fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
05 · 04 · 2019

“Iron Women and Red Stockings”: propaganda og kønspolitik

“Iron Women and Red Stockings”: propaganda og kønspolitik i Kina og Danmark


 

 

Dansk Kulturcenter i Beijing har netop åbnet den retrospektive plakatudstilling “Iron Women and Red Stockings”, der er en dobbelt iscenesættelse af danske og kinesiske kvindefrigørelses-kampagner og propagandaplakater fra 1960’erne og 70’erne.

 

“Iron Women and Red Stockings” ser tilbage på propagandaplakaten som kunstform – og ikke mindst som middel til en pro-aktiv kønspolitik, velfærd og socialt baseret vækst.

 

Udstillingen sker i samarbejde med Hafnia Foundation og Kvindehuset i Gothersgade.

 

Kinesisk og dansk plakat fra "Iron Women and Red Stockings”-udstillingen ©DKI

Den dobbelte plakatudstilling sker som led i “Women Hold Up Half The Sky“- der er tema for Kulturcentrets samlede program for 2019’s aktiviteter for, om, til og af kvinder i Kina og i Norden.

 

Formidlingen af de kinesiske og danske propagandaværker minder os om vekselvirkningen mellem fremskridt, velfærd og menneskeværd og en pro-aktiv kønspolitik. Ved at drage paralleller mellem den danske og den kinesiske udvikling billedliggøres, hvordan ligestilling – på trods af grundlæggende at være den samme kamp – må finde sit særegne kulturelle udtryk.

 

雪莲朵朵 / Snow Lotus Blossomming ©Binggang

Den kinesiske plakatsamling (kurateret af Rodney Cone og Stevens Vaughn) afspejler det kommunistiske styres kulturrevolution fra 1949 til 1979 og udgør hovedparten af de udstillede plakater.

 

De danske værker tager udgangspunkt i Kvindebevægelsen fra 1969 til 1979 med plakater fra Rødstrømperne, Grevinde Danner, Femø-lejren m.fl, som Kvindehuset i Gothersgade har stillet til rådighed i form af high-res scans.

 

Udstillingen “Iron Women and Red Stockings” varer til og med 2. juni 2019.