Reflected Shadows

“Reflected Shadows” er en samtidskunstudstilling inspireret af H.C. Andersens tankevækkende eventyr ”Skyggen”, hvor de danske kunstnere Signe Emma og Benny Brankovic i samarbejde med de kinesiske kunstnere Xie Rong og Deng Xiao samt den danske musiker og komponist Thomas Knak undersøger temaet “at se og blive set”. Udstillingen sætter fokus på identitet og selvfremstilling – et emne, der er særligt aktuelt for yngre generationer i både Kina og Vesten.
Udstillingen udfolder sig i et samspil mellem kunstneriske udtryk og kulturer og tager afsæt i den stigende betydning af sociale medier, hvor identitet bliver mere flydende og foranderlig. Værkerne tematiserer, hvordan det moderne menneskes eksistentielle vilkår – såsom sårbarhed, valg og tilhørsforhold – påvirkes af konstant eksponering og selviscenesættelse.
De fem værker, skabt specielt til udstillingen, fortolker forholdet mellem individ og fællesskab samt refleksionen mellem ’selvet’ og ’den anden’. Med installationer, lyd og taktile elementer skabes en rumlig fortælling, der konkretiserer nutidens identitetsdilemmaer og de sociale mekanismer, der former dem.
Udstillingen indgår i markeringen af 75-året for etableringen af diplomatiske forbindelser mellem Kina og Danmark.
Projektet er realiseret med støtte fra S.C. Van Fonden, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond og Jorcks Fond samt sponsorater fra Litecom, Kvadrat og DALI Speakers. En særlig tak går til H.C. Andersens Hus.