fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt
14 · 09 · 2026

Praktikanter til Østeuropaafdeling

Vi søger to praktikanter til vores Østeuropaafdeling til foråret 2027. Er det dig?

Interesserer du dig for unge, demokratisk udvikling, kultur og meget gerne for Østeuropa, så har vi to spændende praktikpladser ledige. Dansk Kulturinstitut er dybt engageret i Østeuropa med medarbejdere i Ukraine, Moldova og Georgien, der sammen med vores hovedkontor i København implementerer store Danida og EU-programmer og en bred vifte af kulturprojekter på tværs af regionen, der også dækker Armenien, Aserbajdsjan og Belarus. Vil du være en del af holdet, så er det nu, du skal søge!

 

Til foråret søger vi to studerende, der ønsker praktisk erfaring indenfor projektledelse og international kulturudveksling med fokus på EU’s østlige naboskabslande (Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova & Ukraine)

 

Den ene praktikplads er med base i Moldova, hvor du indgår i DKI’s team i hovedstaden Chișinău, mens den anden vil være på hovedkontoret i København potentielt med mulighed et ophold på vores kontor i Tbilisi, Georgien.

 

Vi har en masse opgaver klar – men der er altid mulighed for at præge din praktiktid hos os – alt efter hvilke kompetencer og interesseområder du har. Vi lover, at det ikke bliver kedeligt. DKI er en uhøjtidelig arbejdsplads med højt til loftet. Sparring, dialog og godt kollegaskab er i højsæde.

 

Din praktikvært vil være regionalchef Henriette Borg Reinholdt. Herudover vil du indgå i vores regionale team, som på forskelligvis er involveret i vores indsatser i regionen.

Dine opgaver
  • Koordination af møder, projekter og øvrige aktiviteter.
  • Udarbejdelse af dokumenter, blandt andet projektansøgninger, afrapporteringer, invitationer, mødenoter, kontrakter.
  • Research og udvikling af informationsmateriale.
  • Deltage i møder med partnere m.v.
  • Hjælp til afholdelse af arrangementer og events.
Hvem er du?

Vi ser gerne, at du kan sige ja til følgende:

  • Du studerer på en relevant videregående uddannelse.
  • Du er god til at kommunikere på dansk og engelsk – både skrift og tale. Måske kan du også et af regionens sprog?
  • Du har interesse for Østeuropa, men behøver ikke at være studerende med fokus på Østeuropa.
  • Du kan arbejde selvstændigt.
  • Du har et godt overblik og kan lide at være involveret i flere forskellige opgaver på en gang.
  • Du besidder den alsidighed, det kræver at være del af en lille arbejdsplads.
  • Du har interesse/viden inden for kulturområdet og/el. internationalt samarbejde samt interesse i projektarbejde og koordinering.
  • Nysgerrig og åben.
Hvad får du ud af praktikken?

Gennem en praktikperiode hos Dansk Kulturinstitut bliver dine kompetencer bragt i spil i praksis, og du får god indsigt i internationalt kultursamarbejde og udvekslinger.

 

Yderligere får du indblik i arbejdsgangene i en international organisation og en berøringsflade med et stort netværk af aktører – fra kunstnere til NGO’er og offentlige myndigheder.

 

Som praktikant tilknyttet vores indsatser i Østeuropa, kommer du til at få erfaring med en bred palet af administrative opgaver, der knytter sig til at udvikle og gennemføre kultur- og civilsamfundsprojekter i regionen.

Hvem er vi? 

Dansk Kulturinstitut har siden 1940 arbejdet internationalt med udvikling af kunst-, kultur- og samfundsrelaterede projekter. Via kunst og kultur ønsker vi at fremme interkulturel dialog og forståelse på tværs af landegrænser. Det er vores vision at vise, at udveksling af kunst, kultur og viden kan bidrage til håndteringen af globale udfordringer. Vi har hovedkontor på Vartov i København og regionale afdelinger i Asien, Østafrika, Østersøregionen og EU’s Østlige Nabolande.
Læs mere på www.danishculture.com eller følg os på FacebookInstagram eller LinkedIn.

Vilkår og praktikperiode

Praktikperioden er typisk på seks måneder med start i løbet af januar 2027, alt afhængig af den enkeltes studieordning og universitetskrav. Varighed og arbejdstid aftales med din praktikvært og justeres i forhold til rapportskrivning/deltagelse i fag eller lign.

 

Det er muligt for vores praktikanter at aftale et fleksibelt praktikophold og sideløbende have tid til at tage fag på universitetet.

 

Praktikopholdet er ulønnet.

Har du spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte regionalchef Henriette Borg Reinholdt (hbr@danishculture.com)

Sådan ansøger du

Motiveret ansøgning, CV samt dokumentation for uddannelse skal sendes direkte pr. mail til Henriette Borg Reinholdt: hbr@danishculture.com. Har du søgt praktik i andre afdelinger, må du gerne gøre opmærksom på det.

 

Send din ansøgning hurtigst muligt og senest d. 1. oktober 2026. Bemærk, at vi kalder løbende til samtale og forbeholder os retten til at ansætte, hvis den rette kandidat dukker op.

 

Vi opfordrer alle uanset personlig og faglig baggrund til at ansøge.