Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
28 · 04 · 2017

Kunstnere fra NORÐ på Nordic Matters Festival i London

Den nordiske kultursatsning Nordic Matters finder sted fra januar  2017 (december 2016) til december 2017 i Southbank Centre i London.

Nordic Matters er et initiativ af Nordisk Ministerråd i samarbejde med Southbank Centre i London. På programmet er en bred vifte af forestillinger, koncerter, litterære foredrag, arkitektur, design og kunsthåndværk og derudover en række af seminarer og oplæg med kendte kulturelle og kunstneriske figurer fra de nordiske lande.

Alle de deltagende arbejder på hver sin måde med temaerne: ligestilling, bæredygtighed og leg.

 

DKI har været i kontakt med de to færøske kunstnere, Randi Samsonsen og Jens L. Thomsen for at høre om deres bidrag og finde ud af, hvad der gør Færøerne samt Norden interessant.

Ved åbningen af Nordic Matters holdt strikkedesigner Randi Samsonsen en workshop om færøsk strikkekultur, og Jens L. Thomsen producerer et ’soundscape’, der skal kortlægge lyden af de nordiske lande og senere spilles i Royal Festival Hall i London.

Randi Samsonsen

Bæredygtigt håndværk og strikkekultur

Workshoppen blev holdt d. 27. februar i forbindelse med åbningsdagen som en introduktion til strik som håndværk, færøsk strikkekultur og de forskellige strikkemetoder og mønstre. Eksempelvis det mønster mange kender fra Sarah Lunds striktrøje i den danske tv-serien Forbrydelsen, en serie der i Storbritannien skabte stor interesse for Danmark, såvel som det øvrige Norden.

Også trøjen blev et hit og de færøske designere Guðrun&Guðrun blev sat på verdenskortet.

Arrangørerne for workshoppen havde en forventning om ca. 30 deltagere, men til stor overraskelse dukkede der 200 mennesker op, voksne samt børn. Selv om det viste sig, at de færreste faktisk kunne strikke, blev det en vellykket workshop. De deltagende var begejstrede og lærte at fingrestrikke, en gammel strikkeform, mange færøske børn lærer.

Selv mener Randi, at den talrige deltagelse skyldes, at især folk udenfor Norden er vilde med nordisk kultur, da de finder en form for autenticitet i det, de ser. Noget som ofte er svært at få øje på i en vestlig verden, hvor alt ser mere og mere ens ud.

Denne autenticitet kommer til udtryk bl.a. i workshoppens fokus på strik som håndværk og håndværk som et bæredygtigt redskab – et redskab der står i modsætning til den automatiserede verden, vi i vesten lever i.

At lære et håndværk er i sig selv bæredygtigt samtidig med, at det kan gøre os mere bevidste om det materiale og arbejde, der indgår i fx tilblivelsen af tøjet, vi går i.

At forstå håndværket kan således bevidstgøre ens handlinger i forhold til naturen, kreativitet, bæredygtighed og retfærdighed.

Randi Samsonsen. Foto: Bárður Eklund

 

Randi Samsonsen er 40 år, uddannet tekstildesigner og har med sine mange års erfaring arbejdet med forskellige tekstilarter. Det har især været dualiteten i det bløde mod det hårde, det rå mod det fine, det organiske mod det industrielle, der har optaget hende.

Hun har altid lade sig inspirere af den færøske natur og kultur, og selv siger hun, at hun i sine værker på en eller anden måde ofte ender med at lave referencer til fiskeindustrien på Færøerne. Dette begrunder hun med, at man på Færøerne lever så tæt på havet og naturen, og det fylder meget i ens hverdag i forhold til fx fødevarer, også fordi det er landets primære erhverv.

 

I sin karakteristisk af den færøske natur påpeger Randi det færøske vejr som er meget omskifteligt; en ustyrlig kraft hvor man på en enkelt formiddag kan have oplevet alle årets årstider – solskin, regnvejr, hagl, blæsevejr, til solskin igen.

Denne uforudsigelighed påvirker færinge på godt og ondt. De oplever ofte at være bundet i hjemmet på grund af dårligt vejr, og det skaber til dels en isolation fra omverdenen, som tvinger folk til at gå ned i tempo.

Men i denne indelukkethed findes der også noget, der er befriende, mener Randi. En frihed til kreativ udfoldelse og inspiration i det at man trækker sig tilbage og reflekterer, spekulerer over sig selv og sine omgivelser.

Jens L. Thomsen

Kortlægning af lyden af Norden

Jens L. Thomsen definerer sig selv som komponist, musik producer samt musiker. Med sine 37 år har han i næsten to årtier arbejdet med musik og lyd på forskellig vis og har samarbejdet med mange andre kunstnere fra Norden og europæiske lande.

Jens’ tilgang til musikken er ofte med udgangspunkt i det sted, han befinder sig i rent fysisk, både i henhold til arkitektur og i henhold til naturen. Ved at forholde sig til naturen bliver han inspireret, og på denne måde bliver komponeringsprocessen relationel, interaktiv og mere organisk, siger han selv.

 

Kendt for sin kreativitet i tidligere værker – især lydinstallationer, blev Jens kontaktet af Southbank Centre for at producere et værk til Nordic Matters festivalen. Hans opgave har været at kortlægge landene i Norden via lydklip og dermed producere et ’soundscape’ der samlet repræsenterer lyden af Norden.

 

Inspireret af arkitekturen af Royal Festival Hall, især auditoriet, der beskrives som et ”egg in a box” (æg i en æske), er ideen at konstruere en metaforisk ”rede” for ”ægget” at hvile i. ”Reden” skal simuleres via lyd, billeder af havet, himlen, og trækfugle der indkapsler ægget.

 

Lydklip, der indgår i værket, er optaget af lokale beboere i Åland, Danmark, Færøerne, Finland, Grønland, Island, Norge og Sverige. Klippene er inddelt i temaerne hav/vand, ild (vulkaner) og is (Arktis). Efterfølgende bliver de sammensat af kunstneren, som lægger egne filtre henover og resulterer således i et endeligt lydkunstværk, som bliver spillet gennem flere forskellige højtalere på alle seks etager af Royal Festival Hall.

 

Denne måde at forholde sig til naturen og den kreative leg med den, den organiske proces i at tage udgangspunkt i, hvad naturen har at byde på og skabe noget i henhold til det, vidner om bæredygtighed og autenticitet.

Processen er bæredygtig ved, at den genanvender de lyde, der findes i naturen, og samtidig formår kunstneren at holde fast i en form for autenticitet ved at skabe et unikt udtryk, både unikt for Norden, men også for kunstneren selv.

 

Installationen kaldes for NORÐ, som er færøsk for nord og bliver spillet i Royal Festival Hall fra april til december.

 

Jens L. Thomsen

Jens Ladekarl Thomsen (1980) er en fremtrædende musiker på Færøerne. Han debuterede 22 år gammel som basguitarist i det dengang populære band Clickhaze. Lige siden har han været velkendt på den færøske musikscene og senere også i udlandet. Jens har en bacheloruddannelse i musikteknologi fra Thames Valley University og er bosiddende i London, hvor han forsat arbejder med musik.

Han har modtaget stor anerkendelse for sit arbejde og sit kunstneriske bidrag både på Færøerne og i andre europæiske lande. I 2006 modtog han prisen Music Technology Award fra universitetet fra West London som højeste dimitant fra hans årgang, i 2010 vandt Jens’ band ORKA Liet International, og har i både 2005 og 2016 været nomineret til Nordisk Ministerråds musikpris.

 

Hvis du vil vide noget mere om Jens’ arbejde så besøg: www.jenslthomsen.com

Nordic Matters er kurateret og præsenteret af Southbank Center. Nordisk Ministerråd, de nordiske ambassader i London og de nationale kulturinstitutioner i de respektive nordiske lande, Grønland, Åland og Færøerne har assisteret Southbank gennem processen.

Det brede kunstneriske program har fokus på kerneværdier i de nordiske lande som ligestilling, bæredygtighed og børn og unge.

Southbank Center har modtaget økonomisk støtte til projektet fra Nordisk Ministerråd, de respektive nordiske statslige kunstfonde og den private sektor.

 

Artiklen er skrevet af Guðrun Henrysdóttir, praktikant ved  DKIs hovedkontor i København.