Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
21 · 03 · 2018

Kulturkraftværk Polen – den polsk-danske jazzbølge

I 2005 tog tre polske musikstuderende til Danmark, for at læse på Syddansk Musikkonservatorium. På det tidspunkt kunne ingen have forudset, at det var begyndelsen på en bølge af yderst givtigt samarbejde mellem forskellige danske og polske jazzmusikere. Lidt over ti år senere er det en realitet.

 

Som del af vores serie om kulturelle forcer fra Polen, har vi snakket med Tomasz Licak (saxofon), Radek Wośko (trommer), Artur Tuznik (piano) og Ania Rybacka (sang). De har alle deltaget i den musikalske udveksling, som de har fået stort udbytte af, ligesom de har givet danske musikere nyt input. Alle fire komponerer egen musik og har fået stor anerkendelse, gennem deres virke i forskellige musikalske sammensætninger. De deler en åben og eksperimenterende tilgang til musik, samarbejde og inspiration, som får vidt forskellige konkrete udtryk i de enkelte projekter de deltager i.

 

En jazzet hippierevolution

Jeg synes, det var en slags hippierevolution blandt jazzmænd.

 

Sådan beskriver Tomasz Licak det der skete i årene, hvor den polske ”migration” mod Syddansk Musikkonservatorium startede. Og han har også stærke ord om oplevelsen på det personlige plan:

 

At have base i Danmark var for mig både som menneske og musiker den stærkeste oplevelse i mit liv. Jeg lærte en hel del af danskere, jeg mødte rigtig mange venner og oplevede en masse. I København eller Odense føler jeg mig altid hjemme, og jeg tror også mentalt, at jeg i høj grad er dansker.

 

Men hvad var så revolutionerende i at bytte Polen ud med Danmark? Radek Woskos beskrivelse af hans oplevelse af skiftet, samler de indtryk man får ved at tale med polakkerne:

 

Det var på mange måder meget befriende og sindssygt inspirerende. At bruge alle sine kræfter på én ting og køre fuld skrue på – det har jeg aldrig rigtig gjort i mit liv før. Jeg var sådan set interesseret i det hele, musik, matematik, sprog, fysik, biologi, sport osv. Så det var også super produktivt, jeg øvede mig flere timer om dagen, havde timer, havde sessions med venner, lærte dansk, og så arbejdede jeg 2-3 timer om ugen som rengøringsassistent hos Mercedes, for at få det hele til at hænge sammen. Jeg synes jeg opnåede utrolig meget det første år, og så begyndte det at være nemmere på alle planer. Jeg kan kun anbefale det til alle, at tage et sted hen og lave en ”fresh start”, især hvis man har kørt lidt i stå med de gamle vaner. Det styrker også ens personlighed, for jeg tænker jeg vil klare mig uanset hvad og uanset hvor I verden jeg skulle rejse hen. Ikke fordi at jeg skal gøre det, men den tanke giver ro i sjælen. I en branche hvor hele ens arbejdsliv kan vælte fra dag til dag er sådan en indstilling, hvor man mentalt er klar til det sindssygt befriende.

 

Radek Wosko med Atlantic Quartet

Jeg kan fortælle om alle aspekter i timevis, men i korte træk har det givet mig muligheder for at finde min kunstneriske vej og styrke min personlighed generelt. Polen er et fantastisk land med mange dygtige musikere og flere kreative akademiske miljøer. Jeg kunne personligt ikke finde min vej dér. Sjovt nok, når jeg nu kommer til Polen og spiller på de store festivaler og møder de folk jeg beundrede, på lige fod, bekræfter det beslutningen om at tage afsted dengang og beviser, at der kan være mange veje til ét mål.

 

En tysk workshop med dansk-polsk effekt

For at forstå hvorfor der pludselig kom mange polske musikere til Danmark, må man tage et skridt tilbage, og faktisk starter historien hverken i Danmark eller Polen. Tomasz Licak forklarer:

 

Siden 2002 har jeg hver sommer rejst til jazzstævne på den tyske ø Rugen, hvor workshoppen blev drevet af studerende fra Odense. Det var fantastisk, jeg var charmeret af deres holdning, og deres engagement og vi begyndte hurtigt at være venner. I 2004 foreslog de, at jeg måske gerne ville studere i Odense. Jeg var lige ved at afslutte gymnasiet og Polen var lige kommet ind i EU, så jeg kunne komme til Danmark og studere gratis. Jeg behøvede ikke at tænke længe, og tog den beslutning.

 

I August 2005 begyndte jeg første år på Carl Nielsen Academy Of Music sammen med to andre polske jazz studerende, saxofonist Bartlomiej Wawryniuk og guitarist Marek Kadziela. Sammen med Marek satte vi gang i en jazz kvartet med Richard Andersson på bas og Kasper Tom Christiansen på trommer. Og på andet år tog vi på den første tur med vores polsk-danske kvartet, KRAN, i polen. Udover en række koncerter fik vi støtte til at lave workshops for musikskoleelever i store byer. Vi fortalte meget om uddannelse i Danmark og folk stillede masser af spørgsmål. Og så lige pludselig til næste års optagelsesprøve, 2007 tror jeg det var, kom der en hel flok ansøgere fra Polen. Siden 2007 eksploderede den kædereaktion med polske musikere der kom og studerede i Odense, Esbjerg og København. Og hvert år var der flere. I dag er der masser af faste grupper og initiativer som indeholder polske og danske musikere.

 

Radek Wosko var en af de der fulgte i slipstrømmen på Tomasz og de andre pionerer. Han beskriver, hvordan Danmark begyndte at figurere som et interessant land i de polske jazzmusikeres bevidsthed:

 

Især da Tomasz og Marek begyndte at lave bands og turnere, bl.a. i Polen, begyndte det lige pludselig at være super interessant for en del musikere, som havde brug for noget andet end det polske system. Lige pludselig var Danmark ikke så ukendt. Folk vidste godt, hvad skolen i Odense (Syddansk Musikkonservatorium, red.) og landet Danmark tilbød som helhed, og det gav en vis tryghed. Men når man tænker udover det praktiske og fokuserer på det kunstneriske, så var vi faktisk alle sammen inspireret af hinanden og lavede dansk-polske bands på kryds og tværs. Det var et åbent og super kreativt miljø, også takket være de rammer vi blev mødt med i Odense.

 

For Ania Rybacka var det da også de kunstneriske muligheder der fik hende til at tage af sted:

 

Anders Mogensen (koordinator for rytmisk afdeling på Syddansk Musikkonservtorium, red.) fortalte os om optagelsesprøven og hvor glade de var for polske studerende, og han anbefalede skolen. Men det var faktisk ikke det, det var den måde de spillede på, den åbenhed og frihed de viste. De havde en meget rummelig tilgang til jazz og improvisation, som vi aldrig havde hørt før. Det blev mange deltagere på deres workshops forelskede i.

 

Ania Rybacka - foto: Ausra Babiedaite

Ania beskriver også nogle af de positive effekter det gav for de lidt senere tilkomne, at ”den polske bølge” allerede var i gang:

 

Det var en dejlig blanding faktisk, det var ligesom at tage ”hjem” til Danmark, men samtidig kunne udforske den danske kultur og føle sig tryg. Underviserne ved Syddansk Konservatorium kendte allerede lidt polsk, de kendte nogle traditioner og noget polsk mad, fordi de havde spillet sammen med de tidligere polske studerende i Polen. De kendte også lidt til vores baggrund, f.eks. hvordan musikundervisningen i Polen ser ud, og hvordan vi måske adskiller os fra andre kulturer.

 

Desuden påvirker det også måden man omgås folk fra ens eget land, når man tager ud i verden sammen, som Tomasz Licak understreger:

 

I Danmark var vi meget støttende, og vi skabte meget stærke venskaber. Det er ikke muligt i den grad, når du bor og studerer i dit hjemland. Fælles emigration og ophold bringer mennesker sammen, især kunstnere, der oplever nye situationer meget stærkt.

 

Kulturchok

Når udveksling skal være rigtig produktiv, skal der også være nogle modsætninger til at starte med. De var bestemt at finde imellem den polske og den danske måde at uddanne musikere på. Artur Tuznik giver et eksempel på, hvor konkret den anderledes tilgang til tingene i Danmark kunne vise sig:

 

Jeg flyttede til Danmark da jeg var nitten år gammel, og så fik jeg et kæmpe chok, fordi lige pludselig så skulle man komponere. Vi kom på første år på arrangementsklasse, og så siger læreren, at til næste uge skal vi komme med vores egen komposition. På det tidspunkt havde jeg ikke noget, så jeg havde en uge at finde på noget i!

 

Der tegner sig et tydeligt billede, når man hører om oplevelsen af det danske, rytmiske musikundervisningssystem, som den er for en musiker der kommer udefra. Det store fokus herhjemme er på en søgen efter individuelt udtryk, hvilket giver en masse muligheder, men også har sine blinde vinkler. Ania Rybacka fortæller om, det komme til udtryk på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor hun fortsatte studierne, efter at have forladt konservatoriet på Fyn:

 

Der er kæmpestor forskel imellem rytmekons i København og alle andre konservatorier i Europa. Det er ikke kun Polen. Det er næsten som om man dropper det hele, man dropper musikteori og historie, notation og noder. Der er et kæmpestort fokus på kunstnerisk ledelse, kunstnerisk udtryk, og ikke så meget på hvad man har lært i skolen før. Det handler meget mere om, om man har noget at sige som kunstner eller som musiker. Det er der både kæmpe fordele og kæmpe ulemper ved.

 

Jeg synes generelt det var en perfekt blanding for mig, og for mange af de polske studerende som læste i Danmark. At have den her tekniske frihed, fordi det giver en frihed når man er god på sit instrument, og et stort ”ordforråd”, at have det i bagagen, og så blive udfordret her, på hvad vores budskab er. Hvad skal vores musik handle om, hvordan er vores individuelle lyd, hvordan er vores identitet i musikken?

 

Forskellen i det tekniske niveau var også noget af det der først slog Artur Tuznik, da han kom til Danmark:

 

Mit allerførste indtryk var en undren. Hvorfor er der så stor forskel på instrument-teknikken? Så fandt vi ud at der var forskel på musikuddannelsen under konservatorieniveau. I Polen har vi et system med enten seks eller tolv års musikskole, hvor man får den teknik. Så når man er nitten, har man den teknik, som er krævet til at være “professionel musiker”. Det er fordi teknikken er nem at udvikle, når man er teenager, hvor man har tid til det. Det var en forskel vi polakker kunne se. Men vi havde ikke haft den frihed, åbenhed og måske heller ikke den personlige lyd som danskerne har. Jeg synes det var virkelig inspirerende, at vi fik det præsenteret fra danskerne. Og så synes jeg danskerne fik lidt inspiration til at udforske den mere tekniske del af instrumentspil.

 

Jeg vil ikke sige vi var bedre end danskerne. Vi havde nogle kvaliteter og danskere havde andre kvaliteter. Det er virkelig en perfekt kombination, når en person skal åbne sine horisonter. Lige som med alt andet er det sådan, at man skal have flere forskellige lærere, der skaber den kombination som passer til en.

 

En tredje ting

Jeg har ikke rigtig prøvet at udtale det før, men det er en helt tredje, ny ting for mig, at blande dansk kultur med polsk, altså i musikkontekst.

 

Den følelse Ania Rybacka udtrykker i det ovenstående, er hun ikke alene med. Radek Wosko brænder for denne ”tredje vej”:

 

Vi føler vi har noget særligt, som hverken er 100% polsk eller 100% dansk. Vi er ikke 100% med i det danske miljø, og i Polen er vi også betragtet som fremmede, med en hel anden pose af muligheder. Det er derfor ret naturligt, at vi prøver at stå sammen og værne om de værdier vi har skabt som et kollektiv af mennesker. Vi arbejder derfor på at etablere en forening, hvis formål vil være at styrke det særlige dansk-polske samarbejde, fordi der er også en del danske musikere som har været meget på turnéer i Polen og som også har oplevet noget særligt og blev formet på en hel special måde.

 

Det er primært de polske musikere som har været handlekraftige og bookede turnéer i Polen med sine danske kammerater. Sjovt nok var hele den bølge totalt overset, da JazzDanmark lavede sit eksport fremstød i Polen. Men for at være retfærdig, så har netop JazzDanmark støttet vores aktiviteter i Polen ret meget. Så der er opbakning til det på den konkrete plan. Og lige nu arbejder vi stærkt på at samarbejdet kommer ind i folks bevidsthed, så det også kan komme på dagsordenen i Danmark.

 

Man kan kun håbe at det projekt lykkes. Det ville være en skam at snyde sig selv for de positive eftervirkninger af den polsk-danske udveksling, der bliver ved med at komme. For man kan mærke på alle de musikere vi har snakket med, at de brænder for at give noget videre. Og ikke kun i form af fremragende musik. Som Radek selv nævner tager han initiativer for at holde samarbejdet i live, Ania Rybacka har for nylig været i Tyskland – hvor det hele startede – for at afholde workshops og inspirere nye generationer, Artur Tuznik har bl.a. undervist på Sankt Annæ Gymnasium, hvor han stræber efter at tilpasse sig den enkelte elev, og Tomasz Licak bringer den tilgang han mødte i undervisningen her i spil i sit hjemland, ligesom en anden af de polske musikere der var forbi Danmark, Marek Kadziela, der har startet sin egen musikskole i Polen. Det er blot nogle få eksempler, på hvordan det kan betale sig, at rive sig væk fra det kendte og lade sig berige af et andet lands kultur. Det står kun tilbage at opfordre alle danske musikere til at gøre det samme.

 

 

Tomasz Licak virker bl.a. i den polsk-dansk-svenske gruppe KRAN, og leder Trouble Hunting, som udelukkende spiller Licaks egne kompositioner. Begge ensembler har udgivet to albums. Derudover er han med i bandet The Beat Freaks, hvor Radek Wośko også bidrager. Wośko leder sin egen Radek Wośko Atlantic Quartet, som udgav Atlantic i 2016. Licak har også samarbejdet med Artur Tuznik på udgivelsen QUINTET (2011), som havde Anders Mogensen på trommer. Tuznik udgav i 2016 et album med sit eget projekt Artur Tuznik Trio, sammen med to danske kolleger. Ania Rybackas nyeste udgivelse er Havet (2017), et samarbejde med den svenske vokalist Lo Ersare. Hun har tidligere med projektet Sphere udgivet albummet Synesthesia (2014).

Hør musik med The Beat Freaks og Atlantic Quartet

 

 

Interview: Adam Kalkrup