Postkort fra praktikophold i Warszawa

Postkort fra Warszawa

Tanker efter en uges praktik ved Dansk Kulturinstitut i Polen

Af Sofie Bang Kirkegaard, studerende ved Roskilde Universitet

For et års tid siden blev jeg opmærksom på de danske kulturinstitutters virke. Arbejdet med kulturudveksling og kulturelforståelse tiltalte mig. Idéen om, at vi via kulturen kan bygge bro og skabe gensidig forståelse på tværs af nationalgrænser, i en tid, hvor verden er i konstant forandring, og hvor behovet for fælles fodfæste og diplomati synes afgørende, har for mig været en helt central motivation for, at have søgt praktik ved Dansk Kulturinstitut.

Efter lidt research på de forskellige institutters hjemmesider, blev det tydeligt for mig, at instituttet i Polen bl.a. fokuserer på arkitektur og byplanlægning. Et område der matcher min faglige baggrund, hvorfor netop Polen ville udgøre et oplagt valg for en kommende universitetspraktik. Dertil spirede også en grundlæggende nysgerrighed og interesse for Polen, – et, for mig, næsten ukendt land så tæt på Danmark.

For sandheden er, at mit forhåndskendskab til Polen var pinligt lille. Dette taget i betragtning af Polens status som naboland på den anden side af Østersøen og med en befolkning på knap 40 millioner. Altså et kæmpe land i forhold til Danmark.

Efter at have besluttet mig for, at tage praktik i Polen blev jeg klar over, at også kun et fåtal af dem, jeg kender, er sig særlig bevidste om Polen, og at der i Danmark generelt synes at tegne sig et relativt stereotypt billede af, hvad landet er for en størrelse.

Denne erkendelse skærpede blot min nysgerrighed for det ”ukendte” lige om hjørnet, og spørgsmålene stod i kø: Hvorfor er vores viden om Polen så begrænset? Er vi stadig fastforankret i en forestilling om det opdelte Europa i øst og vest? Hvordan er den polske kultur, hvad er det for en befolkning og hvordan udfolder livet sig der?

Jeg tog afsted med et stærkt ønske om at nuancere billedet af landet og komme tættere på den kultur, der bærer en central del af nyere europæisk historie.

I dag har jeg været i Warszawa i en uge. Det har været en begivenhedsrig uge. Overalt i byen ses historien udtrykt i byens udformning, der som et spraglet vidnesbyrd beretter om byens genrejsning efter krigen.

Fra store dele af centrum ses det monumentale og signifikante kulturpalads, kendt som ”gaven fra Stalin”, og som er blevet et kontroversielt billede på byen og dens historie på godt og ondt.

Mens den gamle bydel, lidt nord for paladset, egentlig er ret ny og står som et billede på den viljestyrke, som, på trods af en næsten totaludryddelse af byen, herskede blandt den varsovianske befolkning til at genrejse og rekonstruere store dele af det der var.

Dertil kommer de modernistiske betonboligblokke, som unægtelig udgør store dele af bybilledet og i den centrale del af byen suppleres af moderne og tårnhøje kontorbyggerier i glas og stål, der vidner om nye tider i Warszawa. Det er en by i bevægelse, som for længst har markeret sig som en moderne storby på lige fod med andre internationale hovedstæder.

Men hvordan udfolder livet sig imellem alle disse bygninger? Hvem er det polske folk, og hvordan ser den aktuelle kulturscene ud her? Hvilke sociale og kulturelle potentialer og udfordringer er der? Og hvordan kan vi lære af hinanden?

Dette er nogle af de spørgsmål, som jeg glæder mig til at undersøge i løbet af de næste 6 måneders praktik ved Dansk Kulturinstitut i Polen.