fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
06 · 11 · 2017

Interview med Lana Hansen – grønlandsk forfatter og klimaforkæmper

Vi har taget en snak med den grønlandske forfatter og klimaforkæmper Lana Hansen. Lana er ikke så nem at sætte i en for snæver bås, og det er måske også fortegnende ”bare” at kalde hende forfatter. For ligesom hun både arbejder med at fortælle børn om klimaforandringer og deltager i internationale møder på området, så arbejder hun ikke kun inden for litteraturen, men også med kunst og musik. Den røde tråd er engagementet, i at få folk til at indse de må passe bedre på den klode vi lever på.

 

I 2009 udgav du bogen Sila, hvor en dreng bliver hvirvlet ind i kampen mod klimaforandringer, men på et mytisk plan. Hvorfor er det interessant for dig at bruge myter på den måde?

 

Den myte i Sila er den største myte i Grønland, blandt inuit, der handler om havets moder. Inuit-religion er animistisk og drejer sig om at respektere naturen og ikke overpresse den. Hvis man ikke respekterer naturen, vil havets moder have hævn. Det er det udgangspunkt jeg har valgt. Altså i mit eget synspunkt, så er Jorden det Paradis vi har, vi ved ikke hvad der sker i den næste elevator. Men den dyrker man meget, når man dør er man lykkelig, for så kommer man til den næste elevator. Men hvorfor ikke respektere naturen? Den satser man ikke så meget på, i forhold til religionen – den religion har vi jo ikke, vores religion er at vi skal respektere naturen. Det er derfor jeg synes dens myter er relevante i forhold til klimaforandringer.

 

Du er ved at få Sila oversat til kinesisk, men hvad arbejder du ellers på for tiden?

 

En af de ting jeg er i gang med lige nu, er at få noget musik om klima udgivet på engelsk. Det er lidt anderledes, med en grønlandsk musiker. Så er jeg også ved at forberede udgivelsen af en ny børnebog, jeg venter bare på en illustrator. Det er en meget dramatisk historie om en oplevelse på isen, med hunde, is og personer der er tæt på at dø. Den hedder Minik og Sukka.
I november skal jeg deltage i Nordwind kunstfestivalen i Berlin. Der skal jeg både deltage i paneler og holde foredrag om Grønland og klima. Et af stederne jeg skal tale er på forlaget Die schönsten Bucher des Nordens, hvorfra Sila skal sælges.
Men jeg er altid i gang med flere forskellige ting, f.eks. klimamøder. Så der er en del projekter jeg er ved at forberede. I vores inuit-tradition har der været en skik med, at videregive kendskabet til naturens signaler til næste generation. Fra generation til generation kender man til, hvordan man kan læse havet, himlen, dyrene og blomsterne. Men nu er den tradition ved at forsvinde, fordi klimaforandringerne ændrer verden så meget, at man næsten ikke kan bruge den. Det har jeg tænkt skal være udgangspunkt for et bogprojekt næste år. Jeg forestiller mig en billedbog med kreative tekster om bl.a. forudsigelser af vejret. Det skal være et samarbejde der blander det kunstneriske og videnskabelige, med billeder af en rigtig god fotograf. Desuden arbejder jeg på en bog om fremtidens Grønland, med titlen Oila.

 

Lana Hansen arbejder fra Berlin og Grønland

 

Noget af det du fokuserer på er at arbejde med børn omkring klima. Hvordan er din tilgang til det arbejde?

 

Det er fordi jeg tænkte over, at børn hører til daglig om klimaforandringer i nyhederne, men de kan ikke forholde sig til det, når man ikke forklarer dem om det. Så jeg fortæller om det på en anden måde. Jeg er ikke dommedagsprofet, jeg forklarer at en lille forskel altid er godt. Og så sørger jeg for at det ikke bliver prædiken og envejskommunikation, når jeg arbejder med dem er det altid noget hvor man får feedback begge veje.

 

Både når du henvender dig til børn og voksne er klima den helt tydelige røde tråd. Hvad er din motivation for at arbejde med klimaforandringer så konsekvent som du gør?

 

Det er fordi jeg er fra Grønland, at jeg arbejder med klima. I København eller Berlin der mærker man jo ikke så meget til forandringerne, men i Grønland er det helt tæt på, du ser folk begynde at tilpasse sig hurtigt, dyrene forandrer sig, havets strøm forandrer sig, alle mulige ting der sker meget hurtigt. Jeg har opdaget at jeg ikke egner mig til at være politiker, men som kunstner kan jeg forholde mig til det. Jeg synes at snakken om klima meget er kancellisprog, med grafik og statistik, det er meget elitært. Så det jeg prøver med kunsten og bøgerne og alt det andet jeg laver, er at få folk til at forstå hvad klimaforandringer er, fordi vi gider ikke læse statistikkerne.
Da jeg startede var det ikke in at tale om klima, og folk troede jeg var idiot, fordi jeg er snakkesalig og ikke er politiker. Men jeg har bare fastholdt at det er klima jeg skal arbejde med, og nu har jeg faktisk meget respekt i det grønlandske samfund, fordi jeg gør det jeg gør.

 

Tror du der er særlige Grønlandske måder at anskue problematikkerne på, der ville kunne hjælpe resten af verden?

 

Faktisk er der ikke så meget politisk fokus på de her ting i Grønland. I de store landes forsamlinger, når der bliver forhandlet i G20 f.eks., så er klima førsteprioritet. Men i Grønland er det bare ikke noget man prioriterer særlig højt, for der er så mange andre udfordringer, med vold og sociale problemer og al den slags. Vi har en klimapulje, men det er kun 20.000 kroner de uddeler (100.000 i 2017, red.), og Paris-klimaaftalen ville Grønland ikke underskrive. Grønland vil være industriland, de prioriterer ikke klimaforandringer, selv om de er så tæt på deres dagligdag. Så der er ikke så stor diskussion, og så er det folk udefra der taler om forandringen i det Grønlandske klima, mens grønlænderne ikke fortæller så meget. Jeg arbejder også på at få grønlandske kunstnere ud i verden, for jeg vil hellere vise hvordan vi selv ser på forandringen, end at høre fremmede komme til Grønland og fortælle om arktiske klimaforandringer.

Men der er begyndt at ske noget, f.eks. der hvor jeg kommer fra, Qaqortoq, er de begyndt at få energien fra vand og sol. Jeg bliver altid overrasket over når jeg kommer, hvor meget de gør, selv i mit lille sommerhus i Sydgrønland har min far etableret solcelleenergi! Alle er begyndt at bruge bæredygtige energikilder. Selv om den grønlandske befolkning er så få, er det altid dejligt at se hvor meget de gør, for at bremse den dårlige udvikling. Det kan jeg godt lide.

Grønland er jo symbol for klima ude i den store verden, og hvis grønlandske folk ikke har så mange ressourcer til at gøre en forskel eller fortælle resten af verden om problemerne, så må man bare lave lidt mere ude omkring, og vise at der er klimaforandringer. Jeg kan ikke lide offermentalitet, man må bare fortælle om problemerne, i stedet for at skyde skylden på andre, tage ansvar ikke fravalg. Tage ansvar omkring klima. Det er også der vi er nu, altså der er kun 56.000 indbyggere, det er ikke den store forskel, men alene den tilgangsvinkel vi har, den har jeg lagt mærke til.

 

Tror du forandringerne primært skal komme fra politikerne eller ”græsrødderne”?

 

Jeg tror ikke politikerne skal diktere hvordan vi skal leve, men de kan jo finansiere nogle ting. Jeg synes vi bør ændre vores livsstil, vores vaner, vores købestil, sådan så man bare gør en lille forskel hver dag. Jeg synes altid det er bedst, hvis vi kan ændre på vores daglige vaner, så der sker forandringer nede i ”jordbunden”.

Politisk har hver region jo også hver sin tilgang til problematikkerne, det kan man høre på klimatopmøderne. I Sydafrika er det meget ørken, i Mexico er det havet, i København er det isen, i Brasilien er det skoven – altså det er hver sin geografiske beliggenhed hver sit interessefelt. Jeg tror også det er ”White Man’s Burden”, det er de rige lande der må tage det største læs. I de fattige lande skal de jo leve, de skal overleve, have tag over hovedet og mad på bordet. Der er ingen demonstrationer i Mexico, i København og Paris er der store demonstrationer, det er også meget sådan noget der afspejler sig. Hvor ressourcestærke landene er, eller befolkningen. Så selv om dem der er mest berørt af klimaforandringerne nu det er naturfolkene, er det ikke dem man hører fra.

 

I september deltog du i det møde der fandt sted på DKI mellem den danske og den kinesiske forfatterforening. Hvad synes du du fik ud af det møde?

 

Jeg synes der var en god connection med de kinesiske forfattere, vi deler lidt asiatisk charme. Grønlandsk og asiatisk charme minder meget om hinanden. Danskere er meget seriøse når vi møder dem, men kineserne inviterede mig på ”vodkatur”! Det sagde jeg dog nej til, jeg drikker ikke vodka, men det viser noget om mentaliteten. Danskerne er så alvorlige og rationelle, jeg kan godt lide den der irrationalitet.

Læs mere om mødet mellem den danske og kinesiske forfatterforening, og den efterfølgende gæsteforelæsning på Københavns Universitet.

 

Lana Hansen deltager i Nordwind festivalen i Berlin, der løber fra 7. november i år til 13. januar 2018. Nordwind er en festival for dans, teater, performance mm., og har i år undertitlen “Songs of a Melting Iceberg – displaced without moving”. Se programmet for Nordwind.

 

 

Interview: Adam Kalkrup

Møde mellem den danske og kinesiske forfatterforening på DKI, hvor Lana Hansen deltog.
Få de seneste nyheder
Sign up