fbpx
Du besøger nu Dansk Kulturinstitut i Danmark  Opdag DKI globalt Created with Sketch.
DA/EN
06 · 03 · 2019

Annika Berg: ”Jeg ser ikke mig selv som en ’kvindelig filmskaber’ ”

Annika Berg aktuel på Nordic Film Festival i Bejiing: ”Jeg ser ikke mig selv som en ’kvindelig filmskaber’ ”


Nordic Film Festival slår i disse dage sine folder i Beijing, og Annika Bergs pseudo-dokumentar ’Team Hurricane’ (2017) er på programmet blandt en stribe andre nordiske kvindelige filmmageres værker. Filmen følger 8 teenage-piger (i virkeligheden fundet og castet på Instagram) gøre op med perfekthedskulturen med punket hårpragt, hentai og kæmpehunde i en forførende farveeksplosion af en film.

 

Filmen har desuden været vist på et væld af festivaler rundt i verden som Seattle International Film Festival, CPH:DOX, Beijing International Film Festival og Venice International Week of Film Critics, hvor ’Team Hurrciane’ blev belønnet med en Verona Film Club Award.

 

Vi interviewede instruktøren og spurgte ind til alt fra filmens internationale modtagelse og filmscenen i Kina til kønspolitik i filmbranchen.

 

 

Om Annika Berg
Dansk filminstruktør, uddannet fra Den Danske Filmskole 2015 og tidligere elev på Station Next (et treårigt program for unge filmtalenter) 2003-2006. Herhjemme blev Bergs afgangsfilm ’Sia’ (2015) belønnet med en Robert-statuette for bedste kortfilm, og i 2018 modtog instruktøren Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for sine nyskabende film. ’Team Hurricane’ (2017) er Bergs spillefilmdebut.

 

Læs hele interviewet med instruktøren herunder.

Still fra 'Team Hurricane': Foto: Louise McLaughlin © Angel Films
Du har allerede lavet en del interviews siden 2017, da ’Team Hurricane’ kom ud om din motivation for at lave filmen. Kan du igen ganske kort opridse motivationen for ’Team Hurricane’?

❛❛ Processen med filmen var et forsøg på at genfinde og reintegrere den jeg var, da jeg var teenager, i den jeg er i dag. Et forsøg på at blive hel. ❜❜

 

Hvordan har du oplevet filmen er blevet modtaget rundt om i verden? Har du fået mange uventede reaktioner?

❛❛ Jeg synes, den er blevet virkelig godt modtaget, når jeg har været rundt omkring på festivaler. Og jeg synes, det er ret smukt, at noget skabt uden nogen form for kalkulerede overvejelser kan vække resonans i mennesker på den anden side af kloden med helt andre baggrunde og verdensopfattelser. Men generelt prøver jeg ikke at lade mig påvirke for meget af reaktionerne på den. Måden, jeg laver film på, er meget intuitiv, og jeg er meget afhængig af mit eget indre kompas. Hvis man er for opmærksom på og optaget af andres meninger – også, selvom de er positive – mister man let orienteringen ift. ens eget kompas og dets poler.

 

Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, den har betydning for andre, men jeg prøver også ikke at lade dét påvirke min egen forbindelse til filmen og den næste film. Det er vigtigt for mig, at dét om jeg er tilfreds eller ikke tilfreds med værket, ikke har noget med modtagelsen at gøre. Men når det er sagt, ville jeg helt sikker se det som et separat og stort nederlag, hvis en af mine film endte med ikke at få betydning for andre end mig selv. Jeg tror bare, måden at nå andre på er ved at nå sig selv først. Og jeg har stor aversion over for statistikker og ideer om, hvad publikum vil have. Jeg synes, det er arrogance i meget rendyrket form. ❜❜

Annika Berg modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris i 2018 (vist på DR i samarbejde med Bikubenfonden). Foto: Bjarne Hermansen
Kan du sige noget om din oplevelse, da filmen blev vist på Beijing International Film Festival sidste år?

❛❛ Jeg var positivt overrasket over, at filmen fik muligheden for at blive vist i Kina. Beijing International Film Festival har en lille ”afstikkerkategori” (Forward Future Section), som filmskolen, Beijing Film Academy kører, hvilket betyder, at det er professorer, der står for udvælgelsen af filmene, og hovedsageligt studerende, der ser dem. Derfor kan der blive vist nogle film, som ikke ellers ville få lov til at blive vist – f.eks. film med nøgenhed i. Jeg synes, det er interessant, hvordan de på én måde er meget kontrollerede, men at der også er plads til meget individualitet og VPN. Jeg var også ret overrasket over, hvor nørdede folk, jeg mødte, var ift. europæiske film. Kina er et meget komplekst land, hvor man mærker intens kontrol, men samtidig stort anarki. Men tænker også, det er den eneste måde, et system kan fungere på, ved at der er en masse ventiler. Sådan er det vel i mange samfund. Hvis ikke alle. ❜❜

 

Har du nogen tanker om den aktuelle visning i Kina og modtagelsen blandt af kinesiske publikum?

❛❛ Jeg tænker ikke på det kinesiske publikum som ’dét kinesiske publikum’. Jeg synes, det er farligt og ikke særligt menneskeligt at tænke på et andet folkefærd som et potentielt marked. Jeg tror mange filmskabere og erhvervsfolk tænker, ’sådan og sådan kan jeg få solgt nogle billetter i Kina’. Jeg synes, det er vigtigt at holde sig en smule ren og forstå, at det ‘bare’ er nogle andre mennesker med en helt anden kultur og en helt anden historie, som er mega fascinerende – og jeg synes, det er helt vildt og ret smukt, at de kan se ’Team Hurricane’ og få noget ud af den. ❜❜

 

Modsat spørgsmålet om Kina, er der så en særlig ‘dansk nerve’ eller særlig ‘dansk drivkraft’ i ’Team Hurricane’, som kunne være spændende i den her internationale eksponering?

❛❛ Jeg tænker ikke på ‘Team Hurricane’, som en film med en særlig ’dansk nerve’. Men jeg laver mine film meget ærligt og meget personligt og med udgangspunkt i mine egne oplevelser, rødder og følelser. Og siden jeg ér dansk, så er det selvfølgelig væsentligt, hvad angår mit blik og mine film. Men på den måde tror jeg egentlig også man som udenforstående får et mere sanseligt og specifikt indblik i noget særligt dansk, end hvis filmskaberen fra start var meget fokuseret på at projektere noget særligt dansk. Generelt prøver jeg virkelig at holde mig på min egen banehalvdel, fordi jeg godt kan lide at gå så langt til grænsen som muligt. Når jeg tager udgangspunkt i mine egne historier og følelser, er det bare væsentligt lettere at gøre det med integriteten i behold.

 

Men nu vi snakker om det, var en anden motivation for at lave filmen, som vel kan betragtes som meget ’dansk’, at skabe en fællesskabsutopi på lærredet – som jeg ikke selv havde, da jeg var teenager. Mest fordi jeg var en ’loner’ og trak mig meget ind i mig selv. Og det tror jeg på en eller anden måde, det danske og det kinesiske samfund har til fælles. Altså tanker om utopisk fællesskab, hvor alle hjælper hinanden og er lige. Ikke fordi jeg er så optaget af lighedstanker, men det er en dualitet. Jeg er optaget af lighed, ikke på en sådan illusorisk måde, men nærmere på en måde, hvor man erkender, at man ikke er lige, men ser hinanden med lige meget værd. ❜❜

'Team Hurricane' på den røde løber ved den 74. Filmfestival i Venedig 2017 ©Express Newspapers / Getty
Årets tema på Nordic Film Festival, ’Framing Females’ har et eksklusivt fokus på kvindelige filmskabere. Har du nogle særlige tanker om kvindelige filmskaberes stigende indtog på filmscenen?

❛❛ Jeg synes kun, det giver mening, at filmskaberne, deres køn og etnicitet nogenlunde afspejler befolkningssammensætningen, men ud over dét fokuserer jeg ikke særligt meget på køn. Jeg synes, det er vigtigt at andre – især beslutningstagere – gør det, men selv vil jeg gerne bevare mit fokus på mine film. Jeg ser heller ikke mig selv som ’kvindelig filmskaber’. Jeg ser mig selv som filmskaber. Men der er sjovt, for det er et spørgsmål, jeg altid får. Folk tror også ofte, det var en form for feministisk beslutning med så mange kvinder på holdet bag ’Team Hurricane’. Det er interessant, for det var det absolut ikke. Det var de bedste – nøje udvalgt – til netop dén film. Valget af hold handler for mig kun om raw talent. Jeg har ét fokus, og det er det, jeg arbejder på og dets kvalitet.

 

Men igen: super interessant, at de fleste automatisk tænker, der simpelthen må ligge ideologiske tanker bag et overvejende kvindeligt filmhold. Og som sagt: jeg synes, det er virkelig godt andre beskæftiger sig med, at alle får lige muligheder for at komme til fadet og blive taget seriøst. Hvis kvaliteten af filmene i Danmark og alle andre steder skal være tårnhøj, bør talentmassen også være det. Derfor er det selvfølgelig indlysende, hvor sindssygt vigtigt det er, at der ikke er en masse talent og en masse drømme, der tabes på gulvet. Ikke kun, når vi snakker køn. ❜❜

 

For at slutte af, kan du løfte sløret for hvad du laver nu, eller hvad dit næste projekt er?

❛❛ JA! Handlingen er meget sådan dødsklokker og ’man vs. nature’. Så et meget anderledes univers end ‘Team Hurricane’. ❜❜

 

***


Af Johanne Jacobsen Halken

 

Header image: Sofie Mathiassen © Ritzau Scanpix