fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
04 · 03 · 2019

Kunstens power til forandring og engagement

Kunstens power til at forandre og engagere

 

Transformation Festival er som sin første af sin art i Danmark en festival, der fejrer kunstens kraft til at skabe forandring og være et redskab for mennesker til at finde en vej ud af traumer og svære personlige kriser.

Før jul (sidste år) var DKI forbi Transformation Festivals cafémøde i Forsamlingshuset på Onkel Dannys Plads på Vesterbro, og vi er nu gået sammen med festivalen om at udvikle et fælles arrangement i maj.

 

Skuespilleren Lotte Arnsbjerg står sammen med den amerikanske musiker og komponist Carman Moore bag festivalen, der nu er ved at omstrukturere sig med flere aktiviteter, og kalder den overordnede ramme for The Art of Transformation. Projektet er i rivende udvikling, og udover en større tilbagevendende festival, planlægges mange mindre ad hoc events, som har til mål at udvikle og definere projektets forskellige og mange muligheder, og publikums grupper i hele landet og internationalt.

 

Opmærksomheden på kunsten og kulturens kraft til at mobilisere forandring, engagement og fællesskaber er kun øget i disse år, og er også et felt, DKI arbejder med internationalt.

 

Brug energien i det, man har det svært med

Det var i USA, at Transformation Festivalen satte sine første rødder med forestillingen “Girl of Diamond Mountain”, som bygger på Lottes personlige historie om seksuelle overgreb i den tidlige barndom.

 

Det hele begyndte med historien om en lille pige, som endnu ikke var blevet hørt” … Jeg havde ikke engang selv helt hørt hende, hvordan overgrebet var for hende, og hvordan det stadig fastholdt hende … Man kan gå i terapi og “fixe” sig selv oppe i hovedet – men der er jo også en krop, og det er kroppen, som bærer den sansemæssige erindring i sig..., fortæller Lotte.

Girl Of Diamond Mountain er historien om at huske sig selv, som en unikt og uskyldigt væsen. Det er en poetisk fortælling, som taler til sanserne for at vække dem til live igen. Ikke for at genopleve det forfærdelige – men for at mærke hvor meget mere vi er, end det som er sket for os. På den måde er forestillingen en hyldest til livet og menneskers evne til at hele sig selv, gennem livslyst og modet på at flytte den ene fod foran den anden og gå.

 

Efter forestillingerne oplevede Lotte og Carman en stor imødekommenhed og interesse fra publikum, hvor folk meget gerne tale om deres egne oplevelser. Gamle damer, som aldrig før havde sagt højt, at de var blevet misbrugt. Og mænd, som fortalte om hvor svært det kunne være, at være mand. Herfra fik de ideen til at skabe en platform for kunsten som redskab i “social change” og transformationsprocesser.

 

Lotte: Vi er stadig i proces med projektet, fordi tiden er i proces, hvis man kan sige sådan om tid..  Der er jo mange lag i det – et af dem, er også min egen proces, det var nok ikke tilfældigt, at jeg måtte helt over på den anden side af Atlanten for at dele min egen historie. 

Det mærkelige er, at det var ikke planlagt. Alting skete ligesom af sig selv, og hele tiden har der været en enorm kraft i projektet – og det er der stadig. Herhjemme har det tidligere været svært at trænge igennem med at sandheden kan være en anden, end den vi vil høre og se. Både i min egen familie, men også i pressen. Ingen gider høre om flere overgreb.

 

#Metoo har på mange måder banet vejen for at noget nyt kan ske. Eller tiden har banet vejen for #Metoo. Det er fantastisk godt, at det er blevet så meget lettere at sige tingene højt, at så mange flere tør …, men det er samtidig også ufatteligt vigtigt, hvis udviklingen ikke skal tage en omvej, at fokus er fremadrettet og positivt. At vi tør se tingene i et større perspektiv, når vi taler om oplevet smerte. For der ligger en kæmpe kraft i det som har gjort ondt, en kæmpe erfaringsbank.

Det kan være provokerende svært at se, at et traume kan bringe noget godt med sig, og jeg mener selvfølgelig ikke, at traumer er attraktive, de er jo et ar på sjæl og krop, som mennesket, der har været udsat for det, må leve med. Men det er den ofte medfølgende offerrolle, som bliver meget ødelæggende for et menneske at blive i, fordi den fastlåser mennesket i at hænge sammen med det skete, som en identifikation. Og det skaber ofte flere dysfunktioner.

 

Da jeg kom hjem fra USA og havde enkelte visninger af, hvor vi var nået til med materialet i NYC, blev det helt klart for mig at det slet ikke går at sidde og blive enige om, hvor slemt det har været, og hvor ondt det har gjort. Vi havde Red Barnet og nogle forfattere, der havde skrevet om emnet med i debatter og diskussioner, det var svært at styre væk fra smerten og vreden. Men det mener jeg er absolut nødvendigt, ihvertfald i kunstneriske sammenhænge. Det interessante er: Hvordan kommer vi videre?

 

http://www.lottearnsbjerg.com/

Planer for fremtiden

Transformation Festival havde sin ilddåb under CPH Stage i 2016. Siden har festivalen fundet sted 3 gange i København og tre gange i New York.  I 2019 er 3 minifestivaler under planlægning, 1 i San Francisco allerede i marts, og 2 i NYC i oktober. I Danmark (Hovedstaden, Jylland og Fyn) planlægges en række cafemøder/symposier i løbet af året, i Kbh. bl.a i samarbejde med Dansk Kulturinstitut. Og i april/maj 2020 så den helt store internationale festival i København.

Alle aktiviteter præsenteres af organisationen The Art of Transformation, og i Advisory Board’et sidder bl.a. erfarne folk som Trevor Davies (Københavns Internationale Teater, Kreativ Direktør for Have Kommunikation Christian Have og musikeren Moussa Diallo.

 

Stemningsbillede: November måned – Cafemøde i Forsamlingshuset, Onkel Dannys Plads

Lotte Arnsbjerg står i Forsamlingshuset på Onkel Dannys Plads, hvor der er inviteret til cafe-møde om kunsten som redskab til at nedbryde tabuer og finde indre ressourcer til selv at skabe forandringer i sit liv. Omkring 70 mennesker er samlede. Programmet for eftermiddagen er sammensat af kunstneriske indslag og mennesker der enten giver egne stærke personlige beretninger, eller kommer fra organisationer med fokus på at hjælpe og forebygge tabuisering. I dag hører vi fortællinger om mobning, kampagnen #SygtUng, transseksualitet og seksuelle overgreb. Og så de kunstneriske indslag. Der er bl.a live musik med Moussa Diallo, Mikkel Nordsø og Jacob Andersen. Og med Meejah, en dansk/koreansk sangerinde, som projektet har samarbejdet med siden 2017.

 

Cafemøderne er ment som ’appetizers’, der skal sprede budskabet om The Art of Transformation og give en føling med, hvad det er kunsten også kan. Det er den stærke oplevelse man får, når et billede, en tekst, forestilling eller musik går lige i hjertet eller rammer en som en bjælke, åbner ens inderste. For det er her man kan finde en universel kraft i sig selv til at transformere sig og flytte sig, mener Lotte.

 

Kunsten taler forbi hjernen og kommunikerer med sanserne. Selv om hovedet måske siger, at det her ikke er noget for mig, eller jeg har ikke lyst til at gå derind, så er der noget som åbner op i kroppenind til der, hvor problemet ligger. Så selv om du ikke selv er kunstner, bliver du forbundet med noget af det som kunsten fremkalder, med den power kraft, som kunstneren selv har lagt ind i sin kunstog med dit eget stof. Fordi det er jo mennesker, der laver kunsten og mennesker, som oplever den. Det er er et sprog, vi har tilfælles, og som vi kan tale istedet for ord, med alle følelser, blufærdighed, lyst, vrede, længsel, afmagt etc.. uanset, hvor vi kommer fra og uanset, hvad vi har oplevet i vores liv. Det er en kommunikation, som kroppen og sanserne forstår.” siger Lotte Arnsbjerg.

 

Derfor mener jeg, at kunsten det ultimative redskab i transformationer/processer. Jeg vil også rigtig gerne udligne den distance, der ofte er mellem opleveren af kunsten, selve kunsten, og kunstneren selv. Jeg vil gerne arbejde med, at kunsten ikke er noget uopnåeligt, ophøjet, sat op på en eller anden piedestal, ligesom med Gud i kirken, hvor præsten står højt oppe og taler om Gud, der er langt væk og uopnåelig.

Når det virker for mig at være i sådan nogle andægtige sammenhænge, så er det, når der er rum til at mærke kraften i mig selv, som noget der også er til mig, noget jeg er en del af. Når jeg virkelig uforglemmeligt påvirket af kunst, så er det fordi den kunst, jeg oplever, taler om eller rører ved noget inde i mig, og på den måde gør mig til en del af det. Når jeg kan smelte sammen med det.  

Jeg tror, at det er sådan, at verden er. At vi hænger sammen, og derfor har vi et universelt sprog i kunsten, hvor vi forstår hinanden på et langt dybere plan end den måde, vi for det meste taler sammen, og indordner os på i samfundet. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget radikalt ved. Altså, istedet for,  at man kommer og ser på noget kunst, og fortolker det og er klog på det. Jeg synes, at det virker meget bedre, når vi holder op med at være kloge. Jeg arbejder ihvertfald helt klart selv bedst når jeg ved, at jeg ikke ved så meget – men at alt liv interesserer mig”.

 

Næste arrangement med The Art of Transformation er d. 10. marts kl. 17:30-20:30 på Teaterøen. Se mere om arrangementet her.