Danmark og Ukraine er “Tæt Knyttet”
I september 2026 var Dansk Kulturinstitut en del af initiativet “Tæt Knyttet – МІЦНІ ЗВ’ЯЗКИ”, som satte fokus på de mange organisationer, virksomheder og mennesker, der gennem samarbejde har skabt stærke forbindelser mellem Danmark og Ukraine.
Som led i projektet etablerede Udenrigsministeriet og UN Live en online portal mellem København og Mykolaiv. Gennem UN Lives digitale portaler mødtes mennesker på tværs af landegrænser ansigt til ansigt for at dele erfaringer og perspektiver på livet under krigen, fællesskab, modstandskraft og håbet for fremtiden.
Samtalerne berørte en række aktuelle temaer, herunder minerydning, opkvalificering, genopbygning samt kulturens og traditionernes betydning som samlende kræfter i udfordrende tider.
Dansk Kulturinstitut og Ukrainian-Danish Youth House bidrog til programmet med to sessioner. Den ene satte fokus på musikkens og sangens rolle i krisetider, mens den anden undersøgte betydningen af stærke ungdomsfællesskaber og trygge rum, hvor unge kan mødes, udvikle sig og skabe relationer.