fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
24 · 03 · 2020

Update fra Skt. Petersborg: Livet under Corona-virussen

Institutleder for Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg, Henriette Borg Reinholdt, giver et dybdegående indblik i dagligdagen under Corona-virussen. Læs hendes seneste updates fra Skt. Petersborg nedenfor.

(Er du journalist og ønsker yderligere info m.m., så kontakt presse- og kommunikationsrådgiver Anne Splittorff på tlf.: +45 2636 5775 / as@danishculture.com)


 

Onsdag d. 1. april 2020

(opdateret 3. april 2020)

Situationsberetning om corona-virussen i Rusland (Skt. Petersborg) #2

Indendøre men med god udsigt til Nikolskij-kirken (der nu er lukket)

 

De lange gåture i smukke Skt. Petersborg er blevet afløst af hurtige smutture rundt om boligblokken for at få sig en mundfuld frisk luft. Normalt trasker vores familie rundt i timevis for at finde nye parker og kigge på smukke kirker. Men de er nu blevet i lukket for at undgå at folk samler sig i større grupper. Det nye tiltag er indført efter, at præsident Putin i onsdags beordrede uge 14 som arbejdsfri for at standse smittespredningen. Det blev af mange russere opfattet som en gratis ferie betalt af staten. Parker og legepladser rundt omkring i den russiske hovedstad og i Skt. Petersborg blev fyldt med mennesker. Og en del bookede endda fly og hotel til den eftertragtede sydrussiske ferieby Sochi. Meget tyder på, at det gik op for myndighederne, at ugen uden arbejde ikke blev opfattet, som den burde af mange russere.

 

I Moskva, hvor antallet er smittede er langt højere end i resten af landet, har man taget skridtet videre, hvor det nu forbydes, at man bevæger sig længere væk end 100 meter fra sit hjem for at handle, gå tur med hunden eller komme af med sit affald. Og hammeren falder, hvis man ikke overholder den simple regel. Der vanker nemlig bødestraf, hvis politiet opdager folk, der uden grund har bevæget sig udenfor. I Skt. Petersborg er dette ikke strafbart, men det anbefales, at man holder sig indendøre så meget som muligt.

 

I modsætning til Danmark og resten af verden har russerne indført gradvise tiltag i bekæmpelsen af spredningen af coronavirus. Allerede i januar blev grænsen til Kina lukket. Så blev tilrejsende fra visse europæiske lande krævet at gå i selvisolation i to uger. (Og der blev holdt øje med dem, som ikke fulgte den simple regel. I Moskva benyttede myndighederne sig af byens omfattende ansigtsgenkendelsessystem, som hovedstadens overvågningskameraer giver mulighed for. Der var faktisk tilfælde, hvor folk blev snuppet på denne måde). Dernæst lukkede de store kulturinstitutioner og seværdigheder og større forsamlinger blev forbudt. Så blev alle grænser lukket, så man hverken kan komme ud eller ind i landet. Men altså først i denne uge tog den russiske regering yderligere et stort skridt og lukkede parker og kirker.

 

Her i Skt. Petersborg er der da også markant færre mennesker på gaderne, hvilket nok skyldes en blanding af, at mange vælger at rette sig efter myndighedernes retningslinjer om ikke at forsamle sig, mens mange andre benytter sig af muligheden for at tage ud i deres datja, nu hvor de har fået fri hele ugen med løn. Under alle omstændigheder har jeg og familien valgt at tage dette alvorligt og følge myndighedernes retningslinjer. Derfor holder vi os inden døre det meste af tiden og i stedet nøjes med at kigge fra altanen over mod ‘vores’ lille park og utroligt smukke kirke.

 

Torsdag tonede præsident Putin så igen frem på fjernsynet med en tale til nationen. Den arbejdsfri uge bliver forlænget frem til 1. maj.

Det betyder at vi kan se frem til yderligere fire uger væk fra kontoret, og al arbejde kommer til at foregå on-line. Set fra den positive side giver det nu mulighed for også at kaste sig over et on-line tegnekursus, dygtiggøre sig selv og børnene i at lave YouTube-videoer eller måske blot give sig i lag med et gigantisk puslespil.

 

Det er værd at gentage den russiske talemåde: ”Vi lever og vi får at se”.

 


 

Onsdag d. 18. marts 2020

Situationsberetning om corona-virussen i Rusland (Skt. Petersborg) #1

Så lukkede Vinterpaladset…

 

Man har i Rusland fulgt med i udviklingen af Corona, siden den brød ud i Kina, hvor man var hurtig til at lukke grænsen, til den bredte sig til det meste af verden, hvortil man nu også har lukket de fleste grænser.

 

Stemningen indenfor verdens største lands grænser er dog umiddelbart rolig. Situationen fylder langt mindre i nyhederne, end det tydeligvis gør i fx Danmark, og samfundet her i kulturhovedstaden Sankt Petersborg har indtil fornyligt fungeret uden særlige forandringer. Og så alligevel er der måske ved at ske noget: I går besluttede min familie og jeg os for at besøge det smukke Vinterpalads. Det er – fra en besøgendes synspunkt – et perfekt tidspunkt at lege turist, da der er meget tomt efter, at turister fra særligt Kina, men også mange andre lande ikke længere er i byen. Mens vi går rundt der i det enorme og overdådige museum, modtager vi meldingen fra det russiske kulturministerium om, at alle statslige kulturinstitutioner, også Vinterpaladset, karantænelukker fra efterfølgende dag d. 18. marts.

 

Vinterpaladset og en lang række andre store kulturinstitutioner går altså fra et få antal besøgende til ingen besøgende i ukendt tidsperiode. Samtidig begynder meldinger om, at nogle skoler og uddannelsesinstitutioner lukker fra næste uge.

 

 

Flyruter til og fra Rusland er aflyst og de fleste landgrænser lukket, så det er efterhånden blevet svært at komme ud og ind af landet. Af den grund blev der truffet en hurtig beslutning om i går at sende vores to praktikanter tilbage til Danmark med det samme for at undgå vanskeligheder med senere at komme ud af landet, inden deres visum udløber.

 

Som dansker i Rusland, der følger med i reaktionerne i Danmark og store dele af verden på den ene side og Ruslands ret nøgterne og afdæmpede reaktion på den anden side, kan jeg godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt det handler om, at Rusland rent faktisk har været i stand til at udgå voldsom smitte udefra ved hurtige grænselukninger eller, om Rusland blot ikke går i panik, fordi man har oplevet kriser før i historien.

 

 

Jeg vil gerne være optimist, men hvis det viser sig, at det er sidstnævnte scenarie, der gør sig gældende, betyder det nok, at vi lige nu befinder os i en gradvis nedlukning af landet, som også her kan ende med karantænetilstand og en katastrofal udvikling for sundhedssystemet og økonomien.

 

Som man ville sige på russisk: “Vi lever, og vi får at se”.