Ovenstående er de underliggende spørgsmål i det nystartede projekt ’Meeting Points’ i Krasnogvardeysky området i Skt. Petersborg. Projektet er støttet af Dansk Kulturinstitut, EUNIC samt Centre for German and European Studies og koordineret af Alexandra Nenko fra Arts4City, et kreativt forum der har til formål at skabe dialog mellem kreative grupper over hele Europa samt eksperter og borgere fra Skt. Petersborg. Sammen med den danske billedkunstner Kenneth Balfelt har Alexandra Nenko og Arts4City sat sig for at genskabe, eller snarere skabe, et offentligt rum omkring det såkaldte Sovremennik bibliotek.
Projektet blev skudt i gang d. 12. september i et mødelokale på Sovremennik biblioteket. Væggene er bare, og rummet lugter af maling. En gruppe på 16 drenge fra den nærliggende håndværkerskole, Okhtinskiy College, er forsamlet i midten af rummet.

Da Kenneth Balfelt begynder sin præsentation bliver det imidlertid tydeligt, at de unge håndværksstuderende ikke kun er inviterede på grund af deres evner, men også fordi de er lokale. Som brugere ved de, hvad biblioteket og dets omgivelser mangler.
I følge Balfelt er processen med at udvikle et offentligt rum en måde at fremkalde en følelse af fællesskab og ejerskab. Som kunstner har han ofte arbejdet med marginaliserede grupper, som alkoholikere og stofmisbrugere, med henblik på at indtænke deres ret til byrummet og er i den forbindelse blandt andet kendt for sit arbejde med udviklingen af Folkets Park på Nørrebro i København. Parken er kendt for at være et tilholdssted for socialt udsatte grupper, og ligesom i projektet med Sovremennik bibliotek havde Balfelt fokus på de lokale beboeres og brugeres behov.
Med det som rettesnor brugte de studerende fra Okhtinskiy College de følgende dage på at indsamle ønsker og behov fra andre lokale beboere – blandt dem både nuværende og fremtidige brugere af biblioteket.
Skitser, modeller og prototyper

Efterhånden som konteksten for biblioteket og brugernes behov tog form, begyndte de unge at udforme modeller, skitser og prototyper for området omkring Sovremennik biblioteket.
At arbejde med det offentlige rum er imidlertid ikke ukompliceret. Holdningerne hos lokale interessenter er lige så mange, som de er forskellige, og definitionen af, hvad der udgør et offentligt rum, kan være overraskende mangefacetteret og variere fra land til land. Udover at få et nyt blik på deres evner som et redskab, der kan bruges aktivt til at forme deres lokalområde, fik de unge således også mulighed for at reflektere over det offentlige byrum som koncept; dets formål og de muligheder, det bringer med sig.
Den ugelange workshop kulminerede søndag d. 17. september med en offentlig tilgængelig præsentation på biblioteket.

Lokale russiske radio- og tv-stationer var mødt op for at dokumentere det færdige arbejde og høre de studerende fortælle om processen. Selvom modellerne og billederne kun er midlertidige, lykkedes det de studerende, Kenneth Balfelt, Arts4City og Sovremennik biblioteket at igangsætte en dialog med brugere og borgere i lokalområdet samt skabe et idekatalog, som med tiden kan afprøves og implementeres. Måske vigtigst af alt har projektet bidraget til at ændre de lokale beboere opfattelse af lokalområdet.
Skrevet af: Astrid Rifbjerg, praktikant på Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg
Foto: Kenneth Balfelt & DKI Skt. Petersborg