Interview: Jazz og min verden – Michael Glenstrup Jensen

Interview: Jazz og min verden – Michael Glenstrup Jensen

Michael Glenstrup Jensen fik jazzmusikken ind med den frie pædagogik som barn, hvor den satte spor med sin frihed og ubestemthed.

Hvad gør jazz ved dig, har vi talt om med Michael Glenstrup Jensen, som er en sikker gæst ved Copenhagen Jazz Festival. Michael (f. i 1946), er pensioneret læge, og et kulturmenneske med stor kærlighed for litteratur og musik – især jazzen, som han har fulgt siden 50erne.

Han er stadig nysgerrig efter at høre, hvilke nye impulser, der er på vej og finder under festivalen gerne vej til de yngre musikeres koncerter. Huset i Magstræde er et af favoritstederne, hvor der er koncerter med både danske, svenske, finske musikere. I programmerne søger han gerne navne som Girls in Airports, Jacob Dinesen, Hans Ulrik og Jeppe Zeeberg. Men hans idol er stadig en af de helt tidlige jazzmusikere – Leon ”Bix” Beiderbecke.

Hvad var dit første møde med jazz?

Jeg voksede op i et meget pædagogisk miljø, og i det miljø spillede man den slags. Det var Sofie Rifbjerg, komponisten Berhard Christensen og de folk, som stod for at starte pædagoguddannelsen herhjemme. Min far var en af de første, der blev uddannet som pædagog. Her spillede man meget rytmisk musik, og det var det ideal der var – i modsætning til den meget stive, klassiske musik.

Det mere frie rytmiske hang sammen med den mere frie opdragelse. Folk der ville lære at spille rytmisk musik, måtte selv lære det.

Hvor er vi henne tidsmæssigt?

Vi er tilbage i 50erne. Jeg kan huske, da jeg begyndte at spille i skoleorkestret ud på Skottegårdsskolen i Kastrup. Der havde vi en meget klassisk uddannet musiklærer, der var militærmand og foragtede jazzen. Han fortalte lange historier om Louis Armstrong og om hvor forkert det var, at han fik lov til at synge sådan. Der var den form for racisme dengang.

Hvad er det i jazzmusikken, der taler til dig?

Det, der mest ligger for mig, i jazzen, er den frihed, der ligger i det musikalske udtryk. Dette, at der ikke er noget, der er fast. Musikken er hele tiden i bevægelse. Den kan hele tiden laves om og spilles på en anden måde.

Det er det samme med litteratur, som jeg læser meget af, fx James Joyce. Der er det også dette, at der er ingen, som kan sætte den på faste formler.

Som årene er gået, er jeg vokset mere ind i den mere frie jazz. Der var en overgang, hvor jeg bare syntes, at de skulle bare spille hurtigt. Det var noget, som bare skulle vise hvor dygtige de var. Men det opfattelse har jeg langt fra mere.

Jazzen blander mange udtryk

Det skarpe skel mellem det klassiske og det frie rytmiske har udvisket sig med årene og begge udtryk har længe været flettet ind hinanden eller brugt af hinanden. Michael fortæller:

Mange af de meget tidlige, fx et af mine store idoler, “Bix” Beiderbecke, som desværre døde meget ung, og som man kun har ganske få indspilninger af. Han var hvid musiker, men han var også meget valueret blandt sorte musikere på det tidspunkt. Han spillede corvet ligesom Louis Armstrong. Han havde jo (Claude) Debussy (fransk komponist) som et af sine idealer. Også Hoagy Carmichael, som lavede mange af de traditionelle jazzstandarder. Han var også meget påvirket af Debussy.

Inspirationen skete allerede i den kreolske befolkning, som havde begge kulturer i sig, fordi de både lærte at spille den klassiske musik og havde en musiktradition i sig fra slaverne. Men den virkelig store blanding skete i sammenhæng med Miles Davies og bob-musikken.

I den senere tid er der inden for jazz snarere  kommet en tendens til at trække over mod det mere strukturerede og stramme. Det mere komponerede.

Bossa novaen har noget, du ikke fornemmer i anden musik

DKI har i flere år arbejdet med udvekslinger mellem dansk og brasiliansk musik og fejrer det i år med en koncert med den brasilianske musiker Daniel Jobim sammen med tre danske musikere. Hvad siger brasiliansk musik og bossa nova dig?

Jeg husker, at de første brasilianske musikere deltog i festivalen i 80erne, og  Gilberto Gil spillede på Christiansborg. Det blev slået ret stort op i pressen.

I bossa novaen tager man jazzen tilbage igen til den brasilianske tradition. Bossa novaen er sjældent så voldsomt eksperimenterende og improviserende, men igen er der en rytmisk frihed. Rytmen ligger ikke 100% på slaget, men meget ofte lidt væk fra slaget. Hvor den i den klassiske musik skal ligge lige på slaget. I bossa novaen fornemmer du, at du ikke er fastholdt af musikken. Du svæver over den. Og slaget skal nok komme…

For de fleste af os, der er vestligt uddannet, er det en virkelig svær musik at spille, fordi det er svært at finde den der laid back-rytme. Vi er mere bundet af taktslaget. Vi kan ikke rigtig hvile på den og have den polyforme rytme.

De dygtige brasilianske musikere har en helt anden rytmefornemmelse. De går ikke i panik over ikke at kunne holde taktslaget. Den fornemmelse har vi ikke. Jeg tror, at forskellen ligger allerede i vores sprog. Det portugisiske har det der mere bløde, hvor konsonant og vokal flyder sammen”.

Står jazz stadig stærkt hos de unge i dag?

Af mine egne to sønner ene spiller den ene meget jazz, og den anden har ikke interesseret sig for det. Men han kom alligevel for et par år siden og viste mig, at han havde en masse gammel jazz på sin mobiltelefon. Det var bl.a. også meget gammel traditionel jazz – Fletcher Henderson. Da tænkte jeg, hvor kommer det fra???

For nogle er jazz måske blevet en (bedste)forældregenerations-musik. Men der er også en vildskab hos de yngre jazzmusikere, fornemmer Michael. ”Jeg vil gerne se hvad der er af nye impulser. Høre de yngre jazzmusikere: Girls in Airports, Jacob Dinesen, Hans Ulrik, Nikolaj Hess. Sådan en som Jeppe Zeeberg – han er virkelig vild og eksperimenterende. Han er virkelig et legebarn og bruger alt på klaveret. Spiller meget vildt og meget lyriske passager. Han bryder grænserne fuldstændig ned. Man skal være en god lytter for at forstå den måde at spille på. Det kræver, at du træner dit øre.

De nye musikere søger over i andre former, måske mere teatralske former. Hvor man ikke spiller op til bravursoloer. Der er mere komposition, men stadig med en mulighed for at det kan brydes op Friheden er stadig intakt.

Se programmet for Copenhagen Jazz Festival