Noter fra den 15. Istanbul Biennale
Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset havde under titlen A Good Neighbour kurateret Istanbul-biennalen, der sluttede her d. 12. november. Biennalen, som siden 1987 har været organiseret af the Istanbul Foundation for Culture and Arts (İKSV), præsenterede værker af 56 kunstnere fra 32 lande. 2 danske kunstnere var repræsenterede. Læs DKIs projektmedarbejder Nikolaj Veddes noter fra den 15. Istanbul Biennale:
Som titlen antyder, var Biennalens omdrejningspunkt naboskab, som i denne kontekst skal forstås bredt: Michael Elmgreen & Ingar Dragset, der til daglig har base i Berlin, havde i forbindelse med udviklingen af biennalen formuleret 40 spørgsmål, der på forskellig vis ledte udstillingen. Spørgsmål som ”Er en god nabo én, som bor på samme måde som dig?” og ”Er en god nabo én, som har en pistol til selvforsvar?” søgte at udforske forståelsen af naboskab og påpege de kompleksiteter, der altid opstår, når mennesker, fællesskab og nationer lever side om side.
I en ”kuratorisk trailer” til Biennalen udtalte Elmgreen & Dragset, at biennalen kunne ”… opleves som et eksperiment i sameksistens. Divergerende og nogle gange modsatrettede holdninger eksisterer side om side – de bliver naboer for en tid – og fungerer i samspil ved at opfordre til dialog, refleksion og løbende diskussion.”
Spørgsmål om sameksistens blev eksplicit taget op i flere værker, bl.a. amerikanske Jonah Freeman (f. 1975) og Justin Lowes (f. 1976) Scenario in the Shade (2015-17) i Galata Greek Primary School. Værket er en overvældende og labyrintisk installation, der inviterer beskueren til at gå på opdagelse blandt fiktive subkulturer i evig konflikt.
Britiske Kasia Fudakowski (f. 1985) udtrykte lignende tanker med værket Continuouslessness (2011-17), også på Galata Greek Primary School. Værket består af en serie af sammenkædede paneler, der hvert har et særegent formsprog og udtryk. Da værket blev præsenteret som ufærdigt og potentielt endeløst, fremstod det derfor som en dynamisk og heterogen sekvens på grænsen mellem harmoni og kakofoni – helt i tråd med Biennalens tema.
Biennalen gav også plads til mere introspektive fortællinger. Mange værker kredsede omkring hjemmet og dets betydning. Dan Stockholm (f. 1982), én af to danske kunstnere udstillet på biennalen, belyste med værket House (2013-16) på Galata Greek Primary School forbindelserne mellem berøring, erindring og sorg i kølvandet på sin fars død i 2013. House dokumenterer, hvordan Stockholm over tre dage fysisk berørte hele overfladen af faderens hus, hvorefter han producerede afstøbninger af sine hænder. Installationen består af en række jernstolper, der, som en skov, fylder rummet ud. Afstøbningerne er monteret herpå og minder beskueren om, at sorgfuld erindring og fysisk berøring med tiden kan danne deres egne arkitektoniske former.
I en tid, hvor Tyrkiet undergår store inden- og udenrigspolitiske forandringer, er det nærliggende at bruge biennalen som prisme til at forstå den politiske situation. Formanden for İKSV, Bülent Eczacıbaşı, udtalte i en tale ved Biennalens åbning, at de var stolte af at kunne ”… give kunstnere såvel som kunstelskere en uafhængig platform, hvor de frit kan udøve deres produktion af kunst og idéer.”
Der løb da også en klar tråd af norm- og systemkritik gennem Biennalens værker og kuratoriske udformning – også i relation til Tyrkiets egne politiske omvæltninger i kølvandet på kupforsøget i 2016.
Naboskab og mistro
Forbindelsen mellem privatsfæren og det politiske rum blev understreget igen og igen. Danske Henrik Olesen (f. 1967) belyste med værket Cables, Keys, Glasses, Lights (2017) på Istanbul Modern “queer”-relaterede problematikker i sin tilgang til naboskabet. Installationen består af collager, udskrifter og plastikark i samspil med lysstofrør, der sammen udfylder rummet. Værket udforsker naboskabet som udgangspunkt for mistro og påpeger de kollisioner, der kan forekomme, når seksuel fantasi, gensidig voyeurisme og samliv mødes i vores fælles intimsfære. Kropsnære objekter som nøgler og briller møder tvetydige former som huller og bånd, og Olesens værk inspirerer til refleksion over de etiske faldgruber og det ustabile grundlag, som meget naboskab er bygget på.
Blandt værkerne fra de 10 deltagende tyrkiske kunstnere var der flere, som åbent behandlede “queer”-problematikker samt udfordringerne for kunstnerisk arbejde. Politisk kritik er subtilt vævet ind, hvilket på bogstavelig vis kom til udtryk i Gözde Ilkins (f. 1981) serie af gobelinagtige værker Inverted Home (2017). Serien var udstillet på Pera Museum og består af stof fra den hjemlige sfære som f.eks. brudekistebroderi, gardiner og duge. Ilkin afbilleder, ved brug af forskellige håndarbejdsteknikker, situationer fra sit familiealbum, og hendes legende genfortælling af familiens historie destabiliserer derved idéen om det normative familieliv.
Istanbul Biennalens fokus på kunstens sprog og universelle værdier præsenterer en dobbelt udfordring: Negligeres knægtelser af minoritets- og borgerrettigheder, hvis diskussionen centreres omkring uforpligtende tale om mellemstatslig fred? Eller er det netop ved at drage paralleller mellem det private og det mellemfolkelige, at nye og frigørende perspektiver opstår? Der er ingen tvivl om, at den 15. Istanbul Biennale er et rum, hvor udveksling af tanker og kritik kan finde sted. Man skal som besøgende blot have øjnene åbne.
Artiklen er skrevet af projektmedarbejder Nikolaj Vedde.
Kunstværker: Gözde İlkin, At-Home Day, from the series Please Clear the Dance Floor!, 2009. Dan Stockholm, House (2013-16). Fotos: IKSV.
