gjort opmærksom på det lattervækkende og latterlige i alt fra Batman til selvrealisering. Han har noget på hjerte når han gør nar, men er overvejende ikke en rasende samfundsrevser.

Johan: Jeg er ikke som sådan vred på nogen. Eller, jo, det er jeg ofte, men det fungerer ikke som rigtig drivkraft i mine lange tegneserier. En sjælden gang imellem kan jeg dog godt bruge harme som drivkraft for at lave en enkelt tegning eller en helt kort serie. Harme er effektivt som drivkraft for dag-til-dag-tegneserier eller avissatire for mig, men ikke rigtig til de lange historier.

”Styrelsen” er en af disse længere historier, og til den har drivkraften været ønsket om at sprede et budskab om skrøbeligheden i det demokratiske retssystem, når det skal udmøntes i en banal hverdag, hvor forudsigeligt fejlbare mennesker ”trykker på knapperne”.

Johan: Jeg begyndte at arbejde på tegneserien et par år efter min ansættelse som sagsbehandler i familiesammenføringskontoret, men der gik faktisk noget tid, før jeg endte med at skrive/tegne om korruptionssagen. I første omgang lavede jeg nogle scener med en satirisk tilgang til stoffet, men med et mere generisk kontorunivers fra en dansk dagligdag. Da jeg så begyndte at læse om korruptionssagen, flettede jeg den ind i arbejdet. Men den egentlige anstødssten til den endelige historie blev, da jeg læste et interview i en avis med en af de ansatte, der var tiltalt for at have taget imod bestikkelse. Den ansatte følte sig udsat for et svindelnummer og nægtede sig skyldig. Den vinkel kunne være interessant at følge, syntes jeg. For resultatet af retssagen blev, at de to tiltalte kun blev dømt delvist skyldige grundet manglende bevisbyrde.

Underviser man ikke i demokrati i skolerne i dag? Her vil min tegneserie være ret relevant, synes jeg. For korruption er en af nøglerne til forståelsen af demokrati og retssamfund. Eller sagt på en anden måde: Korruption er en af de største forhindringer for demokrati og retssamfund. Kigger man på, hvor korruptionen er størst, så er det i de lande, hvor demokrati og retsstat står svagest.

Satiren er en oplagt form, når man vil gøre opmærksom på hvor demokratiet knager, og Johan nævner nogle forgængere som er værd at se nærmere på, hvis man kan lide god, tegnet satire.

Johan: Jeg er ret vild med en hel del tegnere, som er mere eller mindre satiriske. F.eks. Chester Brown, der laver bl.a. selvbiografiske tegneserier. Han er ikke satiriker, men har en næsten grusom underspillet tone i sine historier. En anden er franske Gérard Lauzier, der lavede virkelig ond og virkelig morsom samtidssatire i 1970erne. Et dansk bud på en tegner, der vel også placerer sig i et spor mellem satire og realisme er Nikoline Werdelin, som jeg både er inspireret af og faktisk deler kontor med for øjeblikket.

Grænsen mellem magi og realisme

Anna Degnbol har ikke kun en anden streg end sin kollega, hun tager også et helt andet udgangspunkt i sine fortællinger. Flere af hendes historier bevæger sig på grænsen mellem virkelighed og magi. Man kan lidt forsimplet sige, at billede kommer før budskab, eller at stemninger er vigtigere end mere konkrete betragtninger. Den tilgang går fint i tråd med de kunstarter Anna nævner som primære inspirationskilder.

Anna: Film og musik. Det er helt sikkert i filmens verden, jeg selv har de største oplevelser, og jeg tænker ofte over “hvordan ville jeg formidle den her stemning eller følelse, hvis jeg skulle gøre det i en tegneserie.”

Det var ud fra et lignende grundlag at arbejdet med ”Grus” begyndte. Men processen lod Anna udforske nye arbejdsmetoder.

Anna: Som oftest starter mine projekter med en stemning, jeg gerne vil formidle. Derfor startede projektet helt uden struktur og planlægning, og jeg havde ikke en fastlåst idé om hvordan historien skulle ende. Midt i projektet gik det op for mig, at hvis jeg ikke skulle fortsætte for evigt, måtte jeg få en mere fast struktur på arbejdet (storyboards, delmål og deadlines) og hjælp til at gå historien igennem. Jeg har aldrig på den måde haft feedback på selve historien og dialogen undervejs, og det var ret grænseoverskridende, men også vildt lærerigt for mig.

Men struktur på arbejdsprocessen betyder ikke, at de mere uhåndgribelige elementer bliver færre i det færdige produkt. ”Grus” er båret af associative hop, en fortællestil der kan kædes sammen med surrealismen, og en sparsom brug af tekst, der til gengæld bliver opvejet af billeder der bringer liv til flosklen om, at de kan sige mere end tusind ord. Anna beskriver hvad hun synes det kan give en historie, når man som fortæller fravælger at holde sig til en streng realisme.

Anna: Det giver et ekstra lag af fortolkning og abstraktion, som jeg synes kan bidrage til formidling af følelser og stemninger. Det er ikke vigtigt for fortællingen i Grus, hvorvidt nogle af de mere urealistiske hændelser reelt er foregået eller ej, men det er med til at male et billede af hovedpersonens sindstilstand.

Jeg synes det er rigtig interessant at arbejde med pacingen af historien, og hvordan man, ved hjælp af skift i paneler og brug af plads ind i mellem dem, kan skabe en fornemmelse af tid – der enten går hurtigt, står stille eller går langsomt. Derfor vil jeg nok fremhæve de ordløse scener ind i mellem, som mest interessante.

Tegneseriens muligheder

Der er i disse år et større fokus på tegneserien som ”alvorligt medie”. Eller på at den kan være det, ligesom den kan være kalorielet underholdning. Med begrebet graphic novel er der skabt en ramme om ambitiøse tegnede fortællinger, som kulturbrugere kan nikke genkendende til. Det mærker man også herhjemme, mener Anna Degnbol.

Anna: Ja, det synes jeg bestemt. Det er bare rigtig positivt, at mediet har medvind og bliver mere og mere anerkendt. Det skaber plads til at udforske den gængse opfattelse af tegneserien, og jeg synes man kan se, at der er flere og flere der eksperimenterer og fornyer mediet.

Og som det gælder for ethvert medie, har tegneserien sine helt særegne muligheder. Johan F. Krarup fremhæver nogle af mediets særlige kvaliteter.

Johan: Tegneserien kan bedre end nogen anden kunstform fortælle historier med billeder. Filmen kan på mange måder det samme, men viser så at sige ‘hele’ historien, hvor tegneserien er tvunget til ’snapshots’. Derfor er det uhyre vigtigt, hvilket billede man vælger at tegne i den specifikke situation. Billederne understøtter historien og alt, hvad man tegner, har betydning for historien. Tegneserien fortæller komplekse historier i et relativt højt fortælletempo, men med ret effektive virkemidler. Da både billeder og tekst er til rådighed, finder tegneserien ofte en genvej, hvor man får det maksimale ud af hvert virkemiddel. Instruktioner er i dag tegneserier: Fra IKEA-instruktioner til sikkerhedsprocedurer i fly og tog. Fordi fortælleteknikken er effektiv.

Så hvad har de to roste tegnere tænkt sig, at bruge denne særlige prisme til at formidle i næste omgang?

Johan: Lige nu arbejder jeg på en selvbiografisk historie, der handler om at træde ud af barndommen og ind i ungdommen. Det lyder ret banalt, men forhåbentlig lykkes det mig at lave et interessant greb på historien.

Anna: Jeg har længe tænkt at jeg gerne vil lave noget i science fiction genren. Jeg er ikke interesseret i en eller anden kæmpe stor space ballade (tænk Star Wars, red.), men en fortælling, der foregår i en verden ikke så fjern fra vores, som alligevel har nogle andre systemer og strukturer. Jeg er dog ved at færdiggøre min bachelor i Visuel Kommunikation på Designskolen, så det bliver nok først efter det.

Claus Deleuran Prisen bliver uddelt onsdag d. 21. marts på Storm P. Museet.

Interview: Adam Kalkrup