fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
13 · 04 · 2018

Kulturkraftværk Polen – Jazz i Polen og Danmark

Vi har talt med fire polske musikere, der har studeret i Danmark, om deres møde med undervisningen på de danske musikkonservatorier, og om hvordan den adskiller sig fra den polske metode. Under de samtaler der lå til grund for artiklen, benyttede vi lejligheden til at høre deres billede af hvordan den polske og danske jazzscene står for tiden.

Kommentarerne her er givet af Artur Tuznik (pianist), Radek Wosko (trommeslager) og Tomasz Licak (saxofonist).

 

Generationerne mødes i Danmark

Som beskrevet i den tidligere artikel stod den danske mentalitet, sådan som de unge polske musikere oplevede den, i høj grad for åbenhed, over for at gå på opdagelse i sit eget udtryk. Den åbenhed gælder også, når det kommer til samarbejde mellem generationer, som Artur Tuznik opdagede, da han begyndte på Syddansk Musikkonservatorium:

 

De ældre generationer, lad os sige fyrre plus eller halvtreds plus, de er ikke bange for at lytte til de yngre og få inspiration fra dem, eller lave et band med de yngre, for musikkens skyld. Anders Mogensen, som leder jazz-afdelingen i Odense, var virkelig glad for at spille med os unge. Det var vi lidt chokerede over, fordi vi tænkte: ”okay, han er lærer, han har spillet overalt, han er ældre end os, og han vil gerne optage med os? Det var super. Mit første projekt var en kvintet, med Anders Mogensen på trommer, vi udgav en plade på det danske selskab Blackout.

 

Den form for udveksling mellem de yngre og de ældre musikere er et udpræget fænomen på den danske jazzscene, som alle de polske musikere understreger. Radek Wosko regner den for definerende for det danske jazzmiljø:

 

Den danske jazz scene er utrolig mangfoldig med mange kreative miljøer. Men kan roligt sige det samme om den polske jazz scene. Det som jeg synes er helt særligt i Danmark, det er samarbejdet på tværs af generationer, i Summer Sessions (årligt stævne på Vallekilde Højskole, red.) ånd. Det er den særlige menneskelige kultur som måske har noget med højskolekulturen at gøre. Man møder f.eks. de store stjerner fra USA i øjenhøjde og det er utrolig inspirerende. Det spreder sig til alle og man føler sig velkommen i rigtig mange sammenhænge.

 

Det hænger måske også sammen med de danske tanker om velfærdssamfund og inklusionskultur. I Polen har den sociale kultur i mange år været præget af diverse hierarkier og det har jo også afspejlet sig på jazz scenen. Men der kommer nye generationer af musikere i Polen, som har været meget rundt omkring, oplevet en hel masse og som er stærke musikere og personligheder. Man kan også finde utrolig åbne og nysgerrige personer i de ældre generationer, som fx. Tomasz Stańko, som jeg har haft æren af at samarbejde med.

 

Også Tomasz Licak beskriver hvordan den danske scene bliver styrket af åbenhed og samspil på tværs af alder og niveau:

 

Den danske scene er meget interessant – forskelligartet, stilistisk varieret. Den er også i høj grad selvstændig – kommer ud med rigtig mange skarpe musikalske personligheder som laver internationale karrierer. Jeg tror, at en af de mange grunde til det er, at danskerne sætter stor pris på at skabe bevidsthed omkring kunst – både artister og publikum. De sætter pris på indflydelse og udveksling, og er konstant på udkig efter inspiration. Samtidig prøver danske kunstnere at finde deres egen stemme, personlighed. Det virker også som om, at de lærer rigtig meget fra besøgende musikere. Vallekilde, og mange lignede initiativer på den basis, hvor jazzstjerner, begyndere og erfarne musikere står på en scene. Uden det, er alle konservatorier, skoler og teoribøger om jazz meningsløse. Dette er også den bedste og mest præcise måde man kan støtte musikere på. Og den investering kan tydeligt høres på den danske scene.

 

Men Radek Wosko nævner, at der også er dele af miljøet der lukker sig mere om sig selv:

 

Den danske jazz scene afspejler samfundets andre træk. Ligesom når man værner om kernefamilien og andre sociale bånd, som går helt tilbage til folkeskolen, så er den danske jazz scene utrolig god til at stå stærkt sammen og værne om sine værdier. Man kan se, at rotationen på spillesteder, DMA Jazz Awards eller f.eks. på en del eksport-projekter ikke er den store. Man kan jo fristes til at ærgre sig over det faktum. Det gælder ikke kun herboende udenlandske musikere – som fx. Marius Neset, en verdensstjerne, som sjældent spiller eller bliver eksponeret i Danmark, men også en del stjernedygtige nye danske jazznavne som bliver overset. Men for mig betyder det, at ret meget af det bygger på langvarige menneskelige relationer, og det er en præmis man gerne vil investere i.

 

Polen er mulighedernes land

Hvor Danmark altså byder på rig mulighed for at lade sig inspirere – og give inspiration videre – er der til gengæld et større og mere åbent marked for at dele sin musik med publikum i Polen. Radek beskriver den polske scene som mindre mættet og meget mere liberal end den danske, ud over at den er større.

Artur Tuznik uddyber hvorfor det kan være godt at kigge ud i verden, når man prøver at finde steder at optræde:

 

Copenhagen Jazz Festival er på ca. 1200 koncerter bare i København over 10 dage. Det er jo den største festival i verden, hvis man tænker over det. Men der er også Århus jazzfest, samt Vinterjazzen med musik hver dag i en måned i hele Danmark. Det er super, men også faktisk bare 2-3 gange om året. Der er begrænsede muligheder for at turnere året rundt i Danmark, også når jazzlivet er så meget centreret om København. På den måde er det måske lidt nemmere at turnere i Polen, Tyskland eller Frankrig, hvor der er virkelig mange spillesteder og festivaler, hele året rundt.  Polen har næsten otte gange flere indbyggere end Danmark, men sjovt nok er der ikke særlig mange flere musikere end i f.eks. København alene.

 

Tomasz Licak fremhæver også festivalen i København som et helt særligt højdepunkt, men at det ellers kan knibe med gode koncertmuligheder:

 

Copenhagen Jazz Festival er en af de bedste tider på året. Jeg glæder mig altid til den tid, mere end børn glæder sig til julegaver. Der kommer tusinder mennesker fra hele verden, for at høre verdens top jazzliga, og de oplever også små, ukendte ting, som de aldrig kommer til glemme. Men når det kommer til jazz på de lokale spillesteder, er det lidt anderledes. Den er meget hård at trække publikum til. Jeg har stor respekt for folk, der forsøger at vedligeholde lokale jazzmiljøer i Danmark.

 

Hvor stort potentiale der er i at søge mod Polen, giver Artur Tuznik et godt billede af:

 

Det er et større land, på snart 40 millioner, der er masser af byer, der er masser af spillesteder og der er masser af teater. Man kan spille i de store koncertsale, og der er mange jazz klubber. Og så ser det ud til, at der går flere folk til koncerter, end der gør i Danmark. Der er noget særligt omkring live musik, der er ofte udsolgt, også på de større spillesteder. Der findes festivaler, som er i stand til at trække 1000-1300 publikummer til en jazzkoncert, f.eks. i Łódź.

 

Polen har de seneste år investeret mange penge i de større koncertsale-kulturcentre i 16 polske byer. Hver eneste by har også et kulturhus. Så er det selvfølgelig et andet spørgsmål, hvordan hvert enkelt kulturhus bruger sine penge, fordi der findes mange som hyrer en stor stjerne en eller to gange om året, og bruger hele deres budget på det. Så resten af året sker der ikke rigtigt noget. Men der er også mange, der prøver at fordele pengene klogt og skaber et meget interessant program. Generelt er der en stor livemusik-tradition i Polen og man spiller meget sjældent for et tomt rum, måske også lidt på grund af, at streaming-kulturen ikke har sat sig så stærkt igennem i polakkernes hverdag. I hvert fald ikke endnu.

 

En ny tid for jazz i Polen

Ud over at byde på et væld af spillesteder og et interesseret publikum, leverer Polen også jazzmusik på højt plan, fra egne rækker. Og der er sket virkelig meget inden for de senere år, en udvikling der ifølge Tomasz Licak har sin rod i åbningen mod resten af verden efter frigørelsen i 1989 og den senere tiltrædelse til EU. Han ser også sig selv som del af den bevægelse. Tomasz opsummerer hvordan han ser scenen lige nu:

 

Den polske musikscene er meget stærk, især omkring jazz/alternativ musik – nutidige produktioner på dette område er i verdensklasse. Jazzmiljøet i Polen er stort, og den polske scene begynder faktisk at afspejle det øjeblik i mit hjemlands historie, hvor en hel bølge af musikere rejser hjem og deler deres erfaringer, efter tidligere at have emigreret.

 

Artur Tuznik taler også om en ny åbning for polske jazzmusikere, som han ellers mener har været undereksponeret:

 

Der sker virkelig meget i Polen, men det er først nu, det bliver forsøgt at lave en organiseret eksport. Tilsvarende organisationer til f.eks. JazzDanmark, har i Polen ikke rigtigt virket som de burde og det ændrer sig først nu. Polen er også blevet partnerland på Jazzahead!, som er Europas største jazzmesse (Jazzahead! finder sted i Tyskland, red.). Det polske jazzmiljø er blevet highlightet på den måde, så nu er der flere, der har en chance for en karriere på internationalt niveau. Der har manglet institutionel hjælp, men det ser ud til nu, at der kommer bedre dage.

 

Der er altså flere grunde til at jazzmusikken blomstrer i Polen. Og den allerede store scene er i vækst. Nogle af de steder, hvor man kan opleve fremragende jazz i Polen, giver Radek Wosko tips om:

 

Der er f.eks. kommet 2 helt nye spillesteder i hovedstaden Warszawa – 12on14, som er et privat sted med koncerter hver dag, og Aquarium, som er drevet af den nye udgave af landets jazzforening i Polen, som også præsenterer utrolig meget musik. Alle store byer, som Kraków, Wrocław, Gdańsk, Poznań, Łódź, Katowice, har både stærke jazzscener, men også mindst et par forskellige festivaler. Jeg har lige spillet på Jazztopad Festival i Wrocław, som havde en meget stærk kunstnerisk profil med mange nye hippe navne, som f.eks. Tomeka Reid, Mary Halvorson eller Maciej Obara, men også Herbie Hancock og Charles Lloyd. Så der er noget til enhver smag.

 

Så om du brænder for at spille koncerter for et stort og oplagt publikum, eller om du er på den anden side af scenen, og leder efter de lande der kan noget inden for jazz, så er Polen et oplagt rejsemål at være opmærksom på. Og hvis det endnu er ukendt territorium, så meget desto bedre – for så har du en oplevelse til gode, der ikke kan skuffe.

 

 

Tomasz Licak virker bl.a. i den polsk-dansk-svenske gruppe KRAN, og leder Trouble Hunting, som udelukkende spiller Licaks egne kompositioner. Begge ensembler har udgivet to albums. Derudover er han med i bandet The Beat Freaks, hvor Radek Wośko også bidrager. Wośko leder sin egen Radek Wośko Atlantic Quartet, som udgav Atlantic i 2016. Licak har også samarbejdet med Artur Tuznik på udgivelsen QUINTET (2011), som havde Anders Mogensen på trommer. Tuznik udgav i 2016 et album med sit eget projekt Artur Tuznik Trio, sammen med to danske kolleger.

 

Artiklen er del af vores serie om kultur fra Polen, her kan du læse tidligere artikler om polske computerspilsproducenter og deres største succes “The Witcher 3: Wild Hunt”.

 

 

Interview: Adam Kalkrup