fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
10 · 09 · 2016

Baltic Sea Docs fejrer 20 år

Baltic Sea Docs samler i denne uge (7.-11. september 2016) professionelle dokumentarfilmfolk og -publikum til et internationalt filmforum i Riga. Arrangementet er en vigtig platform for dokumentarister til at finde finansieringsmuligheder og netværk til at få sine film ud i Europa.
DKI i Estland, Letland og Litauen er en mangeårig partner i forummet og er i år medarrangør af programmets netværksdel.

 

I Danmark er det dokumentarfilmeksperten Tue Steen Møller og dokumentaristen Michael Opstrup fra European Documentary Network, der er nogle af drivkræfterne i forummet.

 

Se mere om Baltic Sea Docs.

 

Igennem 11 år har Baltic Sea Docs givet publikum muligheden for at se noget af det bedste inden for nyere dokumentarfilm. Årets program har fået titlen ”Beyond Good and Evil”, og udover visninger af de 9 udvalgte film i biografen KSuns i Riga vises der også film i de lettiske byer Cēsis, Jēkabpils, Rēzekne, Talsi, Valmiera and Ventspils.

 

I år kan The Baltic Sea Forum fejre 20 års jubilæum. Det blev skabt på dansk initiativ i 1997 og blev også afholdt i Danmark frem til 2001. Herefter blev organiseringen givet videre til baltiske arrangører. I de første år rejste festivalen rundt til forskellige byer i Baltikum, men har siden 2005 været fast placeret i Riga.
I dag er det Letlands National Fim Centre i Letland, som står bag festivalen sammen med European Documentary Network (EDN), der er baseret i København.