fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
03 · 06 · 2020

DKI anbefaler: Russisk sommerlæsning

Litteraturen fylder rigtig meget i vores arbejde med kulturprojekter i Rusland, hvor vi har base i Sankt Petersborg. Den oversatte skønlitteratur giver mulighed for at udvide egne horisonter og stifte kendskab med nye kulturer.

I den forbindelse har vi indgået et samarbejde med oversætter Trine Søndergaard, som  i de næste par uger vil præsentere 10 oversatte russiske værker som inspiration til din sommerlæsning. Trine er cand.phil. i russisk filologi fra Københavns Universitet. Hun har netop modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat for sit kunstneriske virke som oversætter.

 

 

Anbefaling #1: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj

Svetlana Aleksijevitj (født 1948) modtog Nobelprisen i litteratur i 2015. Hun skriver på russisk, er hviderusser med en typisk sovjetisk ”blandet” baggrund (faren var hviderusser, moren ukrainer) og bor i dag i Minsk efter nogle år i Vesten. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en dokumentarisk collage, som forfatteren har skabt ud fra interviews med kvinder, som tjente i Den Røde Hær under 2. verdenskrig. Værket, som udkom på russisk i 1985, er det første i en cyklus på fem om sovjetmenneskets historie med overskriften ”Utopiens stemmer”. Cyklussen består desuden bl.a. af Secondhand-tid, om postsovjetiske borgeres tanker om tiden efter Sovjets sammenbrud, og Bøn for Tjernobyl, om Tjernobyl-katastrofen i 1986. Metoden er den samme: at dokumentere den store historie gennem den individuelle, gennem mundtlige beretninger fortalt af de mennesker, der selv var vidner og/eller ofre for nogle af de voldsomste historiske begivenheder i det 20. århundrede. Aleksijevitjs dokumentarisme bygger videre på en rig tradition for vidnesbyrdlitteratur i Sovjetunionen og Rusland.

Forlaget Palomar, 2015, oversat af Tine Roesen

Anbefaling #2: Umodne stikkelsbær af Ljudmila Petrusjevskaja

Ljudmila Petrusjevskaja (født 1938) anses for at være en mester i de korte genrer, novellen og kortromanen, men er en alsidig forfatter med både skuespil, romaner og eventyr i bagkataloget. Hun har så meget kreativt overskud, at hun de seneste ca. 15 år også har været aktiv inden for andre kunstarter, bl.a. kabaretsang, som hun optrådte med på Louisiana Literature i Humlebæk i 2015. Umodne stikkelsbær er et udvalg af kortere og længere noveller skrevet i 80’erne, 90’erne og 00’erne, som med det sovjetiske og, fra 90’erne, russiske samfund som bagtæppe stiller skånselsløst skarpt på de eksistentielle dramaer, der udspiller sig blandt nære familiemedlemmer, tit mellem mødre og børn, i alt for trange storbylejligheder. At man kan nyde disse hverdagsdramaer (nogle med et overnaturligt tvist), skyldes især Petrusjevskajas krasbørstige sorte humor og skarpe blik for hverdagens absurditeter. Hendes ”utroværdige” og manipulerende fortællere har fået flere til at sammenligne hendes personer med Fjodor Dostojevskijs upålidelige fortællere, bl.a. i Kældermennesket.

Forlaget Silkefyret, 2018, oversat af Trine Søndergaard

Anbefaling #3: Doktor Kukotskij og undfangelsens gåde af Ljudmila Ulitskaja

Ljudmila Ulitskaja (født 1943) har i flere omgange været nævnt som en af bookmakernes favoritter til nobelprisen i litteratur. Hendes roman Doktor Kukotskij og undfangelsens gåde udkom i Rusland i 2001 og modtog den russiske Bookerpris. Det er en historisk roman skrevet i nyrealistisk stil, men med elementer af magisk realisme. Hovedpersonen, Pavel Kukotskij, er gynækolog og kæmper for retten til fri abort, efter at abort blev forbudt under Stalin i 1936 og frem til 1955. Gennem Kukotskij og hans arbejde og familieliv tegner romanen et billede af Sovjet under Stalin og frem til 80’erne, bl.a. et billede af kvinders vilkår og moderskabets forherligelse i et samfund, hvor det var et politisk ønske, at der skulle fødes flere børn, uden at der samtidig skabtes gunstige forhold for dette. At hovedpersonen er læge, er næppe tilfældigt, og mange ser i værket en parallel til Boris Pasternaks Doktor Zjivago og dermed også til en anden tumultarisk periode i Sovjet, omkring og efter revolutionen i 1917. Ulitskaja har i de senere år markeret sig som en kritisk stemme i forhold til restriktioner på kunstnerisk frihed og ytringsfrihed generelt i Rusland.

Forlaget Hovedland, 2016, oversat af Karen Kjerulff Nielsen

Anbefaling #4: En opritjniks dag af Vladimir Sorokin

Vladimir Sorokin (født 1955) findes på dansk med to romaner, En opritjniks dag (2009) og Snestormen (2012). En ”opritjnik”, en slags livsoldat, er et udtryk, der stammer fra Ivan den Grusommes tid, hvor ”opritjina” var tsarens livpoliti, som Sorokin lader genopstå i en bizar retro-fremtid i Moskva anno 2027. Disse livvagter tilhører – også i 2027 – en privilegeret, korrupt og voldelig elite, som har sværget troskab mod Ruslands enevældige hersker, der har fået bygget en mur rundt om det totalitære, pseudomiddelalderlige Rusland som bolværk mod et dekadent Vesten. Romanens hovedperson er opritjnik, og læseren følger ham en ganske almindelig voldelig dag på arbejde. Sorokin er et elsket hadeobjekt i dele af Rusland; han kritiserer åbent landets politiske udvikling, og hans værkers fokus på vold og diverse obskøniteter har fået patriotisk sindede ungdomsbevægelser til at arrangere demonstrationer mod hans bøger, som de finder samfundsskadelige. Sorokin er russisk litteraturs tabubryder par excellence, og de to romaner, der findes på dansk, illustrerer desuden en udbredt dystopisk trend i samtidslitteraturen.

Forlaget Vandkunsten, 2009, oversat af Tine Roesen

Anbefaling #5: En picnic i vejkanten af Arkadij og Boris Strugatskij

Arkadij og Boris Strugatskij (Arkadij, 1925-1991, Boris, født 1933), også kendt som brødrene Strugatskij, skrev gennem 1950-80’erne en lang række science fiction-romaner, hvoraf en af de kendteste, En picnic i vejkanten fra 1972, først (endelig!) udkom på dansk sidste år. Jorden har i romanen haft besøg af rumvæsner flere steder, og disse steder, Zonerne, fungerer nu efter andre love end dem, der ellers hersker på jorden. Zonerne er uberegnelige og ubeboelige, men smuglere, stalkere, henter rumvæsnernes efterladte genstande, som har mystiske, og ikke ufarlige, egenskaber ud og sælger dem på det sorte marked. Hovedpersonen ”Røde” er en sådan stalker, som med livet som indsats jævnligt bevæger sig ind i Zonen. Romanens titel refererer til en forskers hypotese om, at Zonerne måske bare er de steder, hvor rumvæsnerne slog sig ned kortvarigt for at holde en picnic på deres vej gennem rummet. En picnic i vejkanten er spændende science fiction med underliggende eksistentielle, moralske og samfundskritiske budskaber. Romanens status som nyklassiker skyldes til dels, at den inspirerede den sovjetiske filminstruktør Andrej Tarkovskij til sit filmiske mesterværk Vandringsmanden (på russisk Stalker) fra 1979.

Forlaget Kosmos, 2019, oversat af Lotte Jansen

Anbefaling #6: Herren fra San Francisco og andre fortællinger af Ivan Bunin

Ivan Bunin (1870-1953) modtog som den første russiske forfatter Nobelprisen i litteratur i 1933. Han var af gammel adelsslægt og emigrerede efter Den Russiske Revolution i 1917 til Vesten, hvor han slog sig ned dels i Paris, dels på Frankrigs sydkyst. Bunin er de korte genrers, novellens og kortromanens, mester. Hans fortællinger fortsætter den russiske tradition fra Tolstoj og Tjekhov og er fulde af finfølte stemninger og fortættede menneske- og naturskildringer. Ulykkelig kærlighed, død og erotisk besættelse er tilbagevendende emner, verdens og livets skønhed er næsten ubærlig. Melankoli er grundstemningen; måske havde det også noget at gøre med emigrationen og det i dobbelt forstand tabte barndomsland.  Herren fra San Francisco og andre fortællinger præsenterer et bredt udsnit af forfatterskabet fra 1910’erne til 1940’erne og indeholder femten perlende fortællinger, ud over titelnovellen bl.a. Mitjas kærlighed og Et let åndedræt. Efterordsskribent Ole Nyegaard skriver: ”Hver fortælling sit eget særpræg – et stringent komponeret stykke poetisk prosa i et sprog, der nærmest ånder.”

Bechs Forlag, 2020, oversat af Trine Søndergaard, med efterord af Ole Nyegaard

Anbefaling #7: Mesteren og Margarita af Mikhail Bulgakov

Mikhail Bulgakov (1891-1940) var både dramatiker og forfatter, men havde livet igennem problemer med censuren og måtte kæmpe for at få sine teaterstykker opført og sine værker udgivet. Eftertiden kender ham bedst som forfatter til klassikeren Mesteren og Margarita, som er skrevet i 30’erne, men som med sin veloplagte og giftige satire over hverdagen og kulturlivet i Sovjet ikke kunne udkomme i hans levetid. Romanen udkom først i Sovjet (i beskåret form) i 1966-67. Tre historier væves sammen: en om Djævlen, som kommer på uanmeldt besøg i 30’ernes Moskva og laver ravage blandt litterater med raffineret sortekunst og afstraffelser af bureaukrater; en om den store, sande kærlighed mellem Margarita, som forvandles til hævnende, kosteridende heks, og Mesteren, den ægte, men upåagtede og forhutlede forfatter. Og endelig er der historien i historien: Mesterens værk om Pilatus, som dømmer Jeshua Ha-Nozri til korsfæstelse. Fortalt forrygende komisk, sprogligt ekvilibristisk og bittert tragisk, alt sammen veloplagt oversat af Jørgen Harrit. En af Djævlens replikker er blevet et bevinget ord i Rusland: ”Manuskripter kan ikke brænde.” Det kan de nok godt, men ordene udtrykker en tro på, at kunsten består, trods censur.

Forlaget Rosinante, 2008, oversat af Jørgen Harrit og med forord af Jakob Levinsen

Anbefaling #8: Requiem 1935-1940 af Anna Akhmatova

Anna Akhmatova (1889-1966) hyldes nu som en af landets største digtere, og i 1989, på hundredåret for hendes fødsel, blev der åbnet et museum for hende i Sankt Petersborg (det daværende Leningrad). I sin levetid var hun og hendes nærmeste udsat for forfølgelse, og allerede fra 1920’erne, da kommunistpartiet indledte en kampagne mod ”borgerlig, degenereret salonpoesi”, kunne hun ikke få udgivet sine værker. Hun begyndte at skrive sin digtcyklus Requiem i 1930’erne under Stalins terror, hvor hun mistede sin tredje mand, og hendes søn sad fængslet i mere end ti år. Værket udspringer af Akhmatovas egne levede erfaringer, men inddrager også andre pårørendes vidnesbyrd, så resultatet bliver en på én gang personlig og kollektiv dødsmesse. Oversætter og efterordsskribent Mette Dalsgaard har formået at genskabe digtenes læsevenlighed og skønhed i oversættelsen til dansk. Line-Gry Hørups grafiske udformning af bogen er ligeledes smuk og enkel, med de enkelte digte i cyklussen på højre side, mens venstre side i hvert opslag står tom. Den grafiske udformning understreger på den måde digtningens og sorgens ensomhed.

Forlaget Palomar, 2019, oversat og med efterord af Mette Dalsgaard

Anbefaling #9: Anna Karenina af Lev Tolstoj 

Lev Tolstoj (1828-1910) har ingen udløbsdato. Hans værker bliver nyoversat med jævne mellemrum, for oversættelserne har det med at blive forældede, selv om originalen stadig er forunderlig frisk. Læs Anna Karenina fra 1873-77, det ene af Tolstojs to monumentale mesterværker (det andet er Krig og fred), i Marie Tetzlaffs mundrette oversættelse, og få hele verden i én bog. Ud over den berømte kærlighedshistorie mellem grev Vronskij og Anna Karenina, der bl.a. udstiller manglen på ligestilling mellem kønnene, og som ender ulykkeligt (her behøves vel ingen spoiler alert, mon ikke de fleste ved det?), kommer Tolstojs tanker om landbrug også til udtryk i romanen i skikkelse af godsejer Levin, hvis forhold til Kitty er romanens anden store – og lykkelige – kærlighedshistorie. Lykkelig, fordi den bygger på sympati, fornuft og daglig udvikling af forholdet, ikke romantisk eller lidenskabelig besættelse. Tolstoj, som ud over at være forfatter også var greve og godsejer, havde ambitioner om at omdanne sit gods til et mønsterbrug efter moderne principper, bl.a. ønskede han, at de livegne bønders børn skulle gå i skole. Tolstoj forsøgte selv at udleve sine principper om en asketisk og simpel livsførelse, og på et ikonisk maleri af Repin ses forfatteren, iført bondeskjorte, pløje jorden bag en hestetrukken plov.

Gyldendal, 2018, oversat af Marie Tetzlaff

 

Anbefaling #10: Døde sjæle af Nikolaj Gogol

Nikolaj Gogol (1809-1852) er en stor skikkelse i russisk litteratur. Talemåden: Vi er alle kommet ud af Gogols Kappe (jf. Petersborgfortællingen ”Kappen”) tilskrives (fejlagtigt) en anden stor russisk forfatter, Fjodor Dostojevskij, men Gogols betydning for den russiske litteratur er indiskutabel. Hans Petersborgfortællinger med bl.a. ”Kappen” og ”Næsen” balancerer på overgangen mellem realisme, romantik og satire og er lige nu heldigvis ved at blive nyoversat til dansk. Galskab, som Gogol introducerede som tema i ”En gal mands dagbog”, er et hyppigt motiv i russisk litteratur helt op til i dag. Hans burleske komik og bidske samfundssatire lever veloplagt videre hos bl.a. Bulgakov. I denne omgang vil jeg anbefale storværket Døde sjæle, hvis hovedperson, Tjitjikov, har udtænkt en smart fidus: Han rejser rundt og opkøber ”døde sjæle”, dvs. døde livegne bønder, som godsejerne skal betale skat af indtil næste femårige optælling, og som de derfor gerne vil af med. Tjitjikovs plan er at bruge denne ”kapital” til at optage lån i banken. Med denne skælmeroman tager Gogol os rundt i den russiske provins anno 1842 og giver os mange gode grin over de forskellige godsejere, vi møder der. Gogols 178-årige roman læses let og ubesværet i Jan Hansens veloplagte oversættelse fra 2002.

Gyldendal, 2002, oversat af Jan Hansen